Der er ikke noget nyt i, at Hayao Miyazaki annoncerer planer om at gå pension for derefter at forlade sit otium og lave en ny film. Instruktøren flirtede med at gå på pension efter ’Prinsesse Mononoke’ udkom i 1997, men også efter udgivelsen af ’Chihiro og heksene’ i 2001 og ’Når vinden rejser sig’ i 2013.
Alligevel var der mange der troede, at den 83-årige havde animeret sin sidste blå himmel og grønne græsplæne, da ’Drengen og hejren’ fik premiere tidligere på året. Det er ikke nødvendigvis tilfældet, hvis man skal tro den legendariske filmmagers søn.
Til det japanske medie Oricon (Via Comicbook.com) fortæller Goro Miyazaki, at hans far er begyndt at lave dioramaer over sine tidligere projekter.
»Jeg siger til ham ’lav nogle til fremtidige projekter, det er kedeligt kun at lave det over gamle ting’. Det gør han nu. Jeg ved ikke, om det rent faktisk er til hans næste film, men det ligner en action-eventyrfilm, nostalgisk og minder om de gamle dage«, forklarer Goro Miyazaki.
Om det er ønsketænkning fra sønnike, eller om Hayao Miyazaki faktisk har gang i noget er fortsat uvist. Uanset hvad vil de fleste, ikke mindst de mange danske fans, formentlig tage imod et nyt Ghibli-projekt med åbne arme.
Hvis noget skulle stikke en kæp i hjulet for håbefulde Miyazaki-fans, er det instruktørens kommentarer, da studiet modtog en æres-guldpalme på Cannes. Her erklærede han, at »animes guldalder er ovre«.