INSIDER. Siden sin storroste hovedrolle i Guldpalmevinderen ’The Square’ fra 2018 har Claes Bang haft gang i et hav af udenlandske film- og serieprojekter.
Det internationale gennembrud har for eksempel kastede prominente roller som Grev Dracula, vikingeskurk og episk nedladende kvindehader af sig for den 56-årige dansker.
Med biografaktuelle ’Stockholm Bloodbath’ er han for en stund næsten hjemme igen.
Okay, filmen er faktisk optaget i Budapest, og dialogen er på engelsk. Men den skandinaviske Viaplay-film, der er instrueret af Mikael Håfström (’Ondskab’), udspiller sig trods alt i Sverige og Danmark.
Her indtager en langhåret Claes Bang rollen som den danske konge Christian II, der fremstår både lusket og temperamentsfuld. Det gør han over for velkendte skandinaviske navne som Mikkel Boe Følsgaard, Jakob Oftebro, Ulrich Thomsen og Alba August.
Storfilmen foregår i 1520 og følger kongens kamp for at genvinde magten over Sverige, da den svenske adel vil løsrive sig fra den skandinaviske Kalmarunion. Vejen dertil bliver mere end uskøn – og kulminerer med den titulære massehenrettelse i den svenske hovedstad.
I anledning af ’Stockholm Bloodbath’s danske premiere fangede vi Claes Bang over telefonen til en snak i vores interviewformat Insider. Her tager en aktuel kunstner os med bag kulisserne – og indvier os i nogle af de rutiner, udfordringer og sandheder, som man ellers kun kender til, hvis man selv bevæger sig i branchen.
Kostumet gør arbejdet
Hvilken detalje er du gladest for ved ’Stockholm Bloodbath’, som andre måske ikke vil lægge mærke til?
»Der er en scene med et badekar, hvor jeg sidder og snakker med Ulrich Thomsens karakterer Hemming Gadh, imens Jakob Oftebro og Mikkel Boe Følsgaard sidder og spiller skak ved siden af. Den scene lavede vi om, kort før vi skulle filme den. Oprindeligt skulle den foregå ved et bord, ligesom den første scene, vi har sammen med Ulrich Thomsen. Men vi ændrede det til at foregå ved badekarret, fordi det ville være fedt, at scenerne ikke var så ens. Og det var virkelig, virkelig sjovt at lave«.
»Jeg syntes, det var interessant at placere kongen i badekarret. For han er jo på en måde på arbejde, men han er også ude af det officielle rum. Det kom der en interessant dynamik ud af«.
Hvilken konkret feedback påvirkede mest arbejdet med ’Stockholm Bloodbath’ i tilblivelsesprocessen?
»Man kan måske ikke kalde det feedback, men det påvirkede mig heftigt at være til den første kostumeprøve. Jeg var selvfølgelig godt klar over, at vi ville læne os i en lidt over the top retning med karakteren. Men jeg skal være ærlig at sige, at da jeg stod der i omklædningsrummet i en gammel, ombygget lagerhal i Budapest og havde Christian II’s kostumer på, tænkte jeg: ’Hold nu helt kæft, der er i hvert fald en hel masse af den her karakter, jeg ikke behøver at spille. For det gør kostumet for mig’«.
»Med sådan et kostume kan man jo faktisk tillade sig at tone skuespillet lidt ned. Man kan ikke sige, at jeg spillede småt, for han går jo stadigvæk rimelig meget amok, ham her. Men man kan i hvert fald tillade sig at trække på et lidt mere naturalistisk dagligdagsplan. Hvis det også bliver spillet for tegneserieagtigt, når det ser sådan der ud, så bliver det ost med ost på«.
Indtil knoglerne knaser
Hvad gør du for at komme i ’zonen’ under optagelser?
»Inden optagelser laver jeg lidt yoga og lidt åndedrætsøvelser, som fokuserer mig i min krop. Men for mig starter de vigtigste forberedelser tidligere i forløbet, hvor jeg prøver på bedst mulig vis at forbinde mig til karakteren. Jeg leder efter noget, som jeg på en eller anden måde kan identificere mig med, for at det bliver trukket ind til kroppen, så jeg kan levere noget, man kan tro på. Det er ud fra en idé om, at hvis jeg bruger så meget af mig selv, som jeg nu kan, så er der en større chance for, at det bliver sandt«.
»Jeg synes, det er meget interessant, at monarkerne på det her tidspunkt så sig selv som indsat i embedet af Gud. Og at det er Guds påbud, der siger, at kongen er født til den her opgave om at samle unionen. Jeg tror ikke, det er, fordi han nødvendigvis gerne vil besætte Sverige. Det er jo for fanden hans opgave«.
»Det kender jeg godt. Når jeg får lagt et stykke arbejde foran mig, så bider jeg fandeme til, indtil knoglerne knaser, og stopper først, når arbejdet er gjort. Hvis jeg tager ansvar for noget, så vil jeg også gøre det færdigt«.
Hvilket talent taler man om i branchen lige nu?
»Den første, der springer i hovedet på mig, er Barry Keoghan, som spiller hovedrollen i ’Saltburn’. Han er virkelig, virkelig interessant. Han har et eller andet helt uudgrundeligt over sig. Det virker altid, som om han har en hemmelighed, og det gør mig supernysgerrig«.
»Det kan jo ikke nytte noget, at du er så uaflæselig, at man ikke forstår, hvad fanden der foregår i scenen. Men det er virkelig fedt, når man kan bruge det uudgrundelige til at gøre folk nysgerrige på, hvad der er med ham her. Det fungerer sindssygt godt i ’Saltburn’, fordi filmen tager en drejning, som i hvert fald kom bag på mig. Det havde jeg slet ikke set komme. Virkelig crazy«.
En mail i instruktørens indbakke
Hvilken irriterende tendens inden for dit felt taler du mest med dine kolleger om for tiden?
»Når man laver nogle rimelig corporate ting for de store streamere, får man fornemmelsen af, at der sidder nogle mennesker på et kontor og mener noget om det, vi laver, selvom de overhovedet ikke er til stede på optagelserne. De ser dailies og sender så noter som: ’Hvad er det for en mærkelig skjorte, han har på?’«.
»Det er i hvert fald mit indtryk, at der ikke rigtigt er nogen, der ved, hvem de her personer er. Der havner bare en mail i instruktørens indbakke en gang imellem, hvor der står: ’Spiller Claes ikke lige det der lidt for vredt, og skulle vi ikke lige se ham gøre sådan eller sådan?’. Og så skal man bruge lang tid på at snakke frem og tilbage«.
»Men sådan er det jo, når man er en del af et stort apparat, og der er rigtigt mange kokke. Derfor synes jeg, at det er befriende at lave ting, som er tættere på auteur-tankegangen. Hvor der ikke sidder 100 andre og mener et eller andet«.
Hvem er dit største kunstneriske forbillede?
»David Bowie. Fordi hans kunst er så vild og stor og fantastisk – og har berørt mig så meget, som det har. På en måde er det overflødigt at sige hvorfor. Det er ligesom, hvis jeg skal forklare, hvorfor jeg elsker min kone. Det bliver ødelagt af at forsøge at sætte så mange ord på det. Det siger jo sig selv, hvis man kigger på, hvad David Bowie har lavet«.
Hvad er den mest udbredte fordom om din branche, som du møder?
»I mange år er det spørgsmål, man ofte får: Hvad er så dit rigtige job? Og jeg får det stadig en gang imellem. Der er en tendens til at tænke, at skuespil er sådan noget, man laver som hobby, og så har man vel et rigtigt arbejde ved siden af«.
Helt absurd
Hvornår har du virkelig følt dig forstået af en anmelder eller af publikum?
»Det har jeg aldrig nogensinde, for folk oplever det altid forskelligt. Der vil altid, gudskelov, være mange forskellige udlægninger. Og selv med de ting, hvor jeg selv synes, det er faldet bedst ud, og hvor jeg også har en oplevelse af, at både publikum og anmeldere har været glade for det, har der stadigvæk været masser af mennesker, der har sagt: ’Det der var noget værre lort’«.
»Jeg tror dog aldrig, jeg har lavet noget, der blev så velmodtaget af både anmeldere og publikum som ’Dracula’. Og nu tænker jeg mest på modtagelsen i det land, den hovedsageligt blev lavet til, nemlig England. Det var en BBC-produktion, før det blev en Netflix-serie«.
»På forhånd var jeg faktisk ret bange for det, fordi jeg tænkte: ’Har verden brug for en Dracula mere? Der er otte milliarder derude’. Så læste jeg manuskriptet, som viste sige at være ret anderledes end noget andet Dracula, fordi det var Stephen Moffat og Mark Gatiss, der havde skrevet det«.
Hvad er det bedste ved dit job?
»Det bedste er samarbejdet og fællesskabet. Jeg kan godt lide den kontakt og udveksling, der foregår, når man skal rejse sig fra manuskriptsiderne og få det til blive til en forestilling eller til en film. Jeg blev klar over det, da vi skulle arbejde, mens der var covid-19. For der blev arbejdsprocessen amputeret og fremmedgjort. Vi var så meget på afstand af hinanden som muligt hele tiden, at samarbejdet blev besværliggjort«.
»Det var virkelig en fornøjelse at lave ’Stockholm Bloodbath’, som vi optog i slutningen af 2022. Jeg kom fra optagelserne til den amerikanske Apple-serie ’The New Look’, hvor de stadigvæk var fuldstændigt sindssyge med restriktioner. Man skulle testes tre gange om ugen, og folk skulle have masker på. Altså, det var helt absurd. Og derfra gik jeg så til ’Stockholm Bloodbath’-produktionen, som havde sluppet alt. Man kunne trække vejret frit igen, og vi kunne arbejde ordentligt sammen«.
En værre hidsigprop
Hvad er det værste ved dit job?
»Det er at stå tidligt op om morgenen. Nogle gange skal man godt nok tidligt op.
Hvis du for eksempel har en stor sminke eller en stor prosthetic af en slags – det kunne være et kæmpestort hul i hovedet, eller hvis du er maskeret – så kan du jo nogle gange risikere at skulle møde på arbejde, to, tre fire timer før du overhovedet skal optage noget. Det gjorde jeg en dag på ’Dracula’, fordi Dracula i starten af serien var meget, meget gammel. Der havde jeg måske tre og en halv til fire timer i sminken, inden jeg så havde en arbejdsdag på 12 timer. Og der var også en times transport til og fra set i hver ende«.
Hvad er dit vigtigste venskab i branchen?
»Måske kan man ikke ligefrem kalde det et venskab, men jeg havde en helt ekstremt god forbindelse med Ruben Östlund, da jeg lavede ’The Square’. Jeg føler, at det lykkedes mig at forstå ham godt nok til, at jeg kunne levere det, der skulle bruges til hans film. Den film kunne ikke være blevet til det, den blev, hvis vi ikke havde haft det virkelig tætte samarbejde. Vi var ikke kun sammen, når vi filmede. Vi var også meget ofte sammen, efter arbejdsdagen var slut, hvor vi lavede improvisationer på ting, vi skulle filme ugen efter«.
»Hans arbejdsproces var også meget inviterende. Jeg tror aldrig, at jeg har følt mig så ansvarsfuldt og respektfuldt behandlet, som jeg gjorde med ham. Altså, han er jo også en værre hidsigprop. Men jeg følte, at alt, hvad jeg havde at byde på, det ville han bare gerne have. Så føler man sig virkelig inviteret indenfor«.
»Jeg snakker stadig med ham en gang imellem. Han har i høj grad betydet noget for min egen forståelse af, hvordan jeg arbejder bedst. Det gik for alvor op for mig, at det er vigtigt for mig at insistere på et så tæt samarbejde med filmskaberne som muligt. For det er dér, jeg trives«.
’Stockholm Bloodbath’ kan ses i biograferne fra 18. januar.