Som filmelsker er det en udsøgt fornøjelse at følge en spirende instruktør, mens han eller hun finder sin stemme og udvikler sit sprog, så lovende takter efterhånden bliver til syngende mesterværker.
At se Ruben Östlund bevæge sig fra små opfindsomme kortfilm til ’Force Majeure’ og ’The Square’, at opleve Safdie-brødrene slibe deres uforsonlige udtryk i ’Heaven Knows What’ af frem mod ’Uncut Gems’ eller juble over Greta Gerwigs coming of age fra ’Nights and Weekends’ i 00’erne til ’Lady Bird’ og ’Barbie’.
Kurven går dog desværre også nogle gange den anden vej. Instruktører, som man forgudede for deres første banebrydende værker, kan have svært ved at løfte udtrykket til næste niveau, finde noget nyt at sige eller finde sig til rette med større budgetter og øget omverdenspres.
Sådan er det med nedenstående instruktører, som jeg lige nu parkerer i en lille skuffe i mit skrivebord med mærkatet »Far er ikke sur, far er skuffet«. De har lavet film, der vil pumpe i mine arterier til min dødsdag, og jeg har – måske naivt – troet, at de var noget nær ufejlbarlige, indtil de lavede en eller flere film, som bare ikke … var lige så gode som de første.
Det skal selvfølgelig siges, at ingen instruktører opretholder en årtier lang karriere uden svipsere undervejs. Hvis det skete, kunne man argumentere for, at de ikke tog tilstrækkelige kunstneriske chancer.
Og flere på listen har da også en alder, der bestemt giver håb om, at de kan vende den negative udvikling. Andre har jeg efterhånden mistet troen på og må i stedet finde fred med, at jeg aldrig ville have været foruden de genialiteter, de engang skænkede verden.
1. Robert Eggers
Lad os starte med ét af de to helt aktuelle eksempler: Robert Eggers. Han blev enhver film-bros favoritinstruktør med den originale gyser ’The Witch’, der kombinerede genuin uhygge med en nidkær detaljegrad i sprog og detaljer fra 1630’ernes England.
Det vidnede om en kompromisløs instruktør, der ikke helmede, før han ramte perfektion, og det løfte levede han op til med ’The Lighthouse’, et forrygende mærkværdigt kammerspil sat i et fyr i 1890’ernes New England. Her stemplede han ind med en humor og uforudsigelighed i samspillet mellem Robert Pattinson og Willem Dafoe, som føltes friskt og forløsende, samtidig med at æstetikken fortsat var spændende og gennemført.
Eggers har fortalt, at han ikke er typen, der bare spytter ideer ud, og det er måske det, man har mærket i hans efterfølgende film. Vikingefilmen ’The Northman’ var hans første på stort budget, og selvom den var blodig, flot og autentisk, var den også en distanceret oplevelse fortællemæssigt. Samme tendens fortsatte i den aktuelle ’Nosferatu’, der bare ikke genopfandt Dracula-historien, som man kunne forvente af en filmskaber af Eggers’ kaliber.
Sjovt nok var Eggers selv frustreret over, at det lille budget på ’The Witch’ hæmmede hans muligheder for at indfri sine ambitioner, men set udefra var det måske netop disse begrænsninger, der skærpede hans fokus mod det skævt originale.
Eggers arbejder nu både på en varulvefilm og en fortsættelse til kultklassikeren ’Labyrinth’, og jeg vil bestemt ikke afskrive den 41-årige amerikaner endnu. Men jeg håber, han genfinder det personlige touch, som der var i hans første film, og som jeg har savnet i de to sidste.
2. Xavier Dolan
Jeg skamdyrkede den canadiske wonderboy Xavier Dolan, der brød igennem i festivalcirklerne som blot 19-årig i 2009 med ’I Killed My Mother’, som han både skrev, instruerede og spillede hovedrollen i.
Her var et yderst sjældent multitalent med sin helt egen eksalterede energi og æstetik, både følsom og flamboyant. Hans film var fra start flegmatiske og fejlbarlige, men byggede alligevel mere og mere på fra den charmerende ’Heartbeats’ og frem mod hovedværket ’Mommy’ i 2014, der perfekt forenede hans forkærlighed for hysteri og outsider-kærlighed, og som helt bogstaveligt sprængte lærredets rammer i en uforglemmelig scene.
Godt man ikke vidste dengang, at højdepunktet også skulle være begyndelsen på nedturen for Dolan, der i de efterfølgende år skuffede igen og igen, og som var involveret i flere tumultariske tilblivelsesprocesser, heriblandt på sin første engelsksprogede film, storfloppet ’The Death & Life of John F. Donovan’ med Jessica Chastain.
Siden 2019 har han holdt pause fra filmverdenen, om end han i 2022 lavede en canadisk serie for Netflix. Sidste efterår annoncerede han dog, at han har en ny film på vej.
Xavier Dolan er blot 35 år, hvilket normalt er en relativt almindelig alder at debutere i. Så jeg vil bestemt ikke afskrive, at han kan komme tilbage, om end jeg har en mistanke om, at han vil ende som en af filmhistoriens gudsbenådede wonderboys, der aldrig rigtigt forløste karrieren på den helt lange bane.
3. Wes Anderson
Den her gør ondt. For som de fleste andre elsker jeg Wes Anderson. Eller elskede. Eller: Elsker stadig rigtigt mange af hans film. Bare ikke de seneste.
Den antologiagtige ’The French Dispatch’ var et lavpunkt, mens mange blev betaget af ’Asteroid City’, der da absolut også var et skridt frem. Der var også momenter i hans samling af Netflix-kortfilm fra 2023, men alt i alt sidder jeg tilbage med fornemmelsen af en filmskaber, der er stivnet i sin egen sirlige dukkehusæstetik og mere og mere kryptiske, babushka-agtige fortælleform.
Jeg savner det hjerte og fortællemæssige fokus, der trods alt er i hans bedste film som ’Rushmore’, ’The Royal Tenenbaums’ og ’Moonrise Kingdom’.
Instruktøren arbejder nu på ’The Phoenician Scheme’, der tiltrækker lige så mange stjerner, som vi efterhånden er vant til at se i en Anderson-film. Er det her, Wes genopfinder sig selv i stedet for blot at skrue mere og mere og mere op for sin genkendelige og efterhånden forudsigelige stil? Jeg håber. Men tvivler.
4. Pablo Larraín
Listens andet aktuelle eksempel er chilenske Pablo Larraín, der lige nu serverer sin seneste biopic om en af historiens store kvindeskikkelser i form af ’Maria’ med Angelina Jolie som den berømte operadiva Maria Callas.
Jeg har vel egentlig givet Larraín mere snor end de fleste. Alle var velfortjent med ham fra gennembruddet med den Oscar-nominerede ’No’ i 2012, og mange var fans af hans første engelsksprogede film – og hans første film i biopic-trilogien – i form af ’Jackie’ med Natalie Portman som Jackie Kennedy.
Den film føltes som en forfriskende genopfindelse af den biografiske genre: impressionistisk og skarpvinklet i både tid og sted. Derpå kom ’Spencer’ om Prinsesse Diana, som mange stod af på, men som jeg også synes lykkedes med en frisk og interessant vinkel på en af de mest beskrevne figurer i nyere tids populærkultur.
Jeg var endda rimeligt underholdt af den sort-hvide ’El Conde’ om Chiles diktator Pinochet som vampyr, om end det var tydeligt, at Larraín her begyndte at overgøre sin forhippelse på af bryde biopic’ens koder. Og med ’Maria’ kørte det helt af sporet i en film, hvor instruktørens manerer – udviskningen af fantasi og virkelighed, det komprimerede tidsforløb – kammede over i parodi.
Jeg tror, det er på tide, at Larraín steder de store historiske figurer til hvile, og noget tyder på, at han er enig. Hans næste film hedder ’The True American’ og handler om en luftofficer fra Bangladesh, som bliver skudt af en amerikansk terrorist i kølvandet på 11. september.
Måske instruktøren kan spille sig af denne liste igen.
5. Darren Aronofsky
Hvis nogen skulle have glemt det, eller bare ikke vidste det, var Darren Aronfsky helt deroppe i 00’erne. Helt deroppe i det ypperste panteon af nyere amerikanske instruktører som Tarantino, Fincher og PT Anderson.
Stofmisbrugs-tour de forcen ’Requiem for a Dream’ føltes som en landvinding af kådt talent i 2000, lowbudget-debuten ’Pi’ fra 1998 blev en kultfilm, og ’The Fountain’ var et af de der flops, der stadig bare blev dyrket og diskuteret til uendelighed – mak- eller mesterværk? Derpå markererede ’The Wrestler’ og ’Black Swan’ en nyfunden modenhed og antydning af, at Aronofsky virkelig var en af sin generations vægtigste filmstemmer.
Men for pokker. Så kom bibelkatastrofen ’Noah’ med Russell Crowe, en massiv skuffelse, og så den komplet ulidelige ’Mother!’ med Jennifer Lawrence fra 2017. Pludselig sad man med et af dens slags tilfælde, hvor en instruktør på ryggen af sin succes kultiverer alle sine mest dominerende træk, så de bevæger sig fra pirrende til anstrengende. I Aronofskys tilfælde det selvhøjtidelige og oversymbolske.
’The Whale’ var en slags comeback, især på grund af Brendan Frasers Oscar-vindende præstation. Men lad os være ærlige: Bedre var den meget teaterprægede film bestemt heller ikke.
Men den gav da bestemt håb om, at der er en vej ud af arrogant uforsonlighed for Aronofsky. Og den store test er ’Caught Stealing’, som kommer til augusst, og med Austin Butler i spidsen for en historie om en tidligere baseball-spiller, der forvilder sig ned i den kriminelle underverden, bestemt sender løfterige signaler om en instruktør mere velgørende let på tå end længe.
Aronofsky er blevet 55 år, og filmverdenen har stadig en tendens til at behandle ham som en del af den absolutte elite. Det er nu, han skal bevise, at han stadig er det.
6. David Fincher
Denne elite har David Fincher for længst slået fast, at han tilhører, og uanset hvor mange metervarer, han turnerer ud herfra, vil det næppe blive ændret. Med film som ’Seven’, ’Fight Club’, ’Zodiac’ og ‘The Social Network’ på cv’et – og serier som ’House of Cards’ og ’Mindhunter’ i tillæg – er det helt og aldeles fortjent.
Fincher har et sjældent højt bundniveau. Det ændrer dog ikke på, at jeg sidder med fornemmelsen af, at Fincher har mistet noget af sin gamle mojo. Han er givetvis lige så pertentligt perfektionistisk, som han altid har haft ry for at være, men resultaterne føles bare i mindre grad som fortællinger, man ikke kan tage øjnene fra.
Den meget personlige film-om-film-satsning ’Mank’ om hans far var ikke interessant for mange andre end ham selv – og er da også gået øjeblikkeligt i glemslen igen – og lejemorderfilmen ’The Killer’, der skulle have været en tilbagevenden til velkendt thrillerterritorium, føltes også mere spinkel, end man havde håbet.
62-årige Fincher er en så bragende dygtig håndværker, at han nok skal skippe flere gode og populære film ud af sit skarpe tunnelsyn. Jeg nærer bare en vis frygt for, at han har toppet. Prove me wrong, David!
7. Ari Aster
Okay, den her er lidt hård. Måske lidt ufortjent. Grænsende til ond.
Men den, man elsker, tugter man, og lad dette være en advarsel til manden bag ’Hereditary’ og ’Midsommar’ mere end en decideret afskrivning (jeg er sikker på, han læser med).
De to første film føltes som banebrydende gysere, der både chokerede, vendte genren på hovedet og syntes at trænge dybere ind i sindet end langt de fleste andre horrorfilm.
Men hvad gør man, når man får succes og frie tøjler? Realiserer man for eksempel det passionsprojekt, man egentlig altid har drømt om at lave, for en shitload af A24’s penge og får Joaquin Phoenix med på ideen?
Det gjorde Aster med den syrede sindsforstyrrede Joaquin Phoenix-film ’Beau is Afraid’, der absolut havde brillante indfald, men også i lange stræk oplevedes som udmattende, navlepillende masturbation fra en instruktør, ingen sagde nej til. Over tre timer.
Nu er Aster så på vej med westernfilmen ’Eddington’, også med Phoenix suppleret af Austin Butler og Emma Stone, og jeg glæder mig faktisk afsindigt til den. Men det er endnu en fortælling, Aster har haft liggende i skuffen fra før gennembruddet med ’Hereditary’, hvilket giver lidt bange anelser.
Ari Aster slog igennem som en generationsbærende instruktør. Nu er det tid til at se, om han kan stå distancen.
8. Paolo Sorrentino
Paolo Sorrentino matcher på mange måder Wes Andersons udviklingskurve. Han er nemlig også en instruktør, der har opdyrket sin helt særlige filmstil, der ikke rigtigt ligner nogen andres, og som han så har dyrket i en grad, at det til sidst nærmer sig selvparodi.
Med gennembruddet ’Il divo’, ’This Must Be the Place’ med Sean Penn og hovedværket ‘Den store skønhed’ blev Sorrentino ensbetydende med uimodståeligt virtuose pragtstykker, der forenede en elegisk tone med svimlende billeddyrkelse og mærkelige indfald på et operatisk niveau.
’Den store skønhed’ var bjergets tinde, skulle det vise sig, for filmsproget flirtede her så meget med over the top, at det derfra kravlede ud over kanten med serien ’The Young Pope’ og Berlusconi-filmen ’Silvio og de andre’, der ikke var dårlige, men alligevel føltes som gentagelser af bedre Sorrentino-arbejde.
Italieneren fik en vis genkomst med den fine selvbiografiske ’The Hand of God’ for Netflix, men har så efterfølgende gravet sig ned i et dybt hul med ’Parthenope’, som fik premiere herhjemme ved juletid og blottede alle hans værste træk – først og fremmest en gammelliderlig feticheren af den formfuldendte kvindekrop. Soundvenues anmelder Morten Kildebæk kaldte filmen »skuffende, famlende og tonedøv«.
Sorrentino er 54 år, så han er for ung til at falde i Francis Ford Coppola- og Roman Polanski-fælden af komplet utidssvarende mestre, men ’Parthenope’ var et fejlskud af den slags, der får en til at tvivle på, om han kan genopfinde sig selv.
Som med alle andre på listen her vil jeg elske at blive modbevist!