Det er nærmest en umulig opgave at rangere Denis Villeneuves spillefilm.
Den canadiske instruktør har nemlig holdt et overordentligt højt niveau i sine 10 værker over en snart 25 år lang karriere.
Fra de rå og ærlige skildringer i hans tidlige værker som ’Polytechnique’ og ‘Nawals hemmelighed’ til de storslåede, tankevækkende scener i hans seneste storfilm som ’Dune’ og ’Arrival’ har Villeneuve etableret sig som en af de mest visionære og konsekvent interessante instruktører i moderne tid. Nogle gange rummer han Kubrick, andre gange Nolan eller Spielberg, alt imens han også er helt sin egen.
Den 56-årige Denis Villeneuve væver komplekse, flerstrengede fortællinger, der på overfladen er spækkede med spænding, action og underholdning og under den forførende facade afslører hans dybere lag, som inviterer til refleksion.
Det er også hans mål med sine film, har han fortalt til Toronto Film Critics Association.
»For at fortælle en historie skal jeg have en dyb intim forbindelse. Det er målet at forsøge at skabe et kunstnerisk objekt som filmkunstner, der er enestående; som vil noget nyt. Vi behøver ikke nødvendigvis nye film, men vi har brug for en forbindelse. Vi har brug for relationer, vi har brug for at kommunikere sammen, og film er et så kraftfuldt medie til at gøre det«.
Efter udskydelser er Villeneuve 28. februar klar med ’Dune: Part 2’. Vi varmer op med at kigge tilbage på hans hidtidige film – i god nok tid til, at man kan nå at se eller gense dem fra en ende inden næste tur på sandormen.
10. ’August 32nd on Earth’ (1998)
Lang tid før store skuespillere sværmede om instruktørens opmærksomhed, brød Villeneuve ind på scenen med en række indie-produktioner i sit canadiske hjemland.
Efter at have vundet en kortfilmkonkurrence i Québec modtog han et pengeløb stort nok til sin første spillefilm – en legende, minimalistisk, småsyret romcom.
Den fransksprogede ‘August 32nd on Earth’ fra 1998 handler om Simone (Pascale Bussières), en model, der oplever en eksistentiel krise efter mirakuløst at have overlevet en bilulykke.
Hendes nærdødsoplevelse får hende til at genoverveje hendes syn på verden – et spirituelt wake-up call. Det inspirerer hende til at foreslå sin ven Philippe (Alexis Martin), at de skal have et barn sammen. Dog med den lille hage, at de skal undfange barnet i Utahs Great Salt Lake-ørkenen.
Isoleret set kan ‘August 32nd on Earth’ virke en anelse upoleret. Men som debutfilm er den bestemt en seværdig film og et solidt springbræt til større og mere risikable satsninger.
En anelse studentikos, men fra startskuddet fornemmer man, hvordan et talent er ved at bryde frem med store ambitioner.
‘August 32nd on Earth’ kan ses på Rarefilmm.
9. ’Maelström’ (2000)
Villeneuves tredje film ‘Maelström’ har mildest talt en unik tone, hvilket primært skyldes dens fortæller, som er … en fisk.
Ikke en levende sød fisk. Nej, nej. Fisken – hvis udseende er kvart i et Cronenberg-monster – bliver parteret levende, imens den deler en historie, der fandt sted i Quebec i efteråret 1999.
I historien følger man en kvinde (Marie-Josée Croze), hvis liv kastes ud i kaos, efter hun ved et uheld dræber en fiskehandler. I starten kan hun ikke huske hændelserne, men da hun møder sønnen til manden, hun har dræbt, udvikler historien sig yderligere.
Trods fiskesnakken er det en bevægende historie. Fiskens fortælling er overraskende hjerteskærende, og dens tilstedeværelse bryder hovedhistorien op, understreger de absurde elementer og tilføjer en ekstra dimension til skildringen af de følelser, der udspiller sig.
Da filmen kom ud, fik den flere priser – heriblandt en jurypris for bedste canadiske spillefilm ved Toronto International Film Festival – og fiskefortællestilen giver da også associationer til den franske surrealistisme.
Den starter sågar med en undskyldning på norsk: » Vi ber om unnskyldning til alle våre norske venner. Filmen viser et bilde av Norge som er basert på klisjéer. Vi skrev filmmanuset under hypnose. Vi beklager at alt i filmen er oppspinn«.
Efter ‘Maelström’ lavede Denis Villeneuve ikke spillefilm i et årti, hvor han primært lavede reklamefilm og kortfilm.
’Maelström’ kan ses på Apple+
8. ’Polytechnique’ (2009)
»Hvis jeg får en dreng, vil jeg lære ham at elske. Hvis jeg får en pige, vil jeg fortælle hende, at verden er hendes«.
Håb – eller nærmere bestemt dets fravær – står centralt i ‘Polytechnique’ fra 2009, der behandler et af Canadas mest tragiske skoleskyderier: Montreal-massakren fra 1989. Her begik en kvindehadsk mand en massakre på en byskole, hvor han brutalt dræbte fjorten unge kvinder.
Skyderier er skræmmende, men skoleskyderier har en særlig grufuld karakter. Det er den rædsel, ‘Polytechnique’ fremlægger – men ikke gennem larm eller eksplicitte blodsudgydelser. Filmens mest slående træk er nemlig den stilhed, der skaber scener med en intens, mareridtslignende atmosfære.
Rædslen, som pludselig bryder ind i hverdagens rutiner i triste, institutionelle omgivelser, kender vi fra det virkelige liv og fra lignende film som Gus Van Sants ‘Elephant’.
Når man ser ‘Polytechnique’, opstår et vigtigt spørgsmål om instruktørens intentioner: Er målet at afsløre dybere menneskelige sandheder, eller risikerer filmen at blive en uønsket genoplivning af en dyb smerte?
Men med sikker hånd udforsker Villeneuve temaer om håb og menneskelig empati inden for den dystre ramme. Det er med ‘Polytechnique’, at Villeneuve virkelig etablerede sig som en begavet filmskaber.
’Polytechnique’ kan ses på Filmstriben.
7. ’Enemy’ (2013)
Selvom ideen til ‘Enemy’ fra 2013 blev født en aften, hvor Jake Gyllenhaal og Denis Villeneuve hyggede sig over et par (måske for mange) glas vin på en newyorker-restaurant, er ‘Enemy’ meget mere end blot et impulsivt indfald.
Filmen er måske Villeneuves mest foruroligende værk med den snigende fornemmelse af uro, der efterlader en med en iskold følelse ned langs rygraden.
Gyllenhaal spiller to fysisk identiske personer i den samme unavngivne canadiske by: den introverte universitetshistorieprofessor Adam Bell og den irritable skuespiller Anthony Claire.
En aften, hvor Adam ser en film, får han øje på en statist, der ligner ham fuldstændigt, og han begynder at lede efter dobbeltgængeren. Og sådan starter en foruroligende rejse ned i et kaninhul af identitetskriser, hvor grænserne mellem det virkelige og det surrealistiske mudres.
Med ‘Enemy’ udforskede Villeneuve en excentrisk side af sit kunstneriske udtryk – en facet, der klædte ham særdeles godt. Paranoiathrilleren blev udgivet samme år som en anden Denis Villeneuve-film, ‘Prisoners’.
Hvis ‘Enemy’ havde været Villeneuves første store Hollywood-projekt, kunne den måske have opnået større anerkendelse. Men eftersom han allerede var anerkendt for sit talent til at skabe storslåede filmfortællinger, endte ‘Prisoners’ med at kaste en skygge over ‘Enemy’s mod og nyskabende kvaliteter. Den står dog stadig som et bevis på Villeneuves evner til at omdanne en simpel idé til et medrivende psykologisk drama.
‘Enemy’ er lysår foran de tre tidligere film på denne liste. Når den er bedst, vækker den mindelser om Kubricks stil og Cronenbergs ‘Dead Ringers’, og afslutningen efterlader uden tvivl seeren i en tilstand af WTF.
Særligt hvis man er bange for edderkopper.
’Enemy’ kan ses på Viaplay.
6. ’Sicario’ (2015)
’Sicario’ er i virkeligheden en Taylor Sheridan-film i Villeneuve-klæder.
Ikke at det er en dårlig ting.
Taylor Sheridan har siden manuskriptdebuten ’Sicario’ skrevet sig op i Hollywoods elite som kongen af den moderne western med film og serier som ’Hell or High Water’, ‘Wind River’, ‘Yellowstone’, ‘1883’, ‘Mayor of Kingstown’ og ’Sicario: Day of Soldado’.
Sheridan lagde fundamentet til ’Sicario’ med en stærk fortælling om narkokrigen i USA, men det var Villeneuves instruktion, der for alvor gav dens nervepirrende atmosfære. Villeneuves sans for detaljen og hans evne til at skabe intense scener løfter ‘Sicario’ fra at være en traditionel thriller til at blive en af de bedste i genren.
‘Sicario’ handler om kampen mod narko, the war on drugs, der siden Nixons tid har været et betændt problem. Men i lige så høj grad – hvis ikke mere – er filmen et portræt af en kvindes kamp i et mandsdomineret erhverv.
Den idealistiske FBI-agent Kate Macer (Emily Blunt) bliver headhuntet til en hemmelig operation anført af den hårdføre Matt (Josh Brolin) og den tikkende bombe Alejandro (Benicio Del Toro). Kate, der helst spiller efter reglerne, trækkes ind i narkokrigens mørke og grumsede afkrog i et kaotisk sammensurium af etiske og juridiske konflikter, hvor hun må afgøre, om hendes mål kan retfærdiggøre en faretruende glidebane væk fra hendes principper.
Titlen ’Sicario’ refererer til den mexicanske betegnelse for lejemorder. Men hvem er lejemorderen? Og vigtigst af alt: Hvem skal likvideres?
Scenen ved den mexicanske grænsekontrol et mesterstykke i spænding.
’Sicario’ kan ses på Viaplay.
5. ’Blade Runner 2049’ (2017)
Det var med bankende hjerte, da jeg første gang læste nyheden om, at Ridley Scotts ’Blade Runner’ fra 1982 skulle have en efterfølger.
Men mit hjerte faldt på plads igen, da Denis Villeneuve blev tilknyttet projektet.
I originalen spiller Harrison Ford en såkaldt blade runner, en detektiv, der jagter såkaldt replikanter, syntetiske mennesker skabt som billig arbejdskraft til de udenjordiske kolonier.
I Californien anno 2049, tre årtier efter begivenhederne i den oprindelige film, er verden ikke blevet et bedre sted. Replikanter, nu mere udbredte end nogensinde, har dog mistet deres oprørske tendenser. De tidlige modeller er nemlig blevet erstattet af mere føjelige udgaver, designet til ikke at skade mennesker. Alligevel bliver de resterende ældre modeller jagtet af en blade runner, Officer K (Ryan Gosling).
En opdagelse fører ham på en intens jagt efter den forsvundne blade runner, Rick Deckard. Rejsen trækker ham dybt ind i et net af spørgsmål omkring menneskelighed og identitet, og filmen udvider det allerede dystopiske univers fra originalen med sit visuelt slående design og en filosofisk historiefortælling.
Villeneuve triumferede netop der, hvor mange efterfølgere fejler – ved at puste nyt liv i franchisen i stedet for at suge luften ud af den.
‘Blade Runner 2049’ er en selvstændig historie, der sagtens kan stå alene, idet den bygger videre på temaerne fra originalen uden blot at hvile på dens laurbær.
»Den dyreste arthouse-film nogensinde lavet«, er den spøgefuldt blevet kaldt, og det fanger ret godt, hvilken sjælden type film det er: en eftertænksom blockbuster, der giver plads til introspektion.
’Blade Runner 2049’ er grunden til, at Villeneuve ofte bliver fremhævet som en filmskaber, der eksperimenterer med Hollywood-formlen ved at fusionere arthouse og mainstream.
’Blade Runner 2049’ kan ses på Netflix.
4. ‘Nawals hemmelighed’ (2010)
At dykke for detaljeret ned i plottet på ’Nawals hemmelighed’ vil forringe oplevelsen markant. Men i korte træk handler filmen om Simon og Jeanne, der skal finde deres bror og far, som de ikke kender eksistensen af.
I brede træk er det en kompromisløs fortælling om familie, krig og identitet, der rammer én som et godstog. Med samme kraft som en græsk tragedie væver filmen to adskilte fortællinger sammen, der i sidste ende mødes i et ubehageligt klimaks, der sætter sig dybt i én.
’Nawals hemmelighed’ kom på det perfekte tidspunkt i Villeneuves karriere, hvor den samlede alle de temaer og den kreative selvtillid, han havde opbygget gennem de tidlige år i hjemlandet: Med tre film bag sig var Villeneuve begyndt at blive anerkendt som en lovende instruktør, men han fik stadig frie tøjler til at bevæge sig i dristigere og mørkere retninger end i nogen af hans store Hollywood-produktioner. ’Nawals hemmelighed’ er det perfekte stormvejr, der opstår, når en talentfuld auteurs vision bliver realiseret trofast uden begrænsninger fra filmstudier.
Den blev da også Oscar-nomineret for bedste udenlandske film – men tabte på målstregen til Susanne Biers ’Hævnen’.
‘Nawals hemmelighed’ kan ses på Filmstriben.
3. ’Dune’
Hovedværket inden for sci-fi-litteratur, ‘Dune’, blev af mange betragtet som ufilmatiserbar.
I midten af 70’erne ønskede Alejandro Jodorowskys at tøjle bæstet ved at genskabe oplevelsen med en 14 timers lang fortælling. Ikke overraskende gik produktionen i vasken, men affødte til gengæld en dokumentar om det fejlslagne projekt. I 80’erne udkom David Lynchs kitschede udgave, og i 2000 kom en næsten vellykket tv-serie i tre afsnit om Paul Atreides og hans kamp på ørkenplaneten Dune. Men heller ikke den blev den succes, som Frank Herberts sci-fi-epos fortjener.
I 2021var det så Denis Villeneuves tur. Kunne han gøre det umulige?
Det korte svar er ja.
Med lige dele politisk skakspil og kritik af kolonialisme, religiøs fanatisme og klimaforandringer fortæller ’Dune’ historien om Paul Atreides, arving til en magtfuld hertug og beriget med mystiske evner.
På mange måder er ’Dune’ Villeneuves mest imponerende filmiske bedrift. Hver indstilling er omhyggeligt konstrueret med en præcision, der vækker ærefrygt. Med enestående fotografering, lyddesign og farvepalet, der gør scenerne både taktile, majestætiske og brutale, er det svært ikke at blive fuldstændig opslugt af hver enkelt scene.
Allerede som teenager skabte Villeneuve sit første storyboard til ’Dune’, da han læste bogen første gang. At han 40 år senere skulle stå i spidsen for filmatiseringen, må uden tvivl have været opfyldelsen af en drengedrøm.
Man mærker, at kærligheden til værket er til stede. Villeneuves loyalitet over for kildematerialet betyder også, at nogle måske forlader biografen med uforrettet sag.
Men kender man til romanen, er det svært at argumentere imod, at han har gjort det umulige. Filmen vandt da også seks Oscar-statuetter – instruktørens største prishøst til dato.
‘Dune’ kan ses på HBO Max.
2. ’Prisoners’ (2013)
På flere punkter var ’Prisoners’ en milepæl i Denis Villeneuves karriere.
Det var den første produktion uden for hjemlandet Canada og cementerede ham officielt som et af Hollywoods mest eftertragtede instruktørtalenter. Derudover førte projektet til et af de mest berigende samarbejder i nyere filmhistorie, da han fandt sammen med fotografen Roger Deakins, som han senere arbejdede sammen med på ’Sicario’ og ’Blade Runner 2049’.
Og sikke et match de er ’Prisoners’. Det lyder banalt at beskrive Villeneuve som en visuel historiefortæller, men ikke desto mindre … Hvor andre bruger dialog og eksposition til at bygge deres universer op, går Villeneuve mere elegant til værks.
Hvilket i særdeleshed ses i ’Prisoners’.
Hugh Jackman spiller den hårdkogte far Keller Dover, der oplever enhver forælders værste mareridt, da hans seksårige datter og hendes veninde forsvinder sporløst i et gråt og forladt forstadsområde i Pennsylvania. Med få ord forstår vi den smerte og vrede, Keller Dover gennemgår.
Den nytilflyttede politibetjent Loki (Jake Gyllenhaal) mistænker straks den udviklingshæmmede Alex (Paul Dano), men bevismaterialerne rækker ikke til mere end en varetægtsfængsling. Det får Dover til at tage sagen i egen hånd i denne brutale skildring af en uforståelig ondskab, som kan korrumpere og opsluge menneskeliv, hvis de presses hårdt nok.
Elementer som regn, blod, mørke og blændende lys smelter sammen for at understrege menneskets grænser i desperate tider.
Det er en uafrystelig film, der undervejs tager så mange velskruede drejninger, at man sidder på kanten af stolen. Slutscenen, hvor en lavmælt hvislen i træerne ender filmen med et brag, glemmer man aldrig.
Denis Villeneuves Hollywood-debut var en af de mest isnende intense thrillere i nyere tid.
‘Prisoners’ kan ses på Netflix, Viaplay og Amazon Prime.
1. ’Arrival’ (2016)
’Arrival’ var startskuddet på Denis Villeneuves scifi-triumftog – en genre han nu nærmest er blevet synonym med.
Som barn var Villeneuve elendig til sport, og han har beskrevet sig selv som »en af de 10 dårligste ishockeyspillere i hele Canada«. En canadisk skam. Derfor vendte den unge Denis sig mod science-fiction-tegneserier og -romaner.
Han nørdede ’2001: A Space Odessey’ og ’Star Wars’, og hans første filmiske forelskelse var Steven Spielbergs ’Close Encounters of the Third Kind’. Selv blev han kaldt Spielberg af venner i gymnasiet.
Hans beslutning midt i 10’erne om at lave sin egen first contact-film virker ikke overraskende i den kontekst. Men når man kigger på hans forudgående filmografi, der hovedsageligt bestod af krimi, thriller og franske arthouse-film, er det alligevel et markant skift.
At det så bliver årtiets bedste science fiction-film, understreger kun instruktørens mesterskab.
’Arrival’ handler selvfølgelig først og fremmest om kontakten imellem os og de fremmede, efter 12 gigantiske bønneformede rumskibe lander rundt omkring på jorden.
Lingvistikprofessor Louise Banks (Amy Adams) opsøges af det amerikanske militær, så hun kan etablere kommunikation med rumvæsnerne sammen med Jeremy Renners kække videnskabsmand Donnelly. Sammen skal de finde svaret: Er rumvæsnerne gode eller onde?
Det, der gør ’Arrival’ uforglemmelig, er dens dybde både filosofisk og på et menneskeligt plan. Den præsenterer tankevækkende perspektiver på menneskeheden, sprog og tid.
»Sprog er civilisationens grundlag. Det er limen, der holder folk sammen, og det første våben, der trækkes i en konflikt«, lyder det fra Amy Adams karakter.
’Arrival’ var kulminationen på Villeneuves tidligere film.
Ligesom ’Prisoners’, ’Sicario’ og ’Enemy’ handler den om karakterer, der forsøger at holde fast i deres menneskelighed, selvom det nemmeste ville være at give efter for mørke drifter.
’Arrival’ tager ’Enemy’s gådefulde narrative struktur, ’Sicario’s intense lydside og karakterernes dilemmaer i mødet med det ukendte fra ’Prisoners’.
Og så kan Denis Villeneuve skære en uovertruffen slutning på en film, som han siden ‘Nawals hemmelighed’ har understreget gang på gang.
’Arrival’ affødte ’Blade Runner 2049’, ’Dune’ og hans kommende filmatisering af Arthur C. Clarkes bog ‘Rendezvous with Rama’. Den var startskuddet for den bedste sci-fi-instruktør i nyere tid.
’Arrival’ kan ses på Netflix, Viaplay og Amazon Prime.
’Dune: Del 2’ har biografpremiere 28. februar.