Her er alt, du skal vide før ’Dune: Del 2’

To et halvt år er der gået siden premieren på ’Dune: Del 1’. Har man i mellemtiden glemt de nærmere detaljer om, hvad der skete i første del, og hvor Timothée Chalamet og Zendaya er på vej hen nu, kommer vi her til undsætning med en overskuelig opsamling.
Her er alt, du skal vide før ’Dune: Del 2’
'Dune: Del 2' (Foto: Warner)

»Det her er kun begyndelsen«.

Sådan siger Chani (Zendaya) i slutningen af ’Dune: Del 1’, da hendes Fremer-stamme i følgeskab med den profeterede Messias Paul Atreides (Timothée Chalamet) og hans mor Lady Jessica (Rebecca Ferguson) vandrer ud i ørkenen.

Udgivelsen af Denis Villeneuves længe ventede ’Dune’-filmatisering skulle også vise sig at blive lidt af en vandring. Første del måtte udskydes på grund af corona-pandemien, mens anden film blev forsinket i forbindelse med efterårets skuespillerstrejke i Hollywood.

Den 28. februar får vi langt om længe konklusionen på Paul Atreides’ kamp mod den barbariske Harkonnen-klan for at bringe fred til Arrakis.

Men nu hvor det er to et halvt år siden, vi så første kapitel, kan mange nok have brug for lige at blive mindet om, hvor vi slap Atreides og Chani, hvad det hele handler om, og hvad det nu er, der venter hos i Del 2.

Så hermed en serviceoplysning forud for onsdagens store premiere. 

Hvad skete der i ’Dune: Del 1’?

I første film blev familien Atreides pålagt at overtage styringen af Arrakis, den barske ørkenplanet rig på stoffet Melange, også kaldet spice. Familiens patriark Leto Atreides (Oscar Isaac) lever med sin kone Lady Jessica, som er medlem af det indflydelsesrige søsterskab Bene Gesserit, og deres søn Paul.

Gennem et flere århundreders langt avlsprogram forsøger Bene Gesserit at skabe en mandlig arvtager til deres orden, der døbes Kwisatz Haderach. Lady Jessica er blevet pålagt at føde en datter, hvis søn skal være Kwisatz Haderach. Men hun ignorerer ordrerne og føder Paul, som plages af syner og en grel reaktion på indtagelsen af spice.

Rebecca Ferguson og Timothée Chalamet i ‘Dune: Del 1’. (Foto: Warner)

De tidligere forvaltere af Arrakis er det barbariske Harkonnen-hus, Atreides’ bitre rivaler, med Baron Vladimir Harkonnen (Stellan Skarsgård) i spidsen. Overdragelsen af Arrakis til Atreides viser sig at være et diabolsk komplot, udtænkt af kejser Shaddam IV i samarbejde med Harkonnen, der har til hensigt at udrydde Atreides-klanen.

Leto Atreides forrådes af huslægen Dr. Yueh (Chang Chen), der modvilligt fjerner beskyttelsen af Atreides’ fæstning på Arrakis og tillader harkonnerne at angribe. Leto bliver taget til fange og forsøger at tage livet af sig selv og Baron Harkonnen med en giftkapsel, men baronen overlever. Samtidig forsøger harkonnerne at dræbe Lady Jessica og Paul, men de overmander deres fangevogtere og flygter ud i Arrakis’ barske ørken.

I ørkenen møder Paul og Jessica det indfødte stammefolk fremerne, som Leto tidligere havde dannet en alliance med. En vigtig alliance på den golde planet, der også bebos af de aggressive sandorme, der reagerer på lyden af fodtrin i sandet. Stilgar (Javier Bardem) er høvding for den Fremer-stamme, hvor Zendayas mystiske Chani fra Pauls syner er medlem.

‘Dune: Del 2’ (Foto: Warner)

Filmen slutter med, at Paul modvilligt gør det af med den skeptiske fremer Jamis (Babs Olusanmokun) i en ritualistisk kamp. Sammen med Fremerne drager Paul ud på den ultimative mission om at få hævn over Harkonnen-klanen og bringe fred til Arrakis. 

Hvor starter ’Dune: Del 2’?

Denis Villeneuve har fået ros for at forholde sig tro mod bogen, og hvis han fortsætter i samme spor, er det sandsynligt, at anden del fortsætter, hvor første del slap – i ørkenen forenet med Fremerne.

Sammen med kærlighedsinteressen Chani, Stilgar og de øvrige fremere skal Paul trodse det barske terræn og træde i karakter som den Messias, profetierne foreskriver ham til at være. Der er lagt op til noget af et epos, hvis vi kigger på traileren.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Vi skal ikke spoile, men der er ingen tvivl om, at vi får svar på væsentligt flere spørgsmål, end vi gjorde i første del, der primært fungerede som worldbuilding for den komplekse historie.

Zendayas karakter Chani fyldte overraskende lidt i første film – kun syv minutter af filmens 155 minutters spilletid – men det rådes der bod på i ’Dune: Del 2’, hvor Chani får en markant større rolle.

Sammen med Timothée Chalamets Paul Atreides leder det vaskeægte power couple opstanden mod Baron Harkonnen og kejser Shaddam IV. 

Hvem er nye på rollelisten?

Første film havde en mildest talt imponerende rolleliste, hvoraf mange vender tilbage. De to største roller besat af Chalamet og Zendaya kommer naturligvis til at fylde mest i anden del, men også Rebecca Ferguson, Josh Brolin, Dave Bautista, Stephen McKinley Henderson, Stellan Skarsgård og Javier Bardem gentager deres respektive roller.

Desværre ofrer Jason Momoas Duncan Idaho sig selv i slutningen af første film og vender derfor ikke tilbage i ’Dune: Del 2’ – på trods af nogle kryptiske kommentarer angående en endnu ubekræftet tredje installation.

De nye ansigter i ’Dune: Del 2’ tæller en del store navne som veteranen Christopher Walken, der spiller kejser Shaddam IV og Florence Pugh som kejserens datter prinsesse Irulan. I rollen som Lady Margot Fenring, der er kejserens tætte ven og Bene Gesserit-medlem, ses Léa Seydoux.

Austin Butler i ‘Dune: Del 2’ (Foto: Warner)

Austin Butler kan opleves i en skurkerolle som Baron Harkonnens skaldede, blege og frygtindgydende nevø, tronfølgeren Feyd-Rautha Harkonnen.

Desuden kom det forleden frem, at Anya Taylor-Joy har sluttet sig til castet i en foreløbig ukendt rolle.

Frank Herberts anerkendte roman har historisk været så svær at filmatisere, at det har fået fans og kritikere til at spekulere på, om projektet på den ene eller anden måde var forbandet. David Lynch, Ridley Scott og Alejandro Jodorowsky er alle instruktører, der uden succes har forsøgt at omdanne værket til det store lærred.

Første del fik en varm modtagelse her på Soundvenue, og kritikerne i udlandet er generelt begejstrede for anden del, der fik verdenspremiere i London i sidste uge. Det kunne tyde på, at sci-fi-darlingen Denis Villeneuve langt om længe bliver den instruktør, der endegyldigt knækker koden til det besværlige værk.

Kommer der en 3’er?

Med ’Dune: Del 2’ får vi afslutningen på Frank Herberts første bog fra 1965 og afslutningen på Denis Villeneuves todelte filmatisering – altså medmindre Warner tager fusen på os og gør serien til en trilogi, som Villeneuve har udtrykt et ønske om.

Skulle en tredje installation blive en realitet, vil den videreføre Paul Atreides’ historie, som beskrevet i Herberts anden roman i serien ’Dune: Messiah’. Det er ikke utænkeligt, at der kommer en ’Dune: Del 3’, hvis anden del bliver en økonomisk succes.

Foreløbigt læner vi os tilbage og glæder os til ’Dune: Del 2’.

’Dune: Del 2’ får biografpremiere 28. februar.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af