Da ’Dune: Del 2’ fik verdenspremiere i London torsdag, var det med en hidtil uannonceret stjerne på den røde løber. Anya Taylor-Joy dukkede op på den til begivenheden sanddækkede røde løber og bekræftede fanspekulationer.
Rygterne har svirret om, at Taylor-Joy muligvis var involveret i filmen, efter at observante brugere på filmplatformen Letterboxd havde bemærket, at filmen var dukket op i hendes filmografi.
Helt præcist hvilken rolle Taylor-Joy har i den nye film, må man vente til filmens premiere senere på måneden for at finde ud af, men der er tale om en af franchisens større karakterer, rapporterer Variety.
Således slutter Taylor-Joy sig til et i forvejen enormt stjernespækket cast, der udover Timothée Chalamet og Zendaya fra den første film også tæller nye ansigter som Austin Butler, Florence Pugh, Christopher Walken og Lea Seydoux.
De første reaktioner efter verdenspremieren er mildt sagt begejstrede. Mange af de udvalgte anmeldere, der var til verdenspremieren, har allerede erklæret ’Dune: Del 2’ til en af årets bedste film.
»’Dune: Del 2’ er ikke bare Denis’ (Villeneuve red.) magnum opus – Det er en hel generations definitive sci-fi epos«, Skriver FilmSpeak’s Griffin Schiller eksempelvis på X.
Mike Ryan fra Uproxx kalder filmen »fænomenal« og »i toppen af de bedste sci-fi film (han) har set«, via Deadline.
’Dune: Del 2’ har premiere 28. februar