’The Regime’: Grov Kate Winslet er sjov i ny HBO-satsning – bare kun i 10 minutter
Din oplevelse af HBO’s nye miniserie ‘The Regime’ vil afhænge af, hvor sjov du synes, Kate Winslet er som opportunistisk og hysterisk forbundskansler.
Og hvor længe du synes det.
For mig holdt Winslets præstation desværre op med at være sjov allerede ti minutter inde i første afsnit, og så er der immervæk langt igen. 5 timer og 50 minutter for at være præcis.
Af ærefrygt tør jeg ikke at kalde Winslets præstation som den infantile regeringsleder Elena Vernham decideret dårlig, så lad os i stedet kalde den fejlcastet.
Godt nok spillede Winslet med i komedien ‘The Holiday’, hvor hun er vidunderlig som den charmerende klummeskribent Iris, men det er ikke, fordi rollen åbenbarede et stort komisk talent, så selvom Winslet har medvirket i indbringende succeser for HBO før med ‘Mildred Pierce’ og ‘Mare of Easttown’, er det svært at forstå castingen af hende i en rolle, hvor den komiske timing er alfa og omega.
Folkene bag ’The Regime’ har tilsyneladende moret sig så gevaldigt over at høre ordet »cunt« komme ud af munden på netop hende, at de har tænkt, at det var nok til at bære en hel serie.
I hvert fald beror ’det sjove’ i serien nærmest udelukkende på at høre Winslet bande og svovle som en anden Logan Roy, leveret med en affekteret læspen og dinglende mundvig, der antyder, at Elena konstant er midt-hjerneblødning … hvilket faktisk ikke er helt usandsynligt at dømme efter de fuldstændig absurde og urimelige befalinger, som hun stikker ud.
Elena er ikke alene allergisk over for mug, men også over for dårlig ånde. I første afsnit er hun i færd med at desinficere og affugte hele sin opulente residens, og hun ansætter ‘Slagteren’ Herbert Zubak (Matthias Schoenaerts), der har fået sit tilnavn efter en brutal nedslagtning af en arbejderopstand i en af regeringens koboltminer, til at rende rundt med et apparat, der konstant måler luftfugtigheden i de rum, hun befinder sig i. Vi ser ham blive instrueret i »ikke at trække vejret i hendes retning« og tvangsfodret med mintpastiller.
Fælles for Elenas særheder er, at de går hårdt ud over alle andre. Den intense affugtnings- indsats gør ikke blot luften, men også huden »tørrere end en mumies røvhul«, som en af de ansatte udtrykker det (eller er det en kamels røvhul? Tror faktisk begge variationer bliver benyttet), og da Elena senere i serien begynder at få hedeture og installerer kølende klimaanlæg over det hele, ser vi, hvordan alle andre fryser ihjel.
Men selvom man kan se deres ånde, lader de ansatte som ingenting og bekræfter hende i stedet i, hvor varmt der er – for ve den, der vover at nævne noget om overgangsalder!
Elenas egoistiske og hysteriske opførsel vækker mindelser om Olivia Colman som Queen Anne i Lanthimos’ ‘The Favourite’ og Julia Louis-Dreyfus som Selina Meyer i ‘Veep’, der også er enormt opmærksomhedskrævende og nyder at revse deres undersåtter. Personligt glemmer jeg aldrig, da Meyer beskylder en medarbejder for at være lige så uduelig som en croissant som dildo: »It doesn’t do the job, and it makes a fucking mess!«.
Men selvom det glimtvist er sjovt at se Winslet slynge den her slags fornærmelser ud, lander de ikke nær så godt, og fordi vi efterhånden har set de her karakterer mange gange før, føles det heller ikke friskt længere.
Trods sin skønhed og moderlige fremtræden når hun henvender sig til folket (hvilket hun gør både via tv, sociale medier og radio, og så ofte som hun kan), fremstår Elena som en frygtindgydende blanding af manipulerende tyranner som Putin og Logan Roy – og sidstnævnte er ikke helt tilfældigt.
Bag kulissen står nemlig blandt andet manuskriptforfatter Will Tracy, der er kendt for ‘Succession’, samt instruktørerne Stephen Frears og Jessica Hobbs.
Man mærker de garvede kræfter bag kameraet i de mange geopolitiske referencer og zingers, der nærmest står i kø, men desværre føles dialogen til tider også meget skrevet og sketchpræget – som om den ville gøre sig bedre på de skrå brædder. Og så kan end ikke meget mindeværdige billeder af Schoenaerts, der masserer Winslets bryst med sennep (for at frigive toksiner, selvfølgelig, metaforiske og reelle), gøre op for det faktum, at der ikke er nok kød på karaktererne omkring Elena til at fastholde vores interesse serien igennem.
‘The Regime’ udspiller sig et uspecificeret sted i »Midteuropa«, og ligesom Elena er en blanding af flere forskellige magtsyge tyranner, er Midteuropa en blanding af lande, hvor der bliver talt engelsk med britisk accent, og hvor den øverste magthaver prøver at mestre den svære balancegang, det er både at ville være »Robin Hood og Konge«, og samtidig blive ved magten.
Den beskrivelse kunne passe på mange landes ledere, og det er selvfølgelig pointen.
Ved at skabe sin egen hybride verden og holde parallellerne til virkelighedens skurke og konflikter vage kan serien kommentere på Brexit og Krim-krisen i samme åndedræt, men det uspecifikke har også en slagside: Når offeret for den grovkornede satire bliver så diffust, mister den også bid, og så går det hele op i hat og briller.
Jeg er klar over, at det er meningen, at en farce skal være latterlig, men den her dumper ned i vores anspændte verdenssituation som en elefant i en glasbutik, og personligt er jeg ikke i humør til at grine højt over nationalismens genopblomstring i Europa, borgerkrig, ulovlige annekteringer og ledere, der gør deres daddy issues til hele verdens problem.
Kort sagt:
Det er glimtvist sjovt at se Kate Winslet på slap line og i en uvant komisk rolle i HBO’s ‘The Regime’, men hendes klovnerier bliver hurtigt trættende og kan ikke bære en hel serie.