Det bedste #1: Bedre end etteren
At instruktør Denis Villeneuve lige nu laver nogle af de mest mageløse sci-fi-film, kan man ikke tage fra ham. Alligevel er ’Dune: del 2’ i en liga for sig. Den er ikke bare smuk, men stor i ordets ypperste forstand. Et helt museum af guddommelige totalbilleder og opslugende tekniske bedrifter.
Mens både David Lynch (og ikke mindst Jodorowsky) har knækket nakken fælt på Frank Herberts mastodontroman, stod det fra start klart, at fransk-canadieren havde greb om ’Dune’s syrede galakser helt ned til mindste sandkorn. Det var nok til at blæse de fleste om kuld i første omgang at se universet blive født på det store lærred.
Jeg hørte i første omgang dog til en mindre begejstret skare, der mere følte, jeg var vidne til en smuk, men virkelig kedelig version af en fantasyformular, hvis fortælling ikke føltes helt så dramatisk unik, som da Herbert skrev sin roman i 1965. I etteren stod tempoet i kontrast til de bombastiske vræl i Hans Zimmer-scoret.
Denne gang er dramaet og billederne forenet til én frydefuldt rullende bølge af krigsscener, kampchok og vanvidssymbolik. Det klæder Harkonnenernes blækspruttelignende Darth Vader-propeller med noget mere nærkamp. Der er noget dybt eksklusivt og gammeldags over den måde, man slet ikke behøver gøre sig umage for at føle sig mageløst underholdt.
Denis Villeneuve har selv kaldt efterfølgeren »meget bredre end del 1«, og man kan kun give ham ret.
Det bedste #2: Javier Bardem på slap line
Der har næsten været noget så kedeligt som kritisk konsensus om ’Dune’-efterfølgeren, hvis grandiositet bliver storrost af den internationale kritikerskare. En af de enlige anti-svaler er dog Indiewires David Ehrlich, der før han udgav sin færdige anmeldelse tweetede et tørt »Dune Part II: well at least Javier Bardem was having fun«.
Og det har den spanske skuespiller virkelig! Og det er sin egen lille genistreg. Villeneuve er ikke ligefrem kendt for at være en grinebider, men den komiske begejstring Bardems fundamentalistiske Fremen-leder Stilgar viser for Paul Atreides mindste vink, sender filmen ud af starthullerne med en outreret energi, der bløder det til tider selvhøjtidelige univers op.
Det bedste #3: Diktatoriske Humpty Dumpty’er
Vi skal godt halvvejs ind i ’Dune: Del 2’, før den lovede Austin Butler gør sin ankomst, men når synsvinklen endelig skifter fra Arrakis-orange til monokromt diktatur, skuffer det ingenlunde.
Mod al forventing sad jeg tålmodigt og nød min tid i ørkenenen med en følelse af, der blot var mere godt i vente. Noget jeg utroligt sjældent har oplevet i løbet af en film med en spilletid på 166 minutter – og endnu sjældnere har fået indfriet.
Det er bestemt ikke, fordi Harkonnen-klanen bliver skildret med stor dybde. Butlers eklektiske stemmeføring, der er en forvrænget smoothie af svensk og Elvis, har tværtimod flere nuancer.
Til gengæld er Butler og Skarsgård luksuriøst vilde at se på som diktatoriske Humpty Dumpty’er.
Butler har ’Coraline’-klamme øjne, og Stellan Skarsgårds mennesklump bader i noget, der ligner en jacuzzi af tjære. Doja Cat må føle sig stolt, når hun ser hoffets ligeledes komplet hårløse friller, der også bliver smadret af Butlers Feyd-Ratha med ’American Psycho’-arrogance.
Men størst er den storslåede gladiatorkamps svajende sort-hvide horder af facistiske skaldepander, der står så skarpt, at nazi-instruktøren Leni Riefenstahls ’Triumph des Willens’ virker som et klatmaleri.
Det bedste #4: Jomfrurejse på sandorm
’Dune’-sandormene er skabt til at være memes. For eksempel havde jeg svært ved at abstrahere fra tilstedeværelsen af chihuahua-stjernebilledet, da tre af dem løsrev sig fra ørkenbunden som vildfarne vvs-installationer.
Derfor var det næsten en endnu større oplevelse at give sig barnagtigt hen til scenen, hvor Paul Atreides skal stå til den helt store Fremen-eksamen og ride sin første sandorm.
Højtideligheden kunne let have gjort hans jomfrurejse på røvhulsormen ufrivilligt komisk, men i stedet orkestrerer Villeneuve en gennemført opslugende scene, så man selv får sand i alle sprækker.
Det hedder rid eller dø for Atreides, hvis lille Mua’Dib-ørkenmus selvfølgelig ender med at håndtere den største sandorm nogensinde med bravur. Ikke ulig hvad Villeneuve selv udretter med filmen, jo. Og man mærker det hele fra første dunk fra ormeopfangeren ned til det mindste soniske rasleæg.
Det bedste #5: Paul og Chani træder i karakter
Mængden af Zendaya i den første ’Dune’ var i underkanten. I ’Dune: Del 2’ har hun til gengæld en uundværlig hovedrolle.
Hvor det romantiske bånd mellem Chani og Paul Atreides kan anfægtes for at være et af de elementer, som er blandt filmens mere skyndsomt udførte, er det heldigvis ikke på bekostning af hendes karakter. Mens (makker)parret forelsker sig under mundhuggerier over, hvordan man sandwalker, får Chalamet og Zendayas følsomme talenter os rent faktisk til at tro på, at alt ændrer sig, det øjeblik Paul Atreides forsikrer Chani om, at han vil lære af Fremen-folket og ikke styre dem (indtil han ændrer mening i hvert fald).
Tiden er på mange måder løbet fra jomfru i nød-tankegangen, men det er mesterlig og ligestillet maskinel romantik, da Atreides redder hende fra et skud i en i forvejen hæsblæsende kampscene. Det er tæt på at være en decideret omvendt version af ’she fell first, but he fell harder’-tropen fra romance-genren. Det er i skudaktionens alternative storromantiske øjeblik, man virkelig mærker kærlighedshistorien.
Det bedste #6: Anya Taylor-Joy-twist
Lige som man ikke troede, der var plads til flere hotte unge stjerner i ’Dune: Del 2’, dukkede Anya Taylor-Joy op til premieren – en utrolig nonchalant måde at råbe »surprise«! Produktionen havde mod alle odds formået at holde hendes medvirken såvel som rolle hemmelig.
Hvis man syntes, Zendaya havde for lidt skærmtid i den første ’Dune’, sænker Taylor-Joy på sin vis barren yderligere. Det hypede navn lægger stemme til Atreides-lillesøsteren Alia, og man ser kun hendes ansigt i få sekunder. Men castingen kommer til sin ret, da det er nogle af fortællingens mest emotionelt nervepirrende øjeblikke – nemlig da hun i storebrorens syn leverer det vilde »han er din morfar«-twist.
Det værste #1: Fostersnak
Der er mange gode ’Dune’-tekniske forklaringer på, hvorfor vi skal helt ind i Lady Jessicas livmoder og tale med det selvlysende foster. Og jeg siger ikke, at vi er ude i desperat ’Blonde’-vederstyggelighed, når der konverseres med Atreides’ ufødte lillesøster Alia. Det er formentlig den bedste løsning på et svært problem.
Jeg siger bare, at jeg stadig har til gode at se filmisk fosterkommunikation i scanningsbilleder, jeg ikke kunne have undværet.
Det værste #2: Kort knivkamp
Med en spilletid på knap tre timer er det ikke alt i ’Dune: Del 2’, der flyver lige hurtigt forbi. Men det gør slutningens klimaks faktisk.
Genoplivet af Fremen-tårer og bagstiv på ormegift forsvinder Paul Atreides’ moralske skrupler som dug for solen, og med ét er vi til politisk rally hos Mua’Dib, der er frenetisk som et hidsigt hørrave. Efter at have talt eftertænksomt og ydmygt hele filmen igennem, brøler Timothée pludselig stolt som den hjemvendte voksen-Simba i ’Løvernes konge’.
I én og samme scene er der opgør med Christopher Walkens dobbeltspilleri, hvorefter kronprinsen kanaliserer sin nyfundne Harkonnen-Atreides-merger-energi til at snitte begge sine skurkagtige voksenbaby-slægtninge i småstykker med spejderlig flittighed. Og altså. Det er fedt. Men når man har varmet op så længe, føles den endelige knivkamp lidt som spil for galleriet.
Det værste #3: Foreløbig slutning
Hvilket fører os videre til betydningen af ordet slutning. For ’Dune’ er slut i den forstand, at filmatiseringen af romanen nu er fuldendt. Og det ville sådan set også stå som en udmærket finale, hvis det altså ikke var, fordi spørgsmålet om treeren har fyldt så meget i løbet af ventetiden på toeren.
Det er derfor ikke så meget, fordi slutningen er dårlig, men det er svært at se den som andet end midlertidig.
Det er logisk, at samtalen om fortsættelser især fylder, når der er tale om et kendt bogforlæg med flere i rækken, men det tager lidt af den ellers spillevende oldschool-episke charme ved oplevelsen af ’Dune: del 2’, at Villeneuve har fortalt vidt og bredt om, hvor langt han er med manuskriptet til ’Dune: Messiah’, og at stjerner ligeledes har fortalt, at de er om bord.
Men altså, det er ikke, fordi treeren er en dårlig ide.
Uafgjort: At Dune-popcornspanden er ude af din liga
Hvis man er i tvivl om, hvordan Villeneuves toer har formået at omfavne forlæggets mere campede fornemmelser, skal man bare se på den lavpraktiske freudianisme, med hvilken filmens marketing-hold har grebet tingene an.
Uger før filmens biografpremiere var ’Dune’-popcornspanden et fænomén og besunget med sin egen musikalske ’Saturday Night Live’-ode med Ayo Edebiri i hovedrollen.
Det er dog desværre kun i USA, der er mulighed for at købe et snackbæger med til filmen, som efterfølgende kan genanvendes som intermistisk sexlegetøj. Men det er måske i virkeligheden meget godt?
‘Dune: Del 2’ kan ses i biografen.