’Dune: Del 2’ fik biografpremiere for lidt under en uge siden til store roser fra anmeldere og fans – også her på Soundvenue.
Men allerede nu er folk spændte på, hvad det næste skridt bliver for instruktør Denis Villeneuve.
Først og fremmest har den fransk-canadiske instruktør udtrykt, at han skal trække stikket og slappe af. Produktionen af et storslået epos som ’Dune: Del 2’ har sandsynligvis været meget drænende, så derfor kan man ikke fortænke ham i, at han har brug for en pause.
Ikke desto mindre siger Villeneuve også, at han har gang i flere projekter – blandt andet en allerede omdiskuteret tredje ’Dune’-film, ’Dune: Messiah’, det historiske drama ’Cleopatra’ og et hemmeligt projekt.
»Jeg har fire projekter på bordet i øjeblikket. Et af dem er et hemmeligt projekt, som jeg ikke kan tale om, så det skal afvikles hurtigt«, siger Villeneuve til The Hollywood Reporter. Hvad det fjerde projekt er, gives der ingen melding om.
Behovet for at realisere et projekt hurtigt er ikke nyt for instruktøren, der sideløbende med thrilleren ’Prisoners’ fra 2013 også lavede ’Enemy’ samme år.
Dog understreger Villeneuve, at han ikke ønsker at arbejde i et etableret filmunivers igen, som var tilfældet med hans opfølger til Ridley Scotts ’Blade Runner’.
»(Blade Runner red.) 2049 var et kærlighedsbrev til den første film, men også klart en af de sværeste projekter jeg nogensinde har lavet, og jeg tror ikke, at jeg nogensinde kommer til at nærme mig en anden instruktørs univers igen«, siger Villeneuve.