Instruktør Christina Rosendahl har behandlet dansk historie i spillefilm som ‘Vores Mand i Amerika’ og ‘Idealisten’, men har også sat fokus på vold i hjemmet med dokumentarfilmen ‘Vold i kærlighedens navn’ om krisecenteret Dannerhusets kvinder og børn.
I den forbindelse har hun også fortalt om sin egen opvækst med en voldelig far.
I sin nye film ‘Fuld af kærlighed’ er hun i fiktionens verden, men har brugt sin personlige baggrund med misbrug i familien som udgangspunkt for fortællingen. Traileren er netop landet og leverer allerede et par følelsesmæssige mavepustere.
Lars Ranthe og Stine Stengade spiller forældrene Peter og Helen i en udadtil pæn middelklassefamilie med tre børn, der dog tynges alvorligt af farens alkoholmisbrug. Efter en ulykke må han sendes på afvænning, hvilket dog ikke bliver slutningen på de svære problemer.
I centrum for familiens konflikt står den 20-årige Sofia, der bliver nødt til at holde sammen på det hele. Hun spilles af det unge navn Viilbjørk Malling Agger, der sidste år imponerede i lastbilsfilmen ‘Asfalt’.
På rollelisten finder man desuden unge talenter som Malaika Berenth Mosendane fra ‘Meter I Sekundet’ og Viktor Hjelmsø, der medvirkede i ‘Dark Horse’ og snart er aktuel i sci-fi-dramaet ‘For Evigt’.
‘Fuld af kærlighed’ får premiere 23. maj.