’The Green Knight’: Overlegen ridderfilm er et uforglemmeligt sansebombardement
På Kong Arthurs tid, i det mytiske England, daler sneen stille ned.
Kirkeklokker fra Camelot glider i baggrunden til fordel for en dryppen uden for det bordel, hvor fortællingens fordrukne helt Gawain (Dev Patel) sover en brandert ud.
Han var egentlig på vej til julemesse, men slog et smut forbi horehuset for at besøge sin udkårne Essel (Alicia Vikander).
Den mesterligt timede begyndelse, hvor kameraet langsomt trækker sig gennem sneen og ind ad et vindue, får en til at tænke, at hvis resten af filmen er bare halvt så visuelt tilfredsstillende, har manuskriptforfatter, klipper og instruktør David Lowery fat i den lange ende.
’The Green Knight’ er et kærlighedsbrev til middelalderhistorier, centreret om en ridderaspirant på togt – den perfekte hovedperson, som er på jagt efter selvransagelse, ære og faderfigurens anderkendelse.
Filmen er baseret på digtet ’Sir Gawain and the Green Knight’, der handler om ridderen Bercilak, som forhekses af troldkvinden Morgana og nu er skæbnebestemt til at sætte Kong Arthurs loyale tilhængere på prøve.
Som nevø til Arthur (Sean Harris) og søn af Morgana (Sarita Choudhury) er Gawain allerede et kendt navn i Camelot. Men da han juleaften inviteres til at fortælle hoffet mere om sig selv, må han forlegent holde inde. For udover sin fødselsret som oplagt tronarving har den unge mand endnu ingen bedrifter under bæltet.
Mens han skamfuldt skraber i jorden med sin skosnude, blæses tronsalens store døre op. Ind ridder den fortryllede skabning, så stor som en bjørn, dækket af grønlig bark og knaster, for at udfordre Gawain til en dumdristig manddomsprøve:
»Slå mig så hårdt, som du ønsker. Men vid, at om ét år vil jeg slå dig lige så hårdt tilbage«.
I lidt af en tillidserklæring, man næppe kan bebrejde Gawain at falde for, tilbyder Arthur at låne ham sit sværd til dysten. Og kort efter ruller Den Grønne Ridders hoved på tronsalens stengulv.
Jublen ender dog brat, da den hovedløse skabning rejser sig og samler sit afhuggede hoved op fra gulvet. Han erklærer, at om præcis et år i hans hjem Det Grønne Kapel (seks dages rejse fra Camelot) vil han se frem til at gøre gengæld.
At der under det veludførte creature-design gemmer sig den velspillende Ralph Ineson er et skønt studie i veludført makeup og snørklede proteser. Et knasende lyddesign, der får hans bevægelser til at lyde som et stort dyr, der tramper gennem et buskads, gør karakteren komplet.
Generelt hersker en stor respekt for de praktiske effekter, der får skønt råderum takket være en kælen for samspillet mellem de snavsede middelalderkulisser og kameraarbejdet.
Med dvælende skæve vinkler og cirklende bevægelser udforsker fotograf Andrew Droz Palermo, som også stod for billederne til Lowerys ’A Ghost Story’, de mange flotte sets, der rummer imponerende lyssætning og en vild detaljegrad.
Den skarpe tilskuer vil kunne finde mange referencer til duoens forrige film ved det tidsdefinerende produktionsselskab A24. Blandt andet på brystet af Kong Arthurs kjortel, hvor et lille emblem med et indgraveret spøgelse er syet fast tæt ved hans hjerte.
Hvis Robert Eggers havde kastet sig over fantasyklassikeren ’Excalibur’ og tilsat et skvat ’Apocalypse Now’, ville resultatet være ’The Green Knight’, hvor kristendom, hedensk magi, civilisationen og natur er på kollisionskurs.
’The Witch’-skaberens mesterlige evne til at skabe en sanselig stemning ses også i Lowerys film og især på lydfronten, hvor komponist Daniel Hart bruger et gammelt, men effektivt redskab fra værktøjskassen.
I ’The Green Knight’ afbalancerer han flot salmer med orkestermusik med små svirp af elektroniske accenter, mens strygerne gennemgående bruger bagsiden af deres træbuer til at slå mod deres strenge.
Det er et gammelt kneb, ’col legno’, som især filmmusik længe har gjort brug af. Lyden af træ, der slår, bruges ofte til at indgyde en fornemmelse af, at noget haster, da klikkene kan lyde som et ur, der tikker. Her er slagene dog pitchet perfekt og gentages meditativt, hvilket minder publikum om, at skovens træer – og Gawains skæbnesvangre møde med Den Grønne Ridder – er lige rundt om hjørnet.
Heltens søgen efter kapellet og hans eskapader gennem landskabet bliver flot gestaltet af Dev Patel. Gawain er så afgjort hans mest imponerende rolle til dato og bygger videre på den fremragende udvikling, den 31-årige skuespiller har vist siden sin Oscar-nominerede præstation i ’Lion’.
I flere sekvenser, der danser på kanten af one-takes, leverer han benhårde selvransagende scener, som kræver sin mand at løfte.
Men som det er med den slags fortællinger, er hvert eneste element – der rummer lektioner om venlighed, ære og vigtigheden af at betale for den hjælp, man modtager – dét, der til sammen udgør den fuldendte ridder.
Kort sagt:
’The Green Knight’ er et teknisk overlegent og sanseligt ridderdrama, hvis hovedkarakters kamp mod sin indre natur viser nye facetter af Dev Patel.