’Jurassic World: Rebirth’: Gid nogen omkring dinofranchisen rent faktisk interesserede sig for dinosaurer
Uden at Google kan du så huske, hvilket nummer i rækken af Jurassic-film dette nyeste skud på stammen er?
Jeg kunne ikke, men kan nu fortælle, at ’Jurassic World: Rebirth’ er den syvende installation i serien og den fjerde af de nye Jurassic World-film.
Når man mister overblikket på den måde, indikerer det måske, at man har malket konceptet ’hvad hvis man med videnskab kunne genoplive dinosaurer’ for flittigt.
Og det lader faktisk også til, at det er holdningen fra skabernes side.
Ingen i ’Jurassic World’-universet kan lide, eller er overhovedet interesseret i, dinosaurer. Selv i den allerførste ’World’-film blev dinosaurerne anset for kedelige, så der skulle opfindes en ny, større, ondere af slagsen, før gæsterne gad besøge forlystelsesparken. Og nu, efter dinosaurerne slap fri og spredte sig over hele jorden efter ’Jurassic World: Fallen Kingdom’, er de ved at uddø igen. De kan kun leve på tropiske øer nær ækvator. Tilbage til start.
Det var åbenbart ikke interessant nok at undersøge, hvad implikationerne af genintroduktionen af dinosaurer i fødekæden betød for verden. Jonathan Baileys dinosaurnørds motivation i den nye film er tilmed at skaffe penge, så han kan genåbne dinosaur-udstillingen på New Yorks naturhistoriske museum.
Jeg har elsket dinosaurer, siden jeg var et lille barn, og undskyld mig: Hvorfor er dinosaurer lige pludselig så uinteressante, bare fordi de findes? Folk tager da stadig i zoologiske have for at se dyr, der har eksisteret i mindst dobbelt så lang tid, som det tog befolkningen at blive trætte af dinosaurer i Jurassic-universet (omkring 30 år).
Jeg spår, at næste film i serien slet ikke har dinosaurer med!
Kernen af en god Jurassic-film er dog ikke, hvor sammenhængende de pseudovidenskabelige undskyldninger for at have dinosaurer på lærredet er. Det er plottet og karaktererne. I ’Rebirth’ får vi helt nye karakterer og et godt genbrugt plot.
Rupert Friend spiller den onde forretningsmand, der skal bruge blod fra tre ikoniske dinoer for at skabe en kur mod hjertesygdom og for at tjene uanede mængder penge. Han hyrer den skruppelløse lejesoldat Zora, spillet af Scarlett Johansson, og med sig har de også dinologen Dr. Loomis (Jonathan Bailey) og et supplerende cast af todimensionelle dinosnacks.
Traditionen tro har vi også en familie med småbørn, som fanges midt i denne livsfarlige mission. Men hvor Sam Neills Alan Grant udviklede sig genialt i den oprindelige, vælger forfatterne denne gang ikke at udvikle nogle af karaktererne. Ganske simpelt.
Dialogscenerne er formulariske og forudsigelige, som da Scarlett Johansson og Mahershala Ali udveksler tragiske baghistorier, som var de Pokemon-kort. Scenen er sat op, præcis som ar-scenen i ’Jaws’, dog uden al subteksten. Skuespillerne er heldigvis gode nok til at gøre dem tålelige, især Jonathan Bailey og hans slutty, små briller.
Man er stadig ret godt underholdt. Instruktøren Gareth Edwards (’Rogue One’, ’Godzilla’, ’The Creator’) er som altid garant for en flot visuel oplevelse. Jeg håber, han en dag får lov til at filmatisere et godt manuskript.
Man sidder flere gange på kanten af sædet i hæsblæsende actionsekvenser med gamle kendinge som T-Rexen og nye dinoer blandt andet i form af Quetzalcoatlus.
Der er også et par nye opfindelser. Delvist unødvendigt, da der allerede er opdaget over 1000 forskellige dinosaur-arter, men Mutadonen og Distortus Rex er begge relativt opfindsomme påfund.
Holdet bevæger sig meget rundt, så man kunne godt have brugt en mere gennemgående dinoskurk som i de tidligere film. D-Rexen, som lidt ligner en blanding af en Rancor og en Xenomorph, sættes op i første scene, men ses derefter først til sidst.
Hvis ’Jurassic World: Rebirth’ havde været en hvilken som helst generisk actionfilm, var det måske lettere at tilgive dette moderat udmærkede resultat.
Men da det er og bliver en opfølger til en perfekt film, ’Jurassic Park’, kan man ikke lade være med at tænke, at det er på tide, franchisen uddør.
Kort sagt:
‘Jurassic World: Rebirth’ er udmærket som tankeløs dino-underholdning med fine skuespillere, men man savner alt det, der gjorde Spielbergs original perfekt.