’The Northman’: Robert Eggers’ vikingeblockbuster med Claes Bang er umulig ikke at beundre
De første 30 minutter af Robert Eggers’ stærkt imødesete vikingebasker ’The Northman’ blæste mig fuldkommen bagover.
Gennem lange, glidende kamerature, et omsluttende sonisk univers og et hæsblæsende tempo indfører instruktøren os i den brutale vikingetid anno 895 med hallucinatoriske ritualer og mareridtssyn, et grumt fadermord og velkoreograferede kampscener, der ikke sparer på blodet:
Som når kongesønnen Amleth (Alexander Skarsgård) i bersærkergang æder en mands strube som en ulv eller griber et spyd i luften og tyrer det tilbage mod sin fjende.
’The Northman’ er filmen, hvor to nøgne mænd duellerer til døden på toppen af en vulkan i udbrud. Hvor trælle knuser hinandens kranier med de bare næver, når de bliver tvunget til at kæmpe for at underholde herskaberne. Hvor hver en billedskøn kameraindstilling er gennemarbejdet ned til mindste detalje og det periodespecifikke set- og kostume-design lige så. Og hvor dårlige accenter, svedglinsende sixpacks og skinnende biceps er en del af pakken.
Det er næsten for meget af det gode. Som hvis Jim Lyngvild fik 90 millioner dollar til at udleve sin vådeste vikingedrøm. Lige indtil der bliver skruet så meget ned for eskapaderne, at filmen pludseligt føles som alt for lidt.
Men i de første 30 minutter fungerer det faktisk, fordi filmen går så langt ud på sit eget overdrev, at ambitionerne om at være lige dele brutal exploitation, overnaturlig hallucination og Shakespeare’sk skæbnedrama rammer rent.
Herefter sænker Eggers tempoet og strammer historien ind til en klaustrofobisk, karakterbåret hævnfortælling, når Amleth infiltrerer sin fars morder Fjölnirs (Claes Bang) landsby under dække af at tjene som træl. Her begynder det hele at føles en anelse for velkendt og underfortalt.
Med assistance fra slaven Olga (Anya Taylor-Joy) begynder Amleth langsomt at flå landsbyen fra hinanden indefra med håb om at befri sin mor Gudrún (fremragende Nicole Kidman), som Fjölnir har tvunget til at gifte sig med ham, efter han mange år forinden dræbte sin bror – Amleths far, Kong Aurvandil (Ethan Hawke) – og stjal hans kongerige.
Et kongerige, som Fjölnir siden er blevet fordrevet fra, nu hensat til et liv som en sølle bonde i Islands bjerglandskaber – til stor utilfreds for sin magtbegærlige søn Thórir (Gustav Lindh).
’The Northman’ læner sig op ad alt fra ’The Revenant’ til ’Gladiator’ med sin fortolkning af den nordiske legende om Amleth, der senere skulle inspirere Shakespeares ’Hamlet’. Men når først handlingen låser sig fast på dagligdagen i den lille landsby, mister den episke actionfortælling, som blev stillet til skue i starten af filmen, en stor del af sin brod.
Med ’The Witch’ og ’The Lighthouse’ har Eggers ellers vist, at han mestrer det intense kammerspil som få andre. Men i ’The Northman’ føles karaktererne ikke lige så helstøbte, mens dialogscenerne ikke har samme originalitet. Det gør det svært at holde sig investeret i den ellers simple hævnhistorie.
Faktisk er det forbavsende, hvor lidt Eggers, der tidligere har fået pragtpræstationer ud af Taylor-Joy, Robert Pattinson og Willem Dafoe, får ud af sit stjernecast. Det er næsten distraherende, når den ene stjerne efter den anden dukker op i enkelte scener for så at forsvinde ud af fortællingen igen. Selv ikke kærlighedshistorien mellem Amleth og Olga overbeviser.
Samtidig fiser brutaliteten langsomt ud af filmen. Det er næsten, som om Eggers er blevet bedt om at lægge bånd på sig selv. Det virker underligt i en film, der vil skildre den grumme tidsperiode råt for usødet. Instruktøren har da også fortalt, at han blev presset af producenterne til at lave den mest underholdende version af filmen, hvilket måske har noget med sagen at gøre.
Eggers har tidligere flirtet med prætentiøs pastiche, og med ’The Northman’ er han faretruende tæt på at tippe over med tung, tung billedsymbolik. Filmen tager sig selv umådeligt seriøst uden helt at levere troværdigt nok karakterarbejde til at retfærdiggøre højstemtheden.
Det er en skam, for under overfladen ligger der et spændende tema om spådomme og forudsigelsers magt, som afføder en endeløs cirkel af vold á la ’The Tragedy of Macbeth’ og en dekonstruktion af myter á la ’The Green Knight’, hvor grænsen mellem god og ond udviskes. Det kunne sagtens være udfoldet mere.
Alligevel er det umuligt ikke at fascineres af Eggers’ ambition om at lave en svinedyr blockbuster, der er så dedikeret til nordisk mytologi og sine bjergtagende billedkompositioner, at det mere føles som en smal arthousefilm.
’The Northman’ er en film, der er let beundre, men som er svær at føle.
Kort sagt:
Det er umuligt ikke at beundre Robert Eggers for hans vision om en udfordrende vikingeblockbuster, der både leverer action og eftertænksom billedsymbolik. Desværre er slutresultatet både for meget og for lidt.