’Knock at the Cabin’: Mesterinstruktøren, alle elsker at hade, rammer plet med ny dommedagsfilm

’Knock at the Cabin’: Mesterinstruktøren, alle elsker at hade, rammer plet med ny dommedagsfilm
'Knock at the Cabin' (Foto: UIP)

Få nutidige, amerikanske instruktører har som twistkongen M. Night Shyamalan insisteret på at udvide rammerne for genrefilmen med store eksistentielle dramaer pakket ind som mainstreamunderholdning.

Han står på skuldrene af mestre som Hitchcock, der også brugte high concept-præmisser til at skabe neglebidende suspense og evigtgyldige moralske dramaer, som turde tage fat om nogle af tidens mest presserende konflikter.

I ’Knock at the Cabin’ – Shyamalans femte lavbudgetfilm efter hans brud med studiesystemet – fastslår han, at han fortsat er en mester på højden af sin karriere. Denne gang forener han den virtuose formalisme, der gjorde ’Old’ seværdig, med et velskrevet og -spillet kammerspil, som præcist og medrivende tager temperaturen på verden anno 2023.

Som et moderne riff over Tarkovskijs mesterværk ’Offeret’ og en nyfortolkning af instruktørens egen ’Signs’ opruller filmen en bibelsk dommedagsfortælling på ganske få kvadratmeter og i ly af home invasion-thrillerens konventioner.

‘Knock at the Cabin’ (Foto: UIP)

Pigen Wen er på ferie med sine adoptivfædre, parret Eric (Jonathan Groff) og Andrew (Ben Aldridge), i en idyllisk skov i Pennsylvania. I filmens første scene fanger Wen græshopper. Hun bedyrer, at hun ikke vil dem noget ondt, men blot studere deres adfærd. På samme måde sætter Shyamalan menneskeheden under lup, når han udfolder sin pirrende præmis.

Der går nemlig ikke mange øjeblikke, før freden spoleres af fire fremmede, som banker på døren, og tvinger familien til at træffe et skæbnesvangert valg for at redde menneskeheden: Én i trekløveren skal ofres, hvis menneskeheden skal leve.

Gruppen af fremmede er anført af skolelæreren Leonard – fremragende spillet af menneskebjerget Dave Bautista – der konstant undergraver ens forventninger. Leonard er høflig og veltalende og prædiker empati og tolerance, men alligevel bliver han mødt af en lukket dør hos Eric og Andrew, der instinktivt har paraderne oppe, ikke mindst på grund af den insisterende banken og de ubudne gæsters hjemmelavede våben.

‘Knock at the Cabin’ (Foto: UIP)

Som civiliserede mennesker er parret overbeviste om, at det er vrangforestillinger, der driver Leonard og hans følge, som tæller en sygeplejerske (Nikki Amuka-Bird), en ung kok (Abby Quinn) og en homofobisk gasmåleraflæser (Rupert Grint). Men i takt med at de på et fjernsyn kan følge med i en række katastrofer, der indtræffer i realtid verden over, begynder tvivlen at melde sig hos fædrene.

Er jorden virkelig ved at gå under, som de fremmede siger, eller er de blot psykotiske dommedagsprofeter, der har fundet hinanden på et onlineforum? Og kan den lille familie virkelig afværge katastrofen, hvis de tilsidesætter dem selv for fællesskabet?

Det er tematikker, der går igen i mange af Shyamalans tidligere film, som stort set alle handler om at acceptere eller afvise en alternativ virkelighed, om den moderne familie, der udfordres af det omkringliggende samfund, og det tyngende ansvar, der følger med forældrerollen.

‘Knock at the Cabin’ (Foto: UIP)

’Knock at the Cabin’ er konstant medrivende, når den vender og drejer spørgsmålene og skiftevis omvender ens tro på, hvem der taler sandt. Men denne gang er Shyamalan ikke så meget ude på at rive tæppet væk under publikum. I stedet stiller han grundlæggende spørgsmål til vores tillid til vores medmennesker med en tydelig allegori over, hvordan vi reagerer på, at vores verden allerede står i menneskeskabte flammer.

Det siger ikke så lidt, at nogle af de mest voldsomme billeder i filmen ikke skal findes i dens brutale, ritualiserede vold, som Shyamalan respektfuldt nedtoner, men snarere i de ’nøgterne’ nyhedsrapportager, vi ser klip fra, hvor handlingslammede mennesker stirrer døden i øjnene uden at løfte en finger. Et mere rammende tidsbillede skal man lede længe efter.

Tør vi gå forrest som individer og håbe på, at resten af verden følger trop i kampen for forandring, når de store institutioner gang på gang beviser deres utilstrækkelighed? Kan vi stole på hinanden i en tid med desinformation og ekkokamre? Er det overhovedet værd at tilsidesætte sin egen sikkerhed for en verden plaget af krig og fremmedhad?

Svaret kunne være klasket til jorden med et banalt brag, men det understreger Shyamalans evner som billedskaber, at han faktisk formår at slippe afsted med sin store finale, der træder op på den helt store klinge, men alligevel rammer rene følelser.


Kort sagt:
M. Night Shyamalan er den amerikanske mesterinstruktør, alle elsker at hade. Men med den medrivende og ambitiøse ’Knock at the Cabin’ beviser han endnu engang, at han er en af tidens væsentligste mainstreaminstruktører.

’Knock at the Cabin’. Spillefilm. Instruktion: M. Night Shyamalan. Medvirkende: Dave Bautista, Jonathan Groff, Ben Aldridge, Kristen Cui, Nikki Amuka-Bird, Rupert Grint, Abby Quinn. Spilletid: 100 min. Premiere: I biograferne 9. marts.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af