Ventetiden var lang, men ‘Masters of the Air’, der fik premiere i sidste måned, skuffede ikke.
»Et brølende crescendo på en trilogi, der har brændt for det store epos i krigen over alle krige«, skrev Soundvenues begejstrede anmelder Mikkel Medom om miniserien, der afslutter Tom Hanks og Steven Spielbergs Anden Verdenskrigstrilogi, som også indeholder ‘Band of Brothers’ fra 2001 og ‘The Pacific’ fra 2010.
Netop Tom Hanks, der producer serien og selv spillede den ikoniske hovedrolle i Steven Spielbergs krigsdrama ‘Saving Private Ryan’, kom inden optagelserne med et godt råd til de unge skuespillere på ‘Masters of the Air’. Det fortæller Anthony Boyle, der spiller Løjtnant Harry Crosby, i et interview med The New York Post.
»Jeg kan huske, at jeg, før optagelserne begyndte, satte mig ned med Tom«, siger Boyle i interviewet.
»Og han fortalte mig: ‘Læn dig ikke ind i sentimentalitet eller højtidelighed – det var drenge, der bare prøvede at gøre det rigtige. De gik ikke rundt og troede, at de var krigshelte, hvilket de var. De prøvede bare at redde verden – og det gjorde de’«.
‘Masters of the Air’ kan ses på Apple TV+.