’Masters of the Air’: ‘Band of Brothers’-opfølger er et brølende crescendo
Til lands, til vands og hermed – take off.
’Masters of the Air’, den tredje installation i Steven Spielbergs og Tom Hanks’ trilogi om den amerikanske indsats i Anden Verdenskrig, foregår i luften. Mere specifikt: 100th Bombardement Group AKA ’Bloody Hundreth’ – således tituleret for angrebsdivisionens drabelige bombeflyvninger over nazistisk revir.
Det er en serie, der har været så længe ventet, at jeg forventede den vingeskudt på landingsbanen af løbende omrokeringer, covid, forfatterstrejke og nervøse efterredigeringer.
Men det eneste, der er blevet skudt til jorden, er min ængstelse.
Det episke er en vanskelig disciplin anno 2024. Den store skæbnefortællings pompøsitet, der var populær i 90’erne med film som ’The Patriot’, ’Braveheart’ og ’Legends of the Fall’, blev sideløbende punkteret af samme tidsperiodes postmoderne kynisme – inkarneret satirisk i blandt andet ’Seinfeld’ og ’South Park’ – samtidig med at den amerikanske drøm blev samfundskritisk høvlet ned til sin betændte knoglemarv i serier som ’The Wire’ og ’The Sopranos’, der viste os råddenskaben i den verden, vi kæmpede for at bevare 60 år tidligere.
’Band of Brothers’ fungerede i postmodernismens storhedstid, fordi den aldrig direkte svælgede i grandiositetens kiksede flødemiks, men tilføjede blod og bræk og ængstelige øjne under soldaterhjelmen. Til trods for den selvforherligende titelsekvens var det samtidig en serie, der nærede respekt for sit ophav, krigen og dens bagside: Absurde angrebsordrer, feje overordnede, forfejlede missioner og afstumpet krigsliderlighed fra unge drenge, der bare ønskede at gøre deres fædre stolte.
’Masters of the Air’ undviger ligeledes den oplagte politisering i kraft af sit eminente håndværk og respekt for historiske kendsgerninger. Den løsriver sig bogstaveligt talt fra det ved at have alle motorer tændt på en rå, men eksakt skabertrang, der giver mindelser om den naivitet, hvormed man producerede de gamle 90’er-eposser, men som samtidig aldrig forfalder til sødmefuld patriotisme eller selvforherligelse af den vestlige verdens frihedsidealer.
Jeg uddeler hermed stjernerne én ad gangen:
Første stjerne
Castingagenturets Kobberkors: Gives for eminent udvælgelse af inkarnerende aktører
Mens ’Band of Brothers’ castede stort set alle vordende leading men i hele Hollywood til små roller med to replikker, holder ’Masters of the Air’ sig til et strammere cast, der fokuserer særligt på majorerne Gale Cleven og John Egan – spillet med drengecharmet larger than life-overskud af Austin Butler (med verdens sejeste stemme) og Callum Turner samt Nate Mann som Robert ’Rosie’ Rosenthal og Anthony Boyle som den flyvesyge navigatør Harry Crosby, der omvendt optræder nervøst og menneskeligt.
Det skaber sammenlagt et hovedcast, der sælger luftkrigen som både et besnærende actioneventyr og en horribel dødsmaskine, der fodres med unge mænd i tusinde meters højde.
Anden stjerne
Scenografisk smedejernsmedalje: Gives for vanvittig visualitet af særligt overvældende grad
Velkommen til cockpittet på en Boing B17 ’flying fortress’. Her sidder heltene med støt kurs over naziland med en last af bomber på størrelser med badekar, der kun kan smides ved at åbne lågen i flyets mave, hvis maskinen da ikke opsprættes af fighter-jets fra den germanske Luftwaffe, før de når frem over fjendtligt territorium.
Visuelt er ’Masters of the Air’ en mestersymfoni af brølende motorer og penselstrøg fra den hvide halerøg, der fletter sig ud og ind mellem hinanden som slanger, mens maskingeværspatroner hagler afsted i gule spyt over en brændende himmel. Det er bjergtagende og overvældende.
Tredje stjerne
Akkurat Ascensions-udmærkelse: Gives for umage og respektfuld dramaturgisk bearbejdning af historiske kendsgerninger
Det er svært at beskrive, hvordan ’Masters of the Air’ henholder sig til den historiske virkelighed uden at spoile fortolkningen, der ret beset er seriens plot.
Det umage øje for detaljen lader sig imidlertid også aflæse i miljøskildringen. Selvom man ofte skærer i den slags for at holde fokus på en fremadskridende historie, tager ’Masters of The Air’ sig god tid til at forstå, hvordan livet på en luftbase var, hvordan et fly holder sig i luften, og hvorledes man holder sig levende i fjendtligt territorium, skulle man dejse ned i en faldskærm og lande på ryggen af en tysk schæferhund.
Fjerde stjerne
Melodisk Merit: Gives for symfonisk overdådighed og generel musikalitet
’Masters of the Air’ har ikke bare en åbningssekvens, som jeg stadig dimser rundt og nynner, når jeg vasker op, og som lyder i retning af, hvordan man forestillede sig, at det ville lyde, hvis Amerikas Forenede Stater fik en kollektiv orgasme.
Den har dertil også en reallydside, som trækker luftkampene endnu tættere på, så man fornemmer de svirpende piskesmæld bag øret, når en maskingeværskugle suser igennem blikpladerne og kan mærke eksplosionerne helt ind i brystet, når flyvemaskiner forvandles til sydende ildkugler.
Femte stjerne
Joseph Campbell Hjertet: Gives for den sjældne evne til at turde det store uden at ofre det enkle
Med en tråd tilbage til argumentet om postmodernismens punktering må ’Masters of the Air’ hædres for at turde operere på den store skala med en sælsom simplicitet, der hidtil kun har været superheltefilm forundt. Der er noget meget forfriskende over at se en fortælling, der smider alle chantonner på den store skæbnefortælling om ekstraordinære mennesker i en ekstraordinær tid, uden at fedte apologetisk rundt i unødvendig politisering som en bly viol med samvittighedsnag.
’Masters of the Air’ går all in på et perspektiv, der fungerer i sin reduktive hensigt, fordi det behandles umage i sin metode: Det er en historie om helte.
Kort sagt:
’Masters of the Air’ er en gennemført vision, en værdig arvtager til ’Band of Brothers’ og et brølende crescendo på en trilogi, der har brændt for det store epos i krigen over alle krige.
Anmeldt på baggrund af hele serien