’Lion’: Første kapitel af Oscar-film flår dig i hjertet

’Lion’: Første kapitel af Oscar-film flår dig i hjertet

’Lion’s første kapitel flår dig i hjertet og forplanter sig i kroppen som et fysisk ubehag af total afmagt, alt imens ulykkelighederne regner ned over hovedet på filmens femårige hovedperson, Saroo, og du græmmer dig på alle indifferent kyniske voksnes vegne.

At Garth Davis’ ’Lion’ er baseret på virkelige hændelser – om en indisk dreng, der i 1980’erne forvildede sig tusinde kilometer væk fra sin familie for at ende som adoptivbarn – gør ikke just ubehaget mindre. Men uanset hvad er dette indledende akt effektivt uafrysteligt inden for en følelsesladet true life-genre, der ofte dyrker klæge klicheer i solbeskinnet takkekortsstil.

Inden alt går galt, bor Saroo (Sunny Pawar) med sin mor, lillesøster og storebror i en fattig indisk landprovins, hvor moren lever af at samle sten, og familielivet udspiller sig på lerhyttens få kvadratmeter. De trange kår til trods er Saroo en glad gut, hvis stærke bånd til broren Guddu (Abhishek Bharate) vækker minder om Jonathan og Tvebaks relation i ‘Brødrene Løvehjerte’. Så charmerende og ligefremme er de purunge skuespillere i hinandens selskab.

I lighed med Astrid Lindgrens eventyr går der heller ikke lang tid i ’Lion’, før tragedien indtræffer: En nat falder Saroo i søvn i en tom togkupe, mens Guddu udfører natarbejde, og da lillebroren vågner, er toget på vej uden stop mod den anden ende af landet.

Dage senere befinder Saroo sig i byen Khandwa, ude af stand til at tale eller forstå egnens bengali og konfronteret med alle børns værste mareridt. Saroo er blevet væk og har ingen jordisk chance for hverken at finde hjem eller blive fundet. Da drengen sågar placeres på et trøsteløst børnehjem, vil mareridtet tilsyneladende ingen ende tage. Men så adopteres Sharoo af et venligt australsk par, stærkt spillet af David ’Faramir’ Wenham og velfortjent Oscar-nominerede Nicole Kidman.

’Lion’s anden, markant anderledes halvdel foregår dermed i Australien og genintroducerer Saroo som en ung mand i ’Slumdog Millionaire’-stjernen Dev Patels sympatiske (og ligeledes Oscar-nominerede) skikkelse. Adoptivbarnet har haft en tryg og lykkelig opvækst, men en tilfældighed frembringer tågede barndomsminder, og et ønske om at genfinde de indiske rødder spirer insisterende.

Både ’Lion’s virkelige historie og de mere universelle følelsesmæssige komplekser omkring adoption og identitet er rørende og vigtige, men da tematikkerne for alvor skal foldes ud i hænderne på et ellers solidt voksen-cast, går filmen mærkværdigt i stå.

Kidman gør en prisværdig (og næsten uigenkendelig) figur som Saroos blide adoptivmor, men som manden i centrum kæmper Patel i flere nøglescener med et manuskript, der frem for at nuancere Saroos store overvejelser om arv og ophav reducerer figuren til endimensionelle vredesudbrud og taktløs behandling af kæresten Lucy (Rooney Mara, totalt spildt i en kedeligt gammeldags rekvisitrolle).

Spillefilmdebutanten Davis har tidligere instrueret fire episoder af den fremragende krimiserie ’Top of the Lake’ fra 2013 og har i ’Lion’ et solidt visuelt greb om historiens mørke aspekter set fra femårige Saroos perspektiv: Man er totalt opslugt af begivenhederne, mens kameraet bevæger sig rundt i Khandwa med en barneskuespiller, hvis instinktive naturlighed næsten slører skellet mellem virkelighed og fiktion.

Til sammenligning truer Patels australske udfoldelser derimod med at tegne ’Lion’ som en af den slags overgjorte Hallmark Channel-tårepersere, filmens første halvdel netop så grumt og smukt gav baghjul.

Mere problematisk er det dog, at Davis’ Hollywood-dramatiserede fokus på Saroos intense familiesøgen synes at konkludere, at man som etnisk adoptivbarn først bliver et ’helt’ menneske gennem kendskab til sine genetiske rødder. Set ud fra verdens mange tusinder af lykkelige adoptionshistorier, hvoraf et stort antal voksne børn som bekendt aldrig opsøger eller føler behov for at kende deres virkelige forældres skæbner, grænser ’Lion’s pointe til det anstødelige.

Alligevel er en stor del af Davis’ fortælling absolut seværdig (de første tre kvarter er fem funklende stjerner værd alene), og selvom den samlede filmoplevelse ikke holder niveau med årets øvrige Oscar-dramafavoritter som ’Moonlight’ og ’Manchester by the Sea’, skal ens hjerte være frosset til is i vinterkulden, hvis man ikke mærker en vis klump i halsen under rulleteksterne.


Kort sagt:
Til trods for ærgerligt skæve toner i andet akt skal man være gjort af solid granit for ikke at blive berørt af Garth Davis’ adoptivdrama bygget på virkelige begivenheder, hvori en lille indisk dreng forvilder sig tusinde mil væk fra familien. Se den for den første geniale time – og de hjertegribende billeder under rulleteksterne.

Læs også: 10 film, du skal se i biografen i februar – Oscar-film, horror og skandi-perler

Spillefilm. Instruktion: Garth Davis. Medvirkende: Dev Patel, Sunny Pawar, Abhishek Bharate, Nicole Kidman, Rooney Mara, David Wenham, Priyanka Bose. Spilletid: 118 min. Premiere: Den 9. februar
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af