Forventningerne er tårnhøje, når Thomas Vinterberg senere på året kommer med sin første tv-serie, ‘Familier som vores’, på TV 2.
Serien er usædvanligt ambitiøs med sin fortælling, der foregår i en nær fremtid, hvor vandstandene er steget så voldsomt, at Danmarks befolkning må evakueres. Velhavende familier flytter i sikkerhed, mens de mindre heldige må lade sig flytte af regeringens evakueringsprogrammer, der splitter familier ad ud over Europa.
Vinterberg og hans hold optog serien i fem lande med et stort cast på 40 roller ud over hovedrollerne (der består af Nikolaj Lie Kaas, Paprika Steen, Albert Rudbeck Lindhardt og Amaryllis August) samt 2500 statister.
Det fremgår af en snak med den danske instruktør i Variety – hans første interview om serien, hvor han da også fortæller, at det har været en hård nød at knække.
»Jeg lavede min morgenyoga de første 80 procent, 90 procent af optageperioden. Men så mod slutningen, ud af udmattelse eller sådan noget, gik min krop i opløsning. Jeg var syg i en måned, efter optagelserne var slut. Jeg skrev serien selv, hvilket også var et langt stræk. Jeg prøver ikke at få medlidenhed (griner) … Det har været et privilegie«, siger han og fortæller, at han altid starter med at ville lavet noget, der er enkelt og ligetil, men altid ender med at gøre det risikabelt og kompromisløst:
»Jeg er på en måde blevet afhængig af risikoen. Det kombineret med at være ambitiøs. Risiko får dig til at udforske, nysgerrigt, vågent. Det skaber endda solidaritet på holdet, fordi vi laver noget, der måske knækker vores nakker, men vi gør det sammen«, fortsætter han.
‘Familier som vores’ er Vinterbergs første projekt siden ‘Druk’. Og han er ikke færdig med serieformatet, for som bekendt kaster han sig nu over en international seriefilmatisering af ‘Brødrene Løvehjerte’.
‘Familier som vores’ får premiere på TV 2 i løbet af efteråret.