Efter 14 spillefilm – og i skrivende stund yderligere tre i post-produktion – er Guy Ritchie endnu engang klar til at kaste sig over serieland. I samarbejde med Netflix har Ritchie skabt en otte-episoders spinoff til sin egen film ’The Gentlemen’ fra 2019.
Serien udspiller sig i samme univers som i filmen, denne gang med nye ansigter som Theo James, Giancarlo Esposito, Vinnie Jones, Kaya Scodelario og Joely Richardson. Nå ja og naturligvis også Dar Salim, der dukker op som teslubrende håndlanger i traileren.
Ud fra traileren kunne det tyde på, at vi kan forvente Ritchies klassiske, tempofyldte og kække action-univers.
I serien arver Eddie Halstead (James) sin fars store gods på landet, men finder hurtigt ud af, at der drives en anseelig cannabis-produktion på ejendommen. Diverse karakterer fra Englands kriminelle underverden er interesserede i at få en bid af kagen, men i takt med at Eddie forsøger at frigøre sig fra gangsternes kløer, udvikler han selv en smag for det kriminelle liv.
Foruden at fungere som serieskaber, er Ritchie også medforfatter, executive producer og instruktør på de første to episoder. Det er Ritchies anden serie, efter den lignende spinoff ’Lock, Stock…’ fra 2000.
’The Gentlemen’ har premiere på Netflix 7. marts.