Robert Eggers har med kun to spillefilm udmærket sig som en af vor tids største og mest velfortjent hypede instruktører.
Hans debutfilm ’The Witch’ var en øjeblikkelig arthouse-horror-klassiker med en perfekt spændingsopbygning i 1630’ernes New England. Eggers væbnede sig med en sindssyg detaljegrad for at opnå den mest autentiske oplevelse – ethvert værktøj, der hang uskarpt i baggrunden, var begrundet i historiske fakta, og sproget var holdt troværdigt i forhold til tidsperioden.
Samme kompromisløse tilgang bragte han også til ’The Lighthouse’ hvor Willem Dafoe og Robert Pattinson tilbragte 34 dage i Nova Scotias bidende kulde, hvilket næsten drev dem til det samme vanvid, som deres karakterer oplever i det psykedeliske kammerspil.
Robert Pattinson drak nærmest lige så meget som sin karakter og var tæt på at kaste op ud over Dafoe, hvilket ville have fået den garvede skuespiller til at forlade filmen. Heldigvis var strabadserne det hele værd, også ifølge Pattinson og Dafoe.
’The Northman’ er Eggers største film til dato, både i den storslåede fortælling og med et markant budget på 60 millioner dollars. I 900-tallets Europa følger vil prins Amleth (Alexander Skarsgård), hvis blodhævn fører ham fra Ukraine til Island, efter han som barn bevidnede sin fars mord ved sin onkel Fjölnirs (Claes Bang) hånd.
Filmen har allerede navnkundige fans.
For da Robert Eggers kæmpede med klipningen af ’The Witch’, spurgte han den mexicanske instruktør Alfonso Cuarón om hjælp.
»Det første han sagde dengang var, ’ærligt talt, så er manuskriptet bedre’, og kom så med en masse konstruktiv kritik, som var hård, men virkelig hjælpsom«, fortæller Eggers, da vi møder ham over en Zoom-forbindelse.
Men med ’The Northman’ var reaktionen anderledes: »Det første, han sagde, var ’cabron, jeg ved, du vil have kritik, men jeg bliver nødt til at hylde dig’, og jeg smeltede af lettelse. Jeg er så heldig at kunne få hjælp fra ham«.
Eggers’ historiske detaljesans
Robert Eggers bragte sin umættelige sans for detaljer med til ’The Northman’. Ethvert billede emmer af en dyb viden om vikingekulturen.
Og under interviewet fortæller instruktøren for eksempel med stor iver om en træfigur, som knap nok er med i filmen.
»Der er en hjulbenet figur med en erektion, som vi tror er Frej, men vi ved det ikke. Vi ved, at en tysk fyr, Adam af Bremen (tysk kronikør fra 1000-tallet, red.), beskriver en Frej-figur med en fallos, da han besøgte templet i Uppsala. Selvom alt, hvad vi laver, er baseret på research, så er det en fortolkning. Men jeg plejer at gå ud fra den videnskabelige konsensus om, hvad der er mest sandsynligt. Valkyriens rustning er mere sofistikeret og detaljeret end nogen kilde, vi har fra vikingetiden. Men andre ting som svanefjerene kommer fra sagaer og eddaer«.
Hvorfor går du så meget op i alle de detaljer, når man dårligt lægger mærke til de fleste af dem på lærredet?
»Atmosfæren er kumulativ. Så alle detaljerne betyder noget. Et lille søm af træ fortæller ikke en historie, men kumulativt er det nødvendigt for at transportere nogen til en anden tidsperiode. Og fordi vi på denne film har et enkelt kamera, der hele tiden bevæger sig, bliver hele verdenen noget, man ser ved siden af. Der klippes ikke til en sej jagthund eller musikerne med deres sære instrumenter. De er der bare for at støtte historien«.
Hvordan fandt du frem til balancen mellem det historiske og det overnaturlige?
»Fordi jeg prøver at artikulere vikingernes verdenssyn, så godt jeg kan, bliver den virkelige verden og mytologien det samme. Odin og levende døde krigere og valkyrier eksisterer lige så meget som du og jeg og fuglene og træerne. På den måde går de hånd i hånd«.
Hvordan skrev I dialogen?
»Hvis jeg var Mel Gibson, havde jeg gjort det på oldnordisk, men jeg kan desværre ikke selvfinansiere mit historiske epos. Så vi prøvede at finde et engelsk, der nærmede sig en oversættelse af en oldnordisk tekst. Jeg lovede studiet, at det ikke ville blive sværere at forstå end Tolkien. Og så skulle vi også finde en nordisk dialekt. Og vi endte med at lave virkelig meget ADR (når man genindspiller dialogen i et studie efter optagelserne, red.) på den her film for at gøre den forståelig for nordamerikanske seere. Det var virkelig besværligt, men tilfredsstillende at finde frem til«.
Den sværeste produktion
’The Northman’s budget lød på cirka 60 millioner dollars (over 400 millioner kroner), et budget tre gange så stort som hans to forrige film til sammen.
Og den slags penge ændrer betingelserne for selv den mest uforsonlige auteur.
»Jeg vidste, at filmens budget betød, at jeg ikke ville have final cut, men jeg var fast besluttet på at lave en film, som jeg elskede«, fortæller Robert Eggers, der dog fastholder, at den version, vi nu ser i biograferne, er hans egen.
»I postproduktionen blev studiet ved med at skubbe og skubbe for at have den mest underholdende version af filmen. Og uden deres skubben, så smertefuld og hårdt som det var, ville vi ikke være nået dertil. Men det her er filmen, jeg gerne ville lave. Det er director’s cut, på trods af studiets pres«.
Hvordan skulle du ændre filmen, for at studiet var med på den?
»Der var på en måde ikke så meget, der kunne ændres, fordi vi skød den på kun ét kamera. Der er ingen safety (når man optager den samme ting fra flere vinkler, så man har større valgfrihed i klipningen, red.). I sidste ende var det mest nogle ting, der skulle fjernes, så den blev mere fokuseret på Alex’ rejse. På blu-ray’en kommer der til at være nogle ekstra scener, som jeg er stolt af, men som ikke passede i den bedste version af filmen«.
Er den mindre voldelig end din oprindelige vision?
»Nej. Et af de store kreative kompromiser var faktisk, at der ikke måtte være nogle penisser. I den sidste kamp er det nok bedre, at vi ikke ser dem, fordi de ville distrahere for dramaet, men i plyndringen ville det have været mere skræmmende. Forestil dig en to meter høj, vildt muskuløs, nøgen kriger komme løbende imod dig«.
Hvordan har du det med at skildre vold på film – er du bekymret for, om du sender det forkerte budskab?
»Jeg ved ikke, om jeg opnår, hvad jeg prøver på. Her fejrer jeg en kultur, der fejrer vold, og nogle gange minder de islandske sagaer om 80’ernes actionfilm, hvor volden er spændende. Men hvordan laver man en film med spændende vold uden at glorificere volden i sig selv? Jeg kender ikke svaret, men jeg gjorde mit bedste. Selvom jeg håber, folk finder det spændende, skal volden også fremstå skræmmende, som vold åbenlyst er«.
Nye samarbejdspartnere
’The Northman’ har også et endnu større cast af stjerner end Eggers forrige film. Anya Taylor-Joy og Willem Dafoe har begge arbejdet med Eggers tidligere, men for Nicole Kidman, Ethan Hawke og Alexander Skarsgård var det en førstegangsoplevelse.
Filmens skurk, brodermorderen Fjölnir, spilles af danske Claes Bang, som for fem år siden fik sit internationale gennembrud med Ruben Östlunds ’The Square’.
Men hvad gjorde danskeren til den bedste mand til rollen?
»Mange ting, faktisk«, siger Eggers.
»For det første er han 1,94 meter høj ligesom Alex (Alexander Skarsgård, red.). Vi havde brug for en, der til den sidste sværdkamp kunne være formidabel. Claes har en slags stoisk autoritet og kindbenethed som en af Christopher Lees skurke. Og så spillede han også Fjölnir med en lille smule usikkerhed og følelsen af at blive behandlet uretfærdigt. Selv når han dræber sin bror for at blive konge, har han en tvivl, om han fortjener det, hvilket er vidunderligt«.
Eggers formåede også at overtale Björk til at vende tilbage til filmen, efter hun i år 2000 udtalte, at hun aldrig mere ville lave film efter Lars von Triers Guldpalmevinder ’Dancer in the Dark’. Hun har siden beskyldt Trier for sexchikane.
Björk har dog længe været fascineret af vikingekulturen, og hun var en af grundende til, at Robert Eggers fik lyst til at lave filmen.
»Castingen af Björk inspirerede kostumedesigneren til at være lidt vild«, siger han om den islandske sangers lille rolle som en mytisk, blind seerske.
»Selvom alle dele af hendes kostume er baseret på research, er det også det mest spekulative i filmen. En ting, som vi ikke gjorde, men som Björk foreslog, var, at hendes øjne var dækket, og hun havde et tredje øje. Muslingeskallerne, hun har over øjnene, passer med, hvad der er fundet i grave fra den tid i Ukraine. Selvom de måske blev båret anderledes, følte vi, at vi kunne retfærdiggøre, hvordan hun bar dem«.
’The Northman’ kan ses i biograferne fra 13. april.