I januar kom det frem, at Lars Mikkelsen skal være med i Guillermo Del Toros kommende ‘Frankenstein’-film.
Men Mikkelsen er ikke den eneste danske skuespiller på settet til filmen, som er gang med at blive optaget.
Den mexicanske instruktør har nemlig delt et billede på X, hvor Nikolaj Lie Kaas optræder.
»To af mine favoritdanskere«, skriver Del Toro, for på billedet er såmænd også produktionens tredje dansker, nemlig fotograf Dan Laustsen, der ligeledes har fotograferet instruktørens seneste film ‘The Shape of Water’ og ‘Nightmare Alley’.
Dermed er danskerhattricket fuldendt på filmen. Hvad Lars Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas spiller, og hvor store deres roller er, vides ikke endnu, men til gengæld ved vi, at Oscar Isaac spiller videnskabsmanden Victor, og at Jacob Elordi skal spille det monster, han skaber.
Også Christoph Waltz er på rollelisten. Sådan danskerne er i godt selskab – og omvendt.
Oscar Isaac er som bekendt dansk gift, så kan vi snart gå så langt som at kalde ‘Frankenstein’-filmen et dansk projekt? Måske lige knap.
Nikolaj Lie Kaas har ikke haft en helt så fremtrædende udenlandsk karriere som nogle af sine danske kollegaer, men har dog gennem årene været med i blandt andet filmen ‘Engle & dæmoner’ og serien ‘Britannia’.
Det vides endnu ikke, hvornår filmen får premiere.