Jeg har sjældent oplevet en så stærk reaktion på en dansk instruktørs kommende projekt, som da det i sidste uge blev annonceret, at Thomas Vinterberg skal lave en kommende serie over Astrid Lindgrens ’Brødrene Løvehjerte’.
På sociale medier flød kommentarsporene over af forventningens glæde, og jeg har talt med folk, der nærmest allerede nu var ved at græde bare ved tanken om, hvor rørende serien kan tænkes at blive.
Den svenske forfatters hovedværk fra 1973 er jo i sig selv nok til at aktivere tårekanalerne. Allerede i bogens første del dør den modige storebror Jonatan i en brand i deres svenske by, og kort efter følger den syge hovedperson Tvebak efter. De mødes i efterlivets Nangijala, hvor de tager kampen op mod den onde Tengil og hans altødelæggende drage Katla.
Det må være en af de smukkeste børnebøger i verdenslitteraturen, og vi er mange, der har stærke forknudrede minder af eventyr og sorg fra barndommens højtlæsning. Som voksen går bogen ikke mindre i hjertekulen.
Olle Hellboms filmatisering er snart 50 år gammel – og føles i dag så bedaget, at en moderne version er kærkommen. Trods Disneys skamløse liveaction-minering af deres tegnefilmklassikere giver det faktisk nogle gange mening med friske udgaver af elskede værker, der kan tale til en ny generation.
Men hvorfor er det lige foreningen af ’Brødrene Løvehjerte’ og den danske instruktør bag ’Festen’, ’Jagten’ og ’Druk’, der vækker sådan en genklang?
Her er grundene til, at det virker et sublimt match.
Styrkerne
1. Vinterberg tilbage til rødderne
Thomas Vinterbergs første lille mesterværk er på mange måder beslægtet med ’Brødrene Løvehjerte’. Før han debuterede som spillefilminstruktør med ’De største helte’ i 1996, lavede han i 1995 den 36 minutter lange kortfilm ’Drengen der gik baglæns’. Den handler om en dreng, Andreas, der prøver at håndtere tabet af sin storebror, som er død i en motorcykelulykke. Andreas har udviklet tvangsritualer og plages af skyld, men i en festlig fantasisekvens ser han realiteterne i øjnene og får sagt farvel til broren.
Det er en bevægende lille film, som godt nok ikke har den store eventyrskala som i ’Brødrene Løvehjerte’, men som viser Vinterbergs evne til at fortælle enkle og dog magiske historier, der sætter sig i følelserne uden at virke hverken forudsigelige og sentimentale.
Skal man finde én karrieremæssig nøgle til Vinterbergs kommende arbejde med Jonathan og Karl Løve, er det i hans snart tre årtier gamle kortfilm.
2. Hans optagethed af afsked og død
I det hele taget har Thomas Vinterberg altid beskæftiget sig med døden, afskeden og sorgens natur – og ikke mindst livsmodet som kontrast i en skrøbelig yin/yang-relation. Tænk bare på den nyklassiske slutning i ’Druk’, hvor Mads Mikkelsen kaster sig ud i kanalen til tonerne af ’What a Life’, dødsdrift og livslyst i én uforglemmelig indstilling.
Allerede Vinterbergs hyldede afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, ’Sidste omgang’ fra 1993, behandlede temaerne med historien om Thomas Bo Larsens Lars, der har fået konstateret leukæmi og vil tage afsked med vennerne. ’Submarino’ fra 2010 handlede om to brødre (!), der efter en traumatisk barndom bliver genforenet ved deres mors begravelse.
3. Hans evner til at instruere børn
’Brødrene Løvehjerte’ står og falder med, at Thomas Vinterberg og hans castere finder de rette børneskuespillere til hovedrollerne som Tvebak og Jonathan.
Men der er grund til at have tillid til, at den danske instruktør kan få det bedste ud af sine kommende unge spillere. Vinterberg har nemlig altid været en sublim personinstruktør, ikke mindst af børn.
Han har fremkaldt utroligt gode børnepræstationer i både ’Drengen der gik baglæns’,’De største helte’, ’Submarino’, ’Jagten’ og ’Kollektivet’. Sidstnævnte er derudover et godt eksempel på Vinterbergs evne til at formidle børneperspektivet, for selvom hovedpersonerne var spillet af Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm, var det pigen Freja, der var historiens egentlige anker.
4. Hans personlige sorg
Det er naturligvis en hårfin balance at kæde et kunstnerisk projekt sammen med en ubeskrivelig personlig tragedie, men der er ingen tvivl om, at de stærke reaktioner på, at Thomas Vinterberg skal tackle ’Brødrene Løvehjerte’, er knyttet til hans eget ubærlige tab. Hans 19-årige datter Ida døde i 2019 i en trafikulykke.
At instruktøren på den baggrund kan give sig i kast med en så hjerteskærende historie som Astrid Lindgrens bog, virker ærefrygtindgydende. Og man håber på en underlig måde, at Vinterberg formår at kanalisere sine egne følelser ind i sin kunstneriske bedrift.
Udfordringerne
Thomas Vinterberg står altså med de helt rette kort på hånden i forhold til at skabe en mindeværdig serie. Men der er også tre barrierer, han skal overkomme på vejen:
1. Sproget
’Brødrene Løvehjerte’-serien bliver på engelsk. Det i sig selv kan virke en tand distancerende for det Astrid Lindgren-elskende skandinaviske publikum, og selvom Vinterberg efterhånden har lavet fire film på engelsk, er hans nordiske gehør selvfølgelig bedre. Vi håber i hvert fald, at han formår at injicere serien med skandinavisk sjæl trods det engelsksprogede afsæt.
2. Den magiske verden
’Brødrene Løvehjerte’ starter i den socialrealistiske svenske virkelighed, før turen går til det magiske ridderland Nangijala, med hemmelige tunneler, en knusende ond diktator og en ildspyende drage. Thomas Vinterberg har altid været bedst, når han har opereret i en naturalistisk virkelighed – som i ’Festen’ og ’Druk’ – og det skal således blive spændende at se, om han kan få sammenstødet mellem realisme og eventyrlighed til at spille.
Nangijala er ikke nødvendigvis et sted, der kræver den helt store CGI-omgang, for grundelementerne er bondehuse, rustninger og sværd, men alligevel befinder vi os jo i eventyrernes verden, og bogens slutning er et voldsomt opgør mellem en drage og en gigantisk lindorm.
Vinterberg har tidligere flirtet med magisk realisme i ’It’s All About Love’, han har lavet periodeskildring i ’Far From the Madding Crowd’, og han har leget med effekter i ’Kursk’, så han har efterhånden fine erfaringer med i rygsækken. Men alt andet lige er han mere på udebane, når det kommer til fantasydelen. Og man håber i hvert fald, at det internationale produktionsselskab bag serien, Medias Res, kommer med et ordentligt budget.
3. Selvmordsskildringen
’Brødrene Løvehjerte’ er en ufatteligt smuk bog. Skiller man den – lidt urimeligt – ad, er det også en film, der ender med, at to brødre kaster sig i døden (for at komme til næste efterliv, Nangilima).
I Astrid Lindgrens ord opleves historien ikke på nogen måde som en selvmordshyldest, men Thomas Vinterberg & co. står alligevel over for nogle svære beslutninger, når de skal forløse især slutningen i levende billeder. I dag har man trods alt et mere følsomt blik på skildringer af selvmord, ikke mindst blandt børn, end man havde i 70’erne, ligesom ideen om at kaste sig i døden for at komme i paradis har anderledes konnotationer i dag.
Vinterberg har dog et så fintfølende blik for nuancer, at vi er overbeviste om, at er der nogen, der kan turnere fortællingen i en ny tid, er det ham.
Det vides endnu ikke, hvornår ’Brødrene Løvehjerte’-serien kommer ud, eller hvor den skal vises.