INTERVIEW. »Jeg tror, vi alle sammen kender til den der uforløste kærlighed i vores ungdom. Samfundet er ikke længere nødvendigvis indrettet til, at den, du møder, når du er 20 år, er den, du bliver gift med. Jeg tror faktisk ikke, at kærligheden er meget mindre end til den, du ender med at få børn med. Jeg tror bare, at livet er sat op på en anden måde, så det ofte ikke er den, du ender med. Og det er også det, ’For evigt’ handler om«.
Ulaa Salim rykker lidt på sig i den grønne veloursofa.
Vi sidder i et mødelokale på Nordisk Film i Valby. Det er næsten præcis fem år siden, vi mødtes første gang. Dengang var det i instruktørens og manuskriptforfatterens eget nabolag på en café på ydre Nørrebro, hvor samtalen tog afsæt i hans debutfilm ‘Danmarks sønner’ om et terrorangreb på dansk jord.
Siden har verden blandt andet gennemlevet en pandemi, og to krige er opstået i Europa og Mellemøsten. Dystopiske tunger varsler en mulig Tredje Verdenskrig. Atomsabler rasler i øst. I sommeren 2023 strømmede naturkatastrofer ind over store dele af verden som perler på en snor.
For Ulaa Salims vedkommende ser verden også en del anderledes ud, end sidst vi sås. Kort efter vores sidste samtale begyndte han at skrive på sin premiereaktuelle film ‘For evigt’, som er grunden til, at vi mødes denne eftermiddag i april.
Og så blev han for fire år siden far til en søn sammen med sin daværende kæreste.
Det fantastiske i det forfærdelige
I premiereaktuelle ‘For evigt’ forårsager et voldsomt jordskælv en mystisk Sprække i havbunden flere kilometer under Atlanterhavets overflade.
Det enestående naturfænomen accelererer de globale klimaforandringer dramatisk og er en mulig trussel mod menneskeheden. Langt derfra, et sted i Danmark, slår det alvorlige gnister mellem unge Elias (Viktor Hjelmsø) og Anita (Anna Søgaard Frandsen). De to forelsker sig i hinanden, og et passioneret kærlighedsforhold tager sin begyndelse, men også sin ende med tiden.
I voksenlivet tildeles Elias (Simon Sears) en nøglerolle på det internationale hold af videnskabsfolk og klimaforskere, der skal lukke Sprækken på bunden af havet. Men da han møder Anita (Nanna Øland) igen, står han ansigt til ansigt med det liv, han valgte fra, og må spørge sig selv: Kan man vælge sin egen skæbne?
»I starten handlede frygten i filmen om, hvorvidt man fik eller ikke fik børn. Forspildte du den chance, eller gjorde du ikke? Men da min egen søn kom til verden, handlede frygten langt mere om: Kommer du til at være en god forælder eller en fraværende forælder? Kommer du til at være der for din søn eller ikke? Og det smittede af på hele manuskriptet«, begynder Salim, da han er dalet ned i de bløde puder.
»Vi endte så ikke med at have en familie sammen, os tre, hvilket har en enorm sorg i sig, men det er så kompliceret, at man faktisk kan blive lykkeligere efter sådan en kæmpe sorg, og at man har fået det mest fantastiske i sit liv ud af noget, som måske har føltes som det mest forfærdelige. På den måde er den her film enormt personlig«.
»Jeg tror aldrig, jeg ville have kunnet skrive den, hvis jeg ikke var blevet forælder samtidig. Og jeg ville aldrig kunne skrive den igen, for nu har jeg oplevet det at blive forælder for første gang, hvad det betyder, og hvad for nogle nye følelser det indebærer. Og nu, fem år senere, er jeg landet et lykkeligere, men også mere kompliceret sted end nogensinde før, for jeg vil altid have et delebarn. Jeg vil altid have en idé om en familie, som ikke blev til noget. Så stifter man en ny slags familie, hvilket mange mennesker jo gør, og som også har kæmpe værdi, men det var et andet drømmescenarie, man havde som udgangspunkt«.
Sorg og kærlighed
Elias i filmen har en tydelig uforløst længsel efter, hvordan livet kunne have set ud, hvis han var blevet sammen med sin ungdomskæreste Anita: Er det en længsel, du selv kan genkende?
»Når sådan en drøm går itu, længes man selvfølgelig efter det, men karaktererne lander ikke på samme måde, som jeg har gjort i mit eget liv, så der er et lag til, der hedder: Du kan godt lande og få tilfredsstillet den længsel igen. I alt det, der er sket, har jeg aldrig haft mere håb og tro på kærlighed og familie, end jeg har i dag, hvilket jo er paradoksalt, fordi jeg netop har været igennem, at det ikke lykkedes. Men det er også det, den her film har givet mig. Den har givet mig troen på, at der er håb derude«.
Hvordan helt konkret?
»Helt konkret har jeg en ny kæreste og er super glad, men jeg tror også, filmen satte i perspektiv, hvad min søns og min relation er, og hvor enormt vigtigt det er. Når man laver film, føles det så enormt vigtigt, og det bliver nødt til at være vigtigt, fordi man møder enormt meget modstand, men i virkeligheden er det fuldstændig ligegyldigt. Når filmen er færdig, bliver jeg nødt til at tænke, det er, hvad det er, for at jeg kan være til stede i mit liv og prioritere ordentligt og virkelig også nyde mit liv«.
»Jeg bliver også nødt til at tro på, at der findes bedre ting i verden, end jeg måske har tænkt tidligere, fordi min søn eksisterer og skal leve i verden. Jeg er nok et pessimistisk menneske, og det er min oplevelse, at verden langsomt, men sikkert brænder, men jeg er nødt til bare at hvile i, at den pessimistiske verden altid vil være der og så finde noget, som jeg hænger min hat op på og tro på, at der findes noget godt. Skulle verden brænde sammen, ville jeg ikke være overrasket, men indtil da vil jeg være her. Det er den udvikling, jeg selv har været igennem. På mange måder er ‘For evigt’ antitesen til ‘Danmarks sønner’, som handlede meget om frygt og had, hvor denne her handler meget mere om sorg og kærlighed«.
Film er livet
Hvorfor har du valgt at fokusere på klimaet som det andet gennemgående tema?
»Jeg tror, der er en eller anden misforståelse omkring, at verden ender på én dag. Jeg tror mere, civilisationen langsomt, men sikkert krakelerer og forsvinder. Og jeg tror, det er lige så sikkert, som at vi skal dø. Når vi snakker om det, kan man godt få en følelse af, at lige meget hvad vi gør, så er vi på vej derhen, og på en eller anden måde synes jeg, klimaet repræsenterer det mere end en eller anden krig, fordi det er universelt. Det gælder ligesom for alle. Jeg tror, det er en forkert måde at forholde sig til det på, når man udskammer den enkelte for ikke at være klimabevidst, for den måde hele verdensstrukturen er bygget op på, er så destruerende. Vi kan gøre, hvad vi kan, men i sidste ende er det på et så højt niveau, at man ikke kan kontrollere det, så man må indstille sig på, at der er en udløbsdato«.
Hvad viste sig at være udfordringen i at lave rejser til jordens indre i filmen?
»Vi havde nogle samarbejdspartnere, som hedder Copenhagen Visuals, som var sindssygt dygtige og sultne efter at vise netop det der med, at vi faktisk godt kan lave en stor dansk science fiction-film. Vi lavede en masse tests, hvor vi prøvede at skyde rigtigt under vand, men vi kunne ikke få den dragt eller det lys, som vi ville have, og vi kunne ikke skabe sci-fi-delen under vandet. Det var nemmere at skabe vandet i visual effects, og så byggede vi en kæmpe sprække på 10 meter og en kæmpe ubåd, som man kunne gå igennem, og vi byggede de her dragter fra nul«.
»Budgettet på visual effects er næsten lige så stort på denne her film, som det var på hele min første film. Vi brugte også nogle fuldstændigt vilde locations på Island, som nærmest havde et science fiction-element. Vi kørte op ad et bjerg i fire timer for at nå hen til et bestemt sted, som kunne ligne en istunnel. Det var magisk at være der og tage nogle konkrete ting, som fandtes der, som man måske ikke er vant til at se, og så sætte det ind i det, som vi havde bygget i et studie, og som visual effects kunne skabe. Jeg tror og håber, at vi har skabt et univers, som føles både ægte og fuldstændigt ude af den her verden«.
Nu nævnte du selv, at denne her film er lidt en antitese til din debutfilm: Er det et bevidst valg at lave noget helt andet for at undgå at blive sat i bås som ‘den brune instruktør, som laver film om terror og indvandrermiljøer’?
»Måden, jeg har taget afstand til det på, har bare været at sige nej til enormt mange tv-serier, som ville have mig til at reproducere noget, som jeg syntes, jeg allerede havde snakket om. Men jeg har brugt fem år af mit liv på denne her film, så grundlæggende skal der være tændt en gnist i mig, før jeg overhovedet gider. Det kan sagtens være, at jeg havde fået en film lidt hurtigere igennem, hvis jeg havde reproduceret, men i det lange løb tror jeg, jeg havde tabt på det, og det havde nok heller ikke været interessant for mig«.
»Hver gang jeg laver en film, vil jeg også gerne lære noget nyt om mig selv og om livet. For mig er film også livet, og livet har jo mange forskellige facetter og kapitler, så jeg tror bare, man skal have lov til at udforske og udvikle sig. Man kan godt have nogle tematikker eller greb, som går igen, men der er ikke noget kedeligere, end når en person laver den samme film igen og igen. Lige nu tænker jeg på at lave en meget lille film modsat denne her. Jeg prøver at skrive en komedie, men det er endt med at blive ret ubehageligt, så nu må vi se, hvor den lander«.
Oprør mod det kreative låg
Vi har tidligere set eksempler på knap så vellykkede danske science fiction-film som ‘It’s All About love’ og ‘Qeda’: Har sporene efter dem skræmt i processen?
»Det er mere andre, som har sagt det til mig. Jeg har faktisk overhovedet ikke gået og kigget på dem. Jeg har mit eget selskab (Hyæne Film, red.) med min producer Daniel (Mühlendorph, red.), og vi har sådan en regel om, at alt er tilladt, og man skal ikke holde sig tilbage, før man når til det punkt, hvor man siger: ‘Okay, nu skal vi faktisk ud at forløse det her, hvordan kan det lade sig gøre?’«.
»Jeg tror måske, vi i Danmark er lidt for gode til at lægge låg på os selv rent kreativt, og det gad jeg godt gøre oprør imod med den her film og sige: ‘Okay, lad os bare strække den lidt længere og så se, hvordan vi forløser min vision. Lige meget hvad du gør med din film, er der en stor, stor sandsynlighed for, at du fejler, og en lille sandsynlighed for at det lykkes, så jeg tror ikke, du skal være mere bange for at bevæge dig ud i science fiction-genren, end du skulle være, hvis du lavede en køkkenvaskfilm, som vi jo er sindssygt gode til herhjemme«.
»Frygten for, at det går galt, vil altid være der, og hvis du tror, du har regnet den ud, er det jo der, du ikke har, ellers ville alle film være hits«.
Hvilken modtagelse forventer eller fornemmer du, at filmen vil få?
»Den har været på festivaler, så jeg synes heldigvis, at det store pres er forsvundet lidt i forhold til, at der i hvert fald er nogle ting, som jeg har drømt om at kommunikere med filmen, som jeg oplever, kommer frem hos nogen. Det er den samme følelse, som er super svær at forklare med ord, som folk på en eller anden måde tapper ind i, om det så har været i Rotterdam, Göteborg eller Island«.
»Der er en snert af melankoli, men også håb i filmen, som jeg synes, kommer igennem nogle steder. Men jeg ved ikke, hvordan den bliver modtaget. Jeg har ikke sådan en følelse af, at det bare bliver super fedt eller super dårligt, og jeg synes heller ikke, at jeg skal have den, for det vil gå imod mit mantra om at kaste sig ud i noget, man ikke kender til«.
»Jeg håber bare, at der er et publikum i Danmark til sådan noget her, for hvis der er det, kan dansk film få nogle flere ben at gå på, for så tror jeg, det smitter af på hele filmmiljøet. Jeg tror også, at jeg på baggrund af det ville turde tage endnu vildere chancer, som jeg ikke havde fantasi til for fem år siden«.
Ubehageligt – og spændende
Nu siger du, du ikke har skævet til de tidligere danske forsøg med science fiction-genren, men har du alligevel rystet lidt på hånden undervejs?
»Hvis jeg først går i krig med noget, tror jeg bare så meget på det. Jeg plejer at sige, at vi har et beskedent storhedsvanvid i firmaet. Du er nødt til at have storhedsvanvid, når du laver din film, og du må ikke ryste på hånden. Hvis du ryster på hånden, er det dit fucking ansvar og din byrde som instruktør at bære den rystelse. Det er ikke noget, du lægger ud i filmen eller ud til dit hold. Når vi så sidder og snakker her, har jeg ikke længere storhedsvanvid, og der kan jeg da godt begynde at tænke: Nå, var det her en gamechanger? Er det slutningen eller begyndelsen på min karriere?’«.
Er det så sort-hvidt i filmbranchen?
»Du kan jo kigge på historikken. Det er svært at lave en film nummer to. Det er endnu sværere at lave en 3’er. Det er endnu sværere at få en karriere som instruktør – især hvis du selv skriver. Det er også derfor, jeg er så vild med at tage store chancer, fordi jeg ved, at det ikke er sikkert, at der kommer flere. Og hvis du ikke tager en stor chance, kommer der i hvert fald ikke flere«.
»Det kan godt være, det ikke er så sort-hvidt for andre instruktører, men sådan føles det for mig, og det er den energi, jeg kan lave film på. Det er også sådan, jeg godt kan lide at lede mit hold. Ved at jeg tager de største chancer, inspirerer det også dem omkring mig til at turde tage chancen«.
Bliver du som instruktør nogensinde fristet til bare at tage den lidt nemmere vej?
»Hvis jeg kan finde en indgangsvinkel til at gøre noget, vil jeg gøre det. Jeg tror bare, at jeg prøver at forholde mig åben. Men det kan godt være, at jeg på et tidspunkt tager så mange chancer, at det hverken er sundt for mig eller for min film. Og så kan det være, at det er super sundt at gå ind og bare levere noget håndværk, som jo også kan udvikle mig. Men der hvor jeg er i mit liv lige nu, føles det her enormt givende«.
»Der er en passion, som stadig eksisterer, og den vil jeg forfølge. Jeg har skrevet et år på min nye film. Det er den samme glæde og frygt igen. Frygten for at fejle. Frygten for, at jeg bevæger mig ud i et ukendt territorium. Det er der, hvor det både er ubehageligt, men også spændende at være«.
En film kræver jo, som du selv påpeger, en del tid og hårdt arbejde, så jeg tænker, det vel også kan blive personligt hårdt i længden, hvis man hver gang tager mange risici?
»Jeg kan kun sammenligne med ‘Danmarks sønner’. Det var jo ikke, fordi det var en bragende succes på alle parametre, men på nogle parametre var det. Jeg var enormt stolt af den bagefter og glad for den anerkendelse, jeg fik. Men det var ikke, fordi jeg sad og tænkte, jeg skal have mere, eller at den kritik, jeg fik, var så ødelæggende, at jeg ikke kunne tåle det. Jeg tror bare, man skal tage det sure med det søde, så længe det ikke destruerer dig fuldstændig, men det kan jeg først svare dig på, når jeg er blevet lidt destrueret. Det må vi tage om fem år, selvom jeg håber, der kommer til at gå lidt kortere tid denne gang før min næste film«.
Synes du, det vovemod, som tit bliver efterspurgt i dansk film, rent faktisk bliver honoreret, når man tager chancer?
»Det må tiden jo vise lige om lidt. Om det bliver honoreret eller hugget ned«.
’For evigt’ kan ses i biograferne fra 18. april.