Da den populære ’Maze Runner’-trilogi ramte det store lærred i årene 2014-2018, blev de tre film hver især store kommercielle succeser og samlet indtjente næsten en milliard dollars ved billetlugerne.
Derfor er det heller ikke overraskende, at 20th Century Studios ønsker at lave endnu en filmatisering af James Dashners ungdomsromaner. Ifølge The Wrap kommer der nemlig snart en nytilføjelse til det dystopiske sci-fi-univers.
Den nye film kommer ikke til at være et remake eller en direkte opfølger til de tidligere film, men snarere en videreførelse af universet med nye karakterer, der skal kæmpe for deres overlevelse mod den korrupte organisation W.C.K.D.
Det er manuskriptforfatteren Jack Paglen, der er kørt i stilling til at udarbejde den nye films historie. Paglen har ført pennen på Johnny Depp-thrilleren ’Transcendence’ fra 2014 og haft medforfatterskab på ’Alien: Covenant’ fra 2017.
Desuden er instruktøren af den originale ’Maze Runner’-trilogi, Wes Ball, at finde i en producerrolle. Ball er for tiden aktuel med ’Kingdom of the Planet of the Apes’, der har biografpremiere på onsdag.