’Asfalt’: Nyt talent imponerer i myte-brydende dansk lastbilfilm
Lastbilfilmen over dem alle vil nok altid være ’Convoy’, hvor Kris Kristofferson spiller Rubber Duck, der udtrykker sin individualisme og ringeagt over for autoriteter ved at fræse landevejene tynde i sin kæmpestore truck.
I den nye danske film ’Asfalt’ ligner hovedpersonen Lasse (Michael Asmussen) ved første øjekast en aldrende Kris Kristofferson. I den første scene ser man ham poppe piller og bælle fra en vodkaflaske, så man næsten føler sig hensat til de brovtende benzincowboys fra Sam Peckinpahs kultklassiker.
Vi befinder os på den nordvestjyske landevej med Lasse, der synger med på Johnny Madsens ’Æ kør’ o æ motorvej’, mens kilometerne fyger forbi. Men der er sket noget, siden de frihedselskende easy riders fra ’Convoy’ gjorde oprør i deres overdimensionerede fragtfartøjer.
Lasse modtager konstant opkald med påmindelser i bilen via sin håndfrie telefon. Hans overordnede kan spore hans mindste gøren og laden via GPS. Med sit bryske udseende, tilbagestrøgne halvlange hår og store tatoveringer ligner Lasse ikke en mand, der kunne skifte førersædet i lastbilen ud med funktionærarbejde.
Men alle myter om langturschaufføren som en ensom ulv bliver hurtigt afmonteret. Også Lasse er viklet ind i pligter og opgaver. Og dette er ikke den eneste myte, som instruktør og manuskriptforfatter Charlotte Madsen (’Kufferten’, ’Søde Lille Du’) ønsker at afmontere.
Lasses datter René, spillet med imponerende troværdighed af talentet Viilbjørk Malling Agger, dukker utroligt nok og bogstaveligt talt op midt på kørebanen. Den unge kvinde afsoner en dom for at have smuglet hash og er flugtet fra fængslet for at få en abort, selvom hun allerede er hinsides det kritiske punkt, hvor den slags er tilladt af det danske sundhedsvæsen. En afsporing af kaliber kan tage sin begyndelse.
Egentlig skulle Lasse have kørt stole, borde og en jukeboks til hans transportfirmas jubilæumsfest. Men han må snart træffe svære valg mellem familie og job.
’Asfalt’ er vel efter danske forhold teknisk set den road movie med stort kørekort, som man forventer. Vi kommer fra Holsterbro-egnen og helt op omkring Thyborøn. Vejrbidte, småpsykedeliske guitartoner fra filmkomponist Sune Kølster skaber en slags Limfjords-americana. Når aftenen falder på, virker landet stort og øde som månen eller de kæmpemæssige amerikanske vidder.
Det kan let kamme over i parodi, når man vil skabe netop den stemning i så lille en kulisse, som velfærdsdanmark til syvende og sidst er. ’Asfalt’ har heldigvis et fast greb om rattet, og de enkelte virkemidler virker faktisk efter hensigten.
Med datteren om bord bliver ’Asfalt’ et minimalistisk kammerspil mellem to personer, der har de øvrige karakterer med på telefonen på medhør. Lars Mikkelsen, Lars Ranthe og Mia Lyhne ryster stjernestøv over foretagendet. Deres karakterer udgør centrale karakterer i dramaet, men det er kun deres stemmer, vi møder, så dele af filmen næsten bliver mere som et hørespil.
Det har sikkert krævet en lavere tarif til de mere celebre skuespillere og er på den måde klogt og fint nok – men hvorfor ikke få fat på nogle flere nordjyske stemmer i stedet? Filmen bliver lovlig storkøbenhavnsk i spyttet her og der – når vi nu ellers får forkælet øjeæblerne med så flotte billede af det kolde og øde vinterlandskab så langt fra Valby Bakke.
Som vi lærer personerne og far-datter-relationen at kende, bliver man i stigende grad involveret i familiedramaet. Man kan flere steder gætte plottets køreretning, men især datterens karakter giver filmen smertelig realisme.
Viilbjørk Malling Agger, datter af Søren Malling, spiller et brændt barn, der bærer på et barn selv. Hendes sprog er tudegrimt, og hun kan være vild i blikket, ryge cigaretter og spytte leverpostejsmad ud af munden, så man næsten kan mærke den dårlige opvækst som en fysisk tilstedeværelse. Men vi får også i nærbilleder hendes gradvise forsoning med sin fraværende trucker-far fortalt i billeder og skuespil frem for manuskriptlinjer.
’Asfalt’ fortsætter etableringen af vandkantsdanmark som filmisk guldmine. Ved vejs ende kom jeg til at tænke på en anden af amerikansk films store machomænd ud over ’Convoy’-instruktør Sam Peckinpah: Clint Eastwood og hans sene film om at rette op på sin fortid. Måske endda få lov til at tegne en frisk begyndelse.
Kort sagt:
’Asfalt’ er en familiehistorie fra laveste sociallag, der prikker hul i vores forestillinger om langturschauffører. Nogle plotudviklinger kan anes på forhånd i motorvejshorisonten, men filmen udvikler sig til et levende portræt af en relation mellem far og datter.