I sin kommende film inviterer M. Night Shyamalan til stadionkoncert, og det bliver selvfølgelig ikke uden et twist.
Traileren til ‘Trap’ er netop landet, hvor Josh Hartnett spiller en far, der ganske uskyldigt tager sin datter med ind for at høre popstjernen Lady Raven. Det viser sig dog hurtigt at hele foretagendet er en fælde, der er lagt af politiet for at fange seriemorderen The Butcher. Og pludselig tyder meget på, at faren ikke er så uskyldig, som han ser ud.
Med en kæmpe popkoncert som kulisse til thrilleren lægger ‘Trap’ sig tæt op af opmærksomheden omkring nutidens musikfænomener som Beyoncé og Taylor Swifts enorme turnéer. Shyamalan har dog eftersigende haft filmen i støbeskeen i to år. I castet finder man også hans datter Saleka Shyamalan som sangeren Lady Raven, og hendes karriere som musiker har været inspiration for filmen.
Shyamalan var sidst aktuel med ‘Knock at the Cabin’, som Soundvenues anmelder gav fem stjerner.
‘Trap’ får premiere 1. august.