’Dune’: Denis Villeneuves halve storværk er en ærefrygtindgydende oplevelse

’Dune’: Denis Villeneuves halve storværk er en ærefrygtindgydende oplevelse
Timothée Chalamet i 'Dune'. (Foto: PR)

Jeg har ikke kunnet finde et udtryk for, hvad man kalder fans af Frank Herberts murstensroman ’Dune’, som blev direkte oversat til ’Klit’ på dansk. Så nu kalder jeg dem Klitorianere. Også fordi ’House Clitorian’ kunne være navnet på et storhus i den mægtige mytologi fra romanserien, ligesom House Atreides og House Harkonnen.

Og fordi du lige nu tænker, at det også lyder lidt lummert.

Med Denis Villeneuves ’Dune’ har klitorianerne endelig fået en filmatisering, der er forlægget værdigt. Filmen er awesome. I ordets egentlige forstand. ’Dune’ er ærefrygtindgydende. Det gælder både filmens visuelle design og historiens omfang med dens intergalaktiske stridigheder mellem afarter af menneskeheden adskillige tusinde år ude i fremtiden. Men også instruktørens mod. At filmatisere den psykedeliske og sofistikerede ’Klit’ er kendt som en næsten umulig bedrift.

I 80’erne lavede David Lynch en campy udgave, som kun er værd at se for at undres over, hvordan den overhovedet kan eksistere. Komplet uforståelig for alle andre end klitorianere. Du kan også dykke ned i dokumentaren om Alejandro Jodorowskys fejlslagne forsøg på at tøjle bæstet med en ambition om at genskabe oplevelsen af et LSD-trip på det store lærred. Han regnede med at kunne få filmen ned på små 14 timers spilletid.

Jodorowsky er ikke (kun) en gammel hippie. Han erkendte også, at det ville være hovedløst at prøve at forløse storværket i en enkelt film af bare nogenlunde normal varighed.

Villeneuves over to og en halv time lange ’Dune’ er første halvdel af historien. Nej, ikke en trilogi, hvilket ellers har været på mode længe. Forhåbentlig et tegn på, at Villeneuve nøje har beregnet, hvordan historien fortælles bedst uden skelen til en økonomisk plan.

Prisen for at fortælle halvdelen af en historie er naturligvis, at denne film dramatisk set ikke har en slutning.

Den unge Paul Atreides (Timothée Chalamet) skal rejse ud og bevise, at han er sit familienavn og profetien værdig. Er han Kwisatz Haderach, der vil kunne bygge bro mellem fortid og fremtid? Og hvis han er, vil Paul så synes om at være resultatet af et tusindårigt avlsprogram styret af de synske kvinder fra Bene Gesserit-ordenen?

Den unge mand kom til den ugæstfri ørkenplanet Arrakis for at lære lederskab af sin far, Hertug Leto Atreides. De skulle stå for at udvinde spice, galaksens mest værdifulde råstof, fordi det er essentielt, hvis du vil rejse imellem stjernerne. Det findes kun på Arrakis, så dem, der kontrollerer planeten, nyder enorm magt.

Oscar Isaac som Leto Atreides i ‘Dune’. (Foto: Warner)

Men det er ikke et nemt job. Det indfødte Fremen-folk er ikke vilde med de invaderende mineoperatører, og så er der sandormene – enorme væsner, der bevæger sig hastigt under sandet, indtil de tårner sig op som højhuse foran bævrende ørkenvandrere. De vogter over spice, som drager vogter over guld i utallige eventyr. Paul Atreides ser i sine drømme, at hans fremtid ligger i at lære ørkenen at kende, at blive ét med Fremen-folket og på den måde gøre sig fortjent til at herske over Arrakis.

Nogle vil mene, at det er et langt setup til en tredje akt, som ikke kommer. Nogle vil også mene, at en profethistorie, hvor vi skal følge en mands rejse og søge svar på spørgsmålet om, hvorvidt han er the one, er forudsigelig i sin natur – og den er i hvert fald ikke så original, som da bogen udkom i 1965.

Andre vil sikkert hæfte sig ved det underlige i, at krige i år 10.191 tilsyneladende udkæmpes af hære udstyret med små sværd og dolke, selvom der er rigeligt med ildkraft og laservåben tilgængelige.

Filmen er langt fra perfekt, men Villeneuve formår at skabe science fiction, som man både kan genkende og forstå, samtidig med at det føles som et blik ind i en anden verden.

Han forstår både vigtigheden af, at vi skal fornemme og næsten kunne mærke teksturerne i det fremmede univers. Det besværlige i at insistere på praktiske effekter i ørkenen bærer frugt – selvfølgelig akkompagneret af sofistikeret CGI.

Villeneuve ved samtidig, at vi har brug for at komme tæt på karaktererne. Der er scener, som føles helt rå og rensede for sci-fi-elementer, med kun skuespillernes ansigter til at fortælle. Især Rebecca Ferguson brillerer som den ængstelige og hemmelighedsfulde mor, der ikke kan modsige sin skæbne, som er at sende sin søn ud i usigelige farer.

Rebecca Ferguson som Lady Jessica i ‘Dune’ (Foto: Warner)

Det er også værd at nævne, at billedsiden bakkes op af Hans Zimmers score, smukt og larmende, og et etnografisk sammensurium, der får dig til at spidse ører. Den mand leverer bare gang på gang.

Frank Herberts tætpakkede mytologi har mange termer og forklaringer, men du bliver ikke sat af i Villeneuves ’Dune’, hvis du ikke kender ’Klit’ i forvejen. Billederne fortæller meget af historien. Sådan bør det være. Og når forklaringer er nødvendige, er ordene præcise.

Flere gange tillader filmen sig at være decideret langsom. Uden at være kedelig. Mere … hypnotisk. Den verden, Villeneuve har realiseret på det store lærred med brutalistisk arkitektur, monstrøse maskiner og mennesker med hyperudviklede evner, er let at fortabe sig i.

Undervejs kom jeg næsten til at forvente en intermission, en indlagt pause som i David Leans storfilm. ’Dune’ er ikke et farverigt popcorn-brag af Marvel’ske dimensioner, selvom filmen ikke mangler eksplosioner og intense actionscener. Det føles bare mere som at se ’Lawrence of Arabia’.

Når det handler om at realisere fantasiverdener på film – world building, ligesom i ’Ringenes herre’, ’Star Wars’ og ’Avatar’ – har Villeneuve her sat sværhedsgraden til gude-niveau og alligevel gennemført en af verdens sværeste baner. Respekt.

Alle klitorianere vil gerne bede om at få filmens anden halvdel også, tak.


Kort sagt:
Slutningen mangler, men ’Dune’ tilgives. En visuel triumf, som kræver noget af sit publikum, men belønner tålmodigheden rigeligt med et hypnotisk sci-fi-trip.

’Dune’. Film. Instruktion: Denis Villeneuve. Medvirkende: Timothée Chalamet, Zendaya, Rebecca Ferguson, Oscar Isaac, Jason Momoa, Stellan Skarsgård, Josh Brolin, Javier Bardem, Dave Bautista. Spilletid: 155 min. Premiere: I biografen 16. september
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af