’Feud: Capote vs. The Swans’: Man betages og foragtes under Ryan Murphys 60’er-lækre serie
En pen kan være et frisættende redskab og et kraftfuldt våben. Med den kan du skrive historie, markere myndighed og begå karaktermord – eller socialt selvmord.
Alt ovenstående skrives og sker i Ryan Murphys ’Feud: Capote vs. The Swans’, der udover at være en svulstig fusion af ’The Real Housewives’-formatet og musicalhittet ‘Chicago’ (dog uden jazzhands) er efterfølgeren til hans vellykkede skildring af de to Hollywood heltinder Bette Davis og Joan Crawfords rivalisering i ’Feud: Bette and Joan’.
Sæson 2 er baseret på Laurence Leamers bog ‘Capote’s Women: A True Story of Love, Betrayal, and a Swan Song for an Era’ fra 2021, der har ’Breakfast at Tiffanys’-forfatteren Truman Capote og hans fejde med New Yorks leading ladies i 60’erne og 70’erne som omdrejningspunkt.
Efter flere års kærligt og fortroligt venskab med elitens kvinder – der tilsammen gik under navnet ’The Swans’– nedskrev han deres hemmeligheder og inderste smerter i en udleverende novelle. Forfatteren blev herefter idømt den hårde straf: eksklusion fra de fine stuers champagneboblende selskaber.
Således starter en historie om kvælende perlekæder og drabeligt blæk i Murphys iagttagelse af magt og fortælleret. Og således starter en 60’er-lækker serie, der indeholder rigelige spring i tid, dramatisk dialog og solide skuespilpræstationer – og tomandsonani i et romersk dampbad.
Velinstrueret af blandt andre Gus Van Sant er ’The White Lotus’-stjernen Tom Hollander en let karikeret Capote, der er lige dele udmattende og magnetisk. Når hans skarpe tunge er på gled, betages man. Når egoismen og vodkaen sprutter ud af porerne på ham, foragtes man.
Egoisme og foragt er ligeledes nærværende, når de storrygende Swans afholder imponerende middage og spiser damefrokost på byens førende restaurant. Rundt om bordet sidder blandt andre Naomi Watts, Chloë Sevigny, Diane Lane og Calista Flockhart, der enten tilfører sårbarhed eller isende kulde til de velklædte kvindeportrætter, og hvis karakterer hver især har ofret alt fra kærlighed til ædruelighed for at bevare deres sociale position og talrige sommerhuse.
Som svaner flyder de yndefuldt på diamanternes vand. Men under overfladen og det åndsforladte glas findes panisk baskende fødder og menstruationspletter »på størrelse med Brasilien«, der har tilsmudset deres dyre vasketøj. Fremtvunget af en smiskende Capote og hans pen kommer elitens dryppende makeup og underliv til syne for alle i denne serie, hvor der hverken findes helte eller skurke. Bare en masse penge og kamptrætte melankolikere.
Bevares, det er et skurkagtigt dickhead move at lege psykolog for sine venner for efterfølgende at udstille dem og vinde profit på deres lidelser – og muligvis videreføre injurier. Men man holder lige meget/lidt med alle karaktererne. For selvom dette er en fortælling om bedrag og en listig ordkløgtig ræv i svaneklæder, er det også en fortælling om den homoseksuelle mands hyppige degradering til en festlig genstand og arketypisk overbærende gay best friend, der altid står i den kvindelige protagonists skygge.
Gennem hele sit liv har Capote været hjemsøgt og fascineret af ulykkelige skygger med tung parfume, for hvem han er en accessory, der kan pynte, eller et stykke legetøj, der kan kontrolleres. Hans forkvaklede forhold til de kvinder gennemsyrer hele miniserien og er særligt ubehageligt fremlagt i en intens scene, hvor hans afdøde mor – i skikkelse af en fremragende Jessica Lange, der btw spillede Joan Crawford i antologiens første sæson – viser sig for ham og manipulerende forsøger at lokke ham (ned) til sig.
Nok undviger hans krop for en stund morens mørke, men hans sociale liv er dødsdømt af damer med hævngerrige fjer, og hans skrivevåben synes ikke at kunne give kunstigt eller kunstnerisk åndedragt. Novellen blev, som Laurence Leamer markerer, Capotes svanesang. De kommende afsnit bliver forskellige fraseringer af skriget – og stilheden inden.
Ps. Flere år efter sin kødlige død i 1984 blev den engang populære forfatters faktiske aske angiveligt solgt til en kvinde på en auktion. Skal vi kalde det tragikomisk eller umådeligt sørgeligt, at han således er endt i et sæt nye velhavende og lakerede klør?
Kort sagt:
Ryan Murphys anden sæson af ’Feud’-serien er en dramatisk gennemgang af bedrageriske og underkuede/underkuende skæbner iklædt smart tøj og stærke våben.
Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.