Barbenheimer – sidste års helt store filmfænomen – var selvfølgelig på dagsordenen under Oscar-showet.
Og selvom den store elefant i rummet i form af forbigåelserne af Greta Gerwig og Margot Robbies i kategorierne for bedste instruktør og kvindelige hovedrolle hurtigt blev italesat af vært Jimmy Kimmel, var der stadig plads til lidt kærlige drillerier mellem Emily Blunt og Ryan Gosling. der begge var nominerede i birolle-kategorien for deres medvirken i henholdsvis ’Oppenheimer’ og ’Barbie’.
»Jeg er glad for, at vi endelig kan skubbe Barbenheimer-rivaliseringen til side«, sagde Gosling fra scenen, da de sammen skulle præsentere en pris.
»Med den måde award-sæsonen udviklede sig, var det ikke meget af en rivalisering«, konstaterede Blunt drillende.
Gosling svarede tilbage ved at fremhæve ’Barbies’ enorme succes ved box office, hvor filmen omsatte for næsten halvanden milliard dollars – mere end nogen anden i 2023. Som modsvar beskyldte Blunt Gosling for at spraymale sin sixpack på kroppen.
Gosling fik dog et comeback, da han senere på aftenen optrådte med sangen ‘I’m Just Ken’ fra ‘Barbie’. Sangen blev mødt med stående bifald.
I sidste ende viste det sig dog, at Blunt fik ret, hvad angår succesen ved prisuddelingen. ’Oppenheimer’ gik hjem med syv statuetter, mens ’Barbie’ løb med blot én pris, for bedste sang til ‘What Was I Made For’.