’Klovn’ 2.0?
Sammenligningen er uundgåelig, når man hører om Nikolaj Lie Kaas’ aktuelle TV 2-serie ’Agent’, hvor en lang række danske a-listers spiller karikerede versioner af sig selv.
Vi befinder os i et fiktivt univers centreret om agenten Joe (Esben Smed), der har alle fra Tobias Rahim til Ulrich Thomsen, Sidse Babett Knudsen, Nikolaj Coster-Waldau, Dar Salim og Melvin Kakooza på klientlisten.
Joe skylder også halvanden millioner kroner til Thomas Blachman, der i seriens univers er en slags underholdningsindustriens karismatiske top boy, mens det ene fejltrin efter det andet truer hans karriere og ikke mindst forholdet til hans hårdt prøvede datter, Tallulah.
Og det er i dette familiære forhold, man finder den største forskel fra Casper Christensen og Frank Hvams udskejelser. Hvor det altid er joken og komikken, der trumfer i det nærmest nihilistiske ‘Klovn’, er der en alvorlig-dramatisk kerne i Joes evindelige forsøg på at være en god far og et godt menneske.
’Agent’ er Nikolaj Lie Kaas’ første arbejde som manuskriptforfatter og instruktør siden den kultdyrkede ’Mr. Poxycat & co.’ med Rasmus Bjerg fra 2007.
Og tilblivelsen af serien har i sig selv trukket veksler på ophavsmandens privatliv, fortalte Nikolaj Lie Kaas, da vi mødte ham i et lille skrivehus på Zentropa i Avedøre op til premieren.
Vildt og flamboyant
Serien tegner et ret hårdt billede af den danske film- og underholdningsverden, befolket af overfladiske, egoistiske og excentriske typer. Har det klangbund i virkeligheden?
»Ja, men det er også en form for hyldest til et vanvittigt fag, hvor folk ofte befinder sig, fordi de ikke kan være andre steder. Det bliver vildt og stort og flamboyant indimellem, og det elsker jeg ved mit fag. Når man går i byen, får den én over nakken, og folk er sjove og hurtige i replikken«.
»Grundhistorien handler så om, hvad du skal sætte pris på i dit liv, og hvor balancen ligger mellem arbejdet og det nærværende i privatlivet. Hvor skal du lægge dit fokus?«
Hvordan har du gjort rent teknisk – har du skrevet rollerne til de virkelige personer, eller spurgte du, om de ville være med, før du skrev?
»Med Thomas Blachman havde jeg skrevet scenerne, som om det var ham, og så sendte jeg det og bad ham om at læse det og sige, om det var noget, han kunne relatere til. Tobias Rahim havde jeg set i en kortfilm, så jeg vidste, han kunne, men jeg anede ikke, hvordan Thomas Blachman spillede, og det kunne være, han stank«.
»Det gav mig faktisk næsten koldsved, at jeg havde givet rollen til Blachman, uden at jeg havde set, hvordan han spillede. Men samtidig var der nogle, der havde fortalt mig, at den rolle, han spiller i X Factor, nærmest blev skabt til ham. De syntes, han var for sød i starten, han skulle give den mere gas. Så han spiller også en karakter der«.
»Han var lidt nervøs for, hvordan han skulle gribe det an, og han var ikke så god til prøverne, og så sagde han, at han plejede at være ret god, når kameraet ruller. Og han var simpelthen så pro under optagelserne. Han sagde alt, der stod i manus, og gav mig gaver på sit eget sprog. Han har jo sin egen måde at sige tingene på, og hans kryptiske hjerne er usammenlignelig«.
De største inspirationer
Du fangede så også Tobias Rahim, før han eksploderede!
»Ja, fuldstændigt, jeg sagde til TV 2, at jeg syntes, Tobias Rahim var en god ide. Min kone havde foreslået ham. Og TV 2 kendte ham ikke! De vidste ikke, hvem han var. Det var virkelig sjovt. Jeg sagde, det tror jeg bliver stort. Der lagde vi lidt arm om, hvem det skulle være, men det var heldigt, at det gik den vej. Og så var det sødt af Tobias at kaste sig ud i det, for det var tynd is at gå ud på på et tidspunkt, hvor han ikke helt vidste, hvordan hans karriere ville forme sig«.
Hvordan kan du bidrage som instruktør med din egen skuespillerbaggrund?
»I dag er skuespillere ret meget med i processen, så selve personinstruktionen var ikke så fremmed for mig. Man kan ikke instruere Esben Smed og Thomas Blachman på samme måde, og det nytter ikke at have hånden op i dem som en marionetdukke. Jeg prøver at sætte folk fri«.
»Jeg arbejdede med en engelsk manuskriptforfatter nogle år, og han tog altid udgangspunkt i sine spillere – hvad vil hun synes er morsomt, hvad er hans gave, og så tog han udgangspunkt i dét frem for i en specifik karakter. Det var jeg inspireret af, for det var så motiverende, at han tænkte på, hvad jeg kunne lide«.
»Samtidig havde jeg kunstneriske ambitioner om at fortælle det mere visuelt. Serien har også et højt tempo, og jeg var meget inspireret af Peter Sellers-filmen ’The Party’, som er langt over stregen på mange planer, og så ’Pusher’ med hele det der tunnel-, GTA-koncept hvor man følger en spiller, der aldrig stopper op, men konstant er på jagt. Han må hele tiden løse de problemer, han ofte selv har skabt – det er en rejse, der aldrig stopper«.
Ja, serien har et helt andet udtryk end ’Klovn’. Var det meget overlagt, at du ville skille dig ud fra den?
»Ja. Jeg er totalt tilhænger af fiktion-fiktion. Min første kærlighed som barn var jo ’Indiana Jones’ og ’Jaws’ og den slags film, som skabte en verden, der ikke findes. Jeg kan godt lide, når fiktion bliver fiktion, ligesom også Afdeling Q-filmene. Så derfor måtte ’Agent’ også skille sig ud fra den virkelige verden på én eller anden måde. Og jeg ville visuelt gerne løfte den fra bare at være et kamera på skulderen og så fyre den af. Jeg var træt af at se ting, som visuelt ikke var noget, man fokuserede på. Det skulle se godt ud. Også fordi folk skulle have lyst til at være med i noget, der var fedt på alle planer«.
Var du bekymret for, om man kunne mere med konceptet, hvor kendisser spiller sig selv, efter så mange år med ’Klovn’?
»’Klovn’ gør det fantastisk, og man kan ikke løbe fra, at den findes. Det var naturligt at dyrke de karikerede versioner på samme måde. Men idet vi gør det til fiktion, mere end ’Klovn’ er, synes jeg, vi tager det mere alvorligt. Det er også et drama, selvom der er skruet op for alle parametre. ’Klovn’ dyrker en anden form for løssluppenhed«.
En potentielt sprængfarlig scene
Hvordan forholdt du dig til den anden store, naturlige sammenligning, den franske ’Call My Agent’?
»Jeg havde skrevet alle afsnit af serien, da den kom frem. Og jeg fik kæmpe nedtur! Sidse Babett introducerede mig til den og sagde, ‘du ved godt, den er lavet før, den her serie, ikke’? Åh gud! Jeg blev meget lettet, da jeg så den. De er usammenlignelige, så jeg er slet ikke bekymret mere. Vi tager pis på folk, og det gør den franske jo ikke. Det er en komedie, men den er meget mere straight up, virkelighedsagtig, og den dyrker ikke ironien på samme måde«.
Der er nogle potentielt grænseoverskridende scener i serien, særligt afsnit 3, hvor Joe centrifugerer en person med dværgvækst i en tørretumbler. Har I krisebudskaberne klar?
»Jeg var bevidst om det, da jeg skrev det. Jeg var godt klar over, at det var tynd is. Men jeg synes, man skal forsvare sin karakter fuldt ud, og hvis man skal lave et menneske, der konstant tager idiotiske valg, er man nødt til at køre den helt ud. Dan (Jakobsen, skuespilleren, der spiller rollen, red.) syntes heldigvis, det var sjovt, og det betød meget for mig, at han var med på den og forstod konceptet«.
»Der er så mange ting, der bliver udstillet i serien. Det, der sker i afsnit 3, er ikke mere rabiat end så mange andre ting i serien. Men jeg ved godt, vi er i en cancel-kultur, hvor man skal tage stilling til, hvad man kan gøre i 2023. Og når tingene skal på spidsen, må man bevæge sig i en gråzone af, hvad man kan tillade sig, og så er det også klart, at der er folk, der vil have en mening om det«.
Tog du ting ud undervejs, fordi det gik over stregen?
»Masser! Masser. Men det handler om, at det skal være noget, folk synes er morsomt. Der er også nogle, der har sagt nej, eller hvor vi har skrevet det helt forfra efter deres input«.
Der er mange alvorlige emner oppe i tiden lige nu, fra psykisk mistrivsel til krig i Europa. Er det lidt navlepillende at lave en serie om underholdningsbranchen, spækket med kendte, privilegerede mennesker?
»Ja, det kan godt være. Men det interessante er jo netop, at det er et univers, hvor alle ser sig selv som verdens centrum. Det er netop en kontrast til den verden, vi lever i. Det er det, det handler om, og som er sjovt – at mennesker går op i en kjole eller at vinde en Robert. Og det tror jeg, alle i ét eller andet omfang kan spejle sig i«.
Som at lave en sekt
Har du også kæmpet med balancen mellem dit arbejde og dit privatliv, som serien meget handler om?
»Man kan ikke skrive om noget, man ikke kender til. Jeg havde et behov for at lave den her serie – om hvordan man finder balancen mellem sit privatliv og arbejdsliv. Og hvis serien ikke endte med at være sjov, var det vigtigt for mig, at der i hvert fald var en kerne af en historie om et menneske, der skulle lære at prioritere«.
Har du selv skullet lære det?
»Jeg er bedre til det end Joe langt hen ad vejen, men indimellem har det været svært. Især de sidste år, både fordi jeg har lavet den her serie gennem lang tid, hvor der også samtidig skulle penge i kassen, og jeg ikke bare kunne nusse med min egen serie hele tiden. Jeg var nødt til at løbe stærkt, og så var det også på bekostning af min egen familie, selvom det var til fordel for min familie. Og så har man lidt dårlig samvittighed. Men nu har jeg fri. Det har jeg set helt vildt frem til. Jeg var lige ved at tabe småkagerne til sidst«.
Hvad var det, der var ved at blive dråben, som fik bægeret til at flyde over?
»Oven i serien her har jeg indspillet Thomas Vinterbergs kommende serie (’Familier som vores’, red.), og så har jeg også lavet en film med Charlotte Sieling, som vi startede på i starten af maj i Jordan. Det har været et stressende år«.
Der gik lang tid mellem ’Mr. Poxycat’ og ’Agent’. Er du blevet afskrækket fra at instruere nu?
»Jeg vil gerne gøre det igen, men jeg skal lige finde motivationen. Jeg kan ikke lige overskue det nu. Men belønningen ved at lave det er stor. Jeg forstår godt, hvorfor instruktører får et kick. Det er ret vildt at lave noget, hvor man er startet fra nul og har hakket løs på et tastatur, og så står der pludselig nogle mennesker og klapper ad én«.
»Det er jo helt som at lave en sekt. Man sidder og påstår et eller andet, og pludselig er der folk, der taler om det, som om det findes. Og man tænker, det er sindssygt nok, at vi snakker om det som noget, der eksisterer. Det er et vanvittigt kick«.
Vil du instruere en film på et tidspunkt? Vi kunne godt bruge flere gode komedier.
»Ja, det vil jeg gerne. Men det skal ikke være en komedie. Det vil være min næste opgave – at lave noget rent drama«.
Hvad er egentlig dit eget mærkeligste kendismøde?
»Jeg lavede en film med Tom Hardy (’Child 44’, red.). Vi skulle lave en slåsscene, hvor han skulle tæve mig igennem, og vi havde øvet scenen i lang tid. Og Tom Hardy er – trods alt man måske skulle tro om ham – et ret sympatisk menneske, sød og flink. Vi havde taget den nogle gange, og stuntkoordinatoren sagde så flere gange til ham, at han gerne måtte være lidt hårdere«.
»Det skal man ikke sige for mange gange til Tom Hardy. Så inden der bliver sagt action, holder han fast i mig og hvisker ind i mit øre: Thank you for flying Hardy Airways. Og så får jeg en tur, hvor jeg kan smage blod og alt andet oppe i min hjerne, mens jeg bliver tævet rundt i lokalet. Han var super professionel og gjorde alle de rigtige ting – men er du sindssyg, jeg fik den store tur. Det glemmer jeg aldrig«.
»Jeg var decideret bare en dukke, han smed rundt med, og jeg nåede ikke at tage fra, fordi det gik så stærkt lige pludselig. Men det var fedt. Han er en sød fyr!«.
’Agent’ kan ses på TV 2.