’The New Look’: Stjernespækket modeserie hejser et rødt flag, når den selv forklarer sit ærinde

’The New Look’: Stjernespækket modeserie hejser et rødt flag, når den selv forklarer sit ærinde
'The New Look'. (Foto: Apple TV+)

I krig og couture gælder alle kneb.

Under Anden Verdenskrigs rædsler og besættelsen af Paris står modegudinden Coco Chanel (Juliette Binoche) fast i sin afstandstagen til aksemagterne, mens den endnu ukendte elegancemager Christian Dior (Ben Mendelsohn) klæder dem på.

Før krigens begyndelse var Chanel den største af dem alle. Hun gjorde kvindemoden frisk, komfortabel og hamrende chik. Hun nåede tinderne af kultureliten og stod på toppen med indflydelse og magt.

Men i efterkrigstiden forelskede modeverdenen sig i en ny stil: Christian Diors ’New Look’-kollektion fra 1947, den første i hans nyetablerede modehus, gjorde den kvindelige silhuet til et kunstværk – en påskønnelse af det traditionelle i en elegant fortolkning af det feminine.

Hvorfor blev Dior den nye konge af haute couture? Hvordan mistede Chanel tronen? Og hvilken rolle spillede Anden Verdenskrig og dets efterspil i det hele?

‘The New Look’. (Foto: Apple TV+)

Hvis du er interesseret i at udforske den historie, er ’The New Look’ absolut en seværdig serie. Serien soler sig i modeverdenens sensation, men drages mod et egentligt krigsdrama. Allerede fra det første afsnit, ’Just You Wait and See’, oplever vi krigens mange aspekter: fra mord til hverdagsliv, fra frihedskamp til forræderi.

Vi møder Christian Dior, der balancerer mellem kollaboratør og sabotør. Ved arbejdsbordet hos modehuset Lelong, der ledes af den snyltende, men omsorgsfulde Lucien Lelong (John Malkovich), spildes hans bedste kreationer på nazismens magthavere, imens hans modige søster Catherine, spillet fremragende af Maisie Williams, bistår den franske modstandsbevægelse La Résistance.

Samtidig anses Coco Chanel som en heltinde – hun nægtede at designe for de tyske krigsherrer og deres påhæng. Men da hun får befriet sin nevø André fra en af de berygtede lejre, står hun pludselig i gæld til nazisterne. Og så får hun svært ved ikke at lade sig vildlede og drage forretningsmæssige fordele, da den britiske naziagent Spatz aka. en forførende Claes Bang træder ind i hendes liv.

Dior og Chanel deler samme livskraft: deres skabertrang. Under og efter krigen kæmper de begge for at holde den i live, dog på vidt forskellige måder.

‘The New Look’. (Foto: Apple TV+)

’The New Look’ tager os over 10 afsnit fra 1943 til 1947, og det er to omfangsrige historier om både Dior og Chanel, den vil fortælle. Men dens egentlig løfte er at skildre historien om Christian Dior og »how creation helped return spirit and life to the world«.

Er det et rødt flag, at en serie er nødt til at forklare os dens ærinde så direkte? Det begynder man at mistænke.

For det står klart, at serieskaberen Todd A. Kessler, der blandt andet står bag Netflix-serien ’Bloodline’, har spredt sin kærlighed på mange aspekter af Dior og Chanels sideløbende livsfortællinger. Det er interessant historieundervisning, men ikke just helstøbt fiktion.

Faktisk føles det hele noget flygtigt. Som en kollektion med imponerende kreationer, men uden en vision. Som en håndværksmæssigt vellavet kjole uden originalitet. Overfladiske samtaler som perler på en snor.

‘The New Look’. (Foto: Apple TV+)

Man må dog sætte pris på Ben Mendelsohns forsigtige, men følsomme portræt af det indre liv hos et modegeni, der tynges af lige dele skabertrang og sorg. Maisie Williams fortolkning af den modige Catherine Dior, der tager os på en ubegribeligt barsk og beundringsværdig rejse. Og John Malkovichs lidt kære Lelong og Diors partner Jacques (David Kammenos). Det er Dior-plottet, der får dig til at hænge på.

Juliette Binoches Chanel og hendes rejse fra socialite til udskældt figur er noget sværere at finde engagerende. Historiens febrilske, egenrådige energi matcher ikke Dior-plottets tålmodige opbygning. Rivaliseringen mellem de to virker nærmest påduttet, som en undskyldning for at slå to i én.

Man tænker undervejs, at serieskaber Kessler har skuet mod ’The Crown’s storhedstid og styrker, dens pomp og pragt og historiske fascination.

Men Christian Dior er ingen samlende Dronning Elizabeth i det her kaos af plotpoints, hvor man ikke tager sig tid til karakteropbyggende samtaler eller momenter.


Kort sagt:
’The New Look’ er et spændende historisk indblik i Christian Dior og Coco Chanels livsbaner under og efter Anden Verdenskrig, men mangler fordybelse, sammenhæng og fokus.

Anmeldt på baggrund af hele serien.

’The New Look’. Serie. Hovedskaber: Todd A. Kessler. Medvirkende: Ben Mendelsohn, Juliette Binoche, Maisie Williams, John Malkovich, David Kammenos & Claes Bang. Spilletid: 10 afsnit á ca. 50 min. Premiere: Kan ses på Apple TV+.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af