1. Streaming: Lene Maria Christensen giver Frederik Cilius kamp til stregen
Tidens sjoveste danske komedieserie er tilbage. Og det går fantastisk ad helvedes til i det ventede gensyn med Rasmus Bruun og Frederik Cilius.
Nu fraskilte Jeppe Nygren når at være chef for hele orkesterbutikken i cirka to sekunder, før han bliver stillet til ansvar for tomme sale og kæmpe budgetunderskud. For at kunne deale med sit nye liv som delefar, efter ekskonen Regitze har slået pjalterne sammen med klarinetdivaen Simon, sidder han og tager dybe indåndinger til noget maskulinitetsmeditation, der er borderline Andrew Tate.
De to kvinder i den forsmåede træblæser Bo Høxenhavens liv ender på hospitalet i første afsnit, men det er dog først, da der kommer ny frokostordning i koncerthuset, at han virkelig taber besindelsen.
Heldigvis står den suveræne nytilføjelse til castet Lene Maria Christensen som kantinedame klar til at bede ham om at fucke af, mens hun pøser baked beans fra condibøtte til fad. Tiltrængt og forrygende.
’Orkestret’ sæson to kan ses på DRTV.
2. Biografen: Oscar-nomineret venneheartbreak
Ved Oscar-uddelingen var animationsfilmen ’Robot Dreams’ oppe imod Hayao Miyazakis hejresang, som gik hjem med prisen, men den er lige så seværdig.
‘Robot Dreams’ handler om en hund, der erhverver sig en venskabsrobot. De lever lykkeligt i New York, men bliver skilt ad på en udflugt, hvor maskinen ruster fast på en vinterlukket strand, hvorefter en original redningsaktion går i gang. Selvom det er antropomorft og tegnet, ved alle, der har hørt sangen om ‘Puf den magiske drage’, at de nuttede venneheartbreaks er de værste af slagsen.
Soundvenues anmelder Mathies Sætre Rasmussen giver fem stjerner og sammenligner filmens vignetter med »nogle af de bedste ‘Rick and Morty’-afstikkere, der kan rumme et helt livs drama på få minutter«.
Der bliver i hele filmen ikke sagt ét eneste ord, men alligevel fremprovokeret et hav af følelser.
’Robot Dreams’ kan ses i biografen.
3. Streaming: En jødisk komiker går ind til et nazitræf
Det lyder på mange måder som starten på en ret dårlig vittighed: En ortodoks jøde tropper op til et nazitræf og snupper en gratis muffin.
Det er dog ikke tilfældet i Alex Edelmans HBO-aktuelle show ’Just For Us’, der dog bruger netop denne oplevelse fra det virkelige liv som smart præmis. Hans politiske rejse, som han har turneret rundt med i hele USA for fyldte sale, starter, da han blev angrebet af anti-semitter på Twitter.
Herefter beslutter komikeren sig for at deltage i et gedulgt møde i Queens, hvor han kan »lære mere om sin hvidhed«. Hvilket han i beretningen får forvandlet til en lærerig og ’Seinfeld’-spraglet minikomedie nærmere end en virkelig ubehagelig oplevelse.
Hans white supremacy-odysée bliver dog først og fremmest bagtæppe for et hav af anekdoter, blandt andet en fænomenal historie om at fejre juleaften for første gang, der sætter Edelman på comedykortet som en voldsomt begavet historiefortæller.
’Alex Edelman: Just For Us’ kan ses på HBO Max.
Set det hele? Tjek sidste uges weekend-anbefalinger.