I det syvende afsnit af ‘Orkestret’s anden sæson dukkede Lasse Dein op som skolelærer til Jeppe Nybros datter.
Ovenikøbet med et hævet øje som han i serien skulle forestille at have fået fra at stoppe en slåskamp mellem datteren Almas to kærester.
Men de vågne følgere af satirikeren og skuespillerens onlinetilstedeværelse vil vide, at det næppe var en del af det oprindelige manuskript til afsnittet ‘Krise og mægling’.
På dagen for optagelserne sidste sommer var Lasse Dein nemlig vågnet op med et hævet øje – eller »What in the Big Mac burger eye is going on with the Klokkeren fra Notre Dame face?«, som Lasse Dein selv formulerer det i sit sjove bud på en behind the scenes-video på sin Instagram, hvor han samler op på sagen.
I videoen kan man se Dein kommentere sin egen præstation i ‘Orkestret’ (og make up-artisternes indsats med øjet), efter den nu er blevet tilgængelig for seerne.
For produktionen lod heldigvis til at få det inkorporeret i handlingen, og som Dein siger: »Alt i alt synes jeg det er blevet mega godt, og ja, gå ind og se ‘Orkestret’«.
Udover sin medvirken i ‘Orkestret’ har Lasse Dein netop afsluttet anden sæson af podcasten ‘Mellem projekter’. Første sæson blev for nylig belønnet med Podcastprisen for Årets eksperiment.