Vi skal helt tilbage til 2019 for at finde den seneste ‘Star Wars’-film, nemlig J.J. Abrams’ ‘The Rise of Skywalker’. I januar kunne Disney-ejede Lucasfilm imidlertid endelig officielt annoncere næste biograffilm sat i George Lucas’ populære univers, og nu har filmen også fået en premieredato.
Ifølge Indiewire lander ‘The Mandalorian & Grogu’ således i de amerikanske biografer 22. maj 2026, hvilket sandsynligvis betyder, at den danske premieredato hedder 21. maj 2026, da det er en torsdag.
Som titlen mere end indikerer, er ‘The Mandalorian & Grogu’ en fortsættelse til serien ‘The Mandalorian’, der gennem tre sæsoner har fulgt dusørjægeren Din Djarin og det lille grønne væsen tidligere kendt som Baby Yoda. Filmen instrueres ligesom serien af Jon Favreau.
‘The Mandalorian & Grogu’ er ikke eneste Disney-film med (ny) premieredato. Der er også kommet klarhed omkring ‘Toy Story 5’ og ‘Tron’-efterfølgeren ‘Tron: Ares’, som får amerikansk premiere henholdsvis 19. juni 2026 og 10. oktober 2025.
Disney har desuden forsinket liveaction-remaket af af ‘Vaiana’, som skulle have haft premiere i juni 2025, men nu først kommer ud 10. juli 2026. Det skyldes, at selskabet vil have, den animerede efterfølger ‘Vaiana 2’ får premiere først.