KOMMENTAR. Hvis du som mig voksede op foran et tv i 00’erne, og dine forældre af en eller anden grund gav dig lov til at bruge timer foran den store kanalpakke, så du frit kunne zappe mellem Disney Channel, Nickelodeon og musikvideoerne på MTV, husker du nok Nickelodeon som Disneys frække lillebror.
Hjemsted for ikonisk underlige tegnefilm som ’Svampebob Firkant’ og ’Rugrats’ og det næsten Beverly Hills-agtige ’Zoey 101’ om en fiktiv kostskole, hvor lillesøster Jamie Lynn Spears var stjernen. De afholdt Kids Choice Awards, hvor børnene bestemte, og de voksne blev slimet. Mens Disney Channel flød over med kernefamilier, fik man på Nickelodeon følelsen af, at børnene var alene hjemme.
Den beskrivelse får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, nu hvor jeg har set dokumentarserien ’Quiet on Set’. Her bliver en række tidligere børneskuespillere, deres forældre, tidligere manuskriptforfattere og andre omkring produktionerne interviewet om arbejdsforhold, grænseoverskridelser og situationer, der ikke afspejlede, at mange af de ansatte var børn.
De blev presset til at arbejde på de voksnes præmisser, og ikke én, men tre dømte pædofile figurerede på produktionerne – med ufatteligt tragiske følger.
Det er jo desværre historier, vi har hørt fra underholdningsbranchen, så længe den har eksisteret. Men ’Quiet on Set’ handler også om, hvordan grænseoverskridelserne trængte ind i tv-serierne, og de mandlige producere næsten brugte kanalen som en legeplads, hvor de fyrede deres egne jokes af hen over børnenes hoveder.
Nu bliver jeg nødt til at spørge: Hvad er i alverden er det dog, jeg som barn så på Nickelodeon?
Magtmand med fodfetich
’Quiet on Set’ tager fat i Nickelodeon i 90’erne og 00’erne, hvor kanalens popularitet voksede enormt, og det er særligt én mand, produceren Dan Schneider, blevet krediteret for.
Schneider var en ægte børnefjernsyns-gatekeeper, én man skulle være gode venner med, og ifølge dokumentaren udnyttede han sin magt til fulde: Han gav de mandlige forfattere fordele, fik kvinderne til at give massager og drev rovdrift på børnestjernerne.
Schneider havde den meget prekære og Hollywood-agtige evne at kunne spotte star quality i børn fra en lav alder. De første afsnit af ’Quiet on Set’ har fokus på Amanda Bynes, som Schneider opdagede og gjorde til en stjerne ved at give hende ’The Amanda Show’.
Deres forhold beskrives som meget tæt, og det bliver mere end insinueret, at Schneider forgreb sig på hende. Bynes er ikke med i dokumentaren, men uanset hvad ender historien med, at han forsøgte at hjælpe Bynes med at umyndiggøre sine forældre, så de ikke kunne bestemme over hendes arbejdstider – og så hun kunne tjene flere penge.
Schneider var også berygtet for sin fodfetich. ’Quiet on Set’ er fyldt med klip fra ’The Amanda Show’ og andre programmer med stærke seksuelle undertoner, fodrelateret og andet. Ariana Grande, som startede sin karriere som karakteren Cat i serierne ’Victorious’ og ’Sam and Cat’, ses i underligt pornoagtige situationer: »I’m thirsty«, siger hun, og med begge hænder forsøger at hun at vride saft ud af en kæmpe sød kartoffel med et anstrengt ansigt.
I et andet klip ligger hun med hovedet udover en sengekant og vil se, om hun kan drikke vand med hovedet nedad, så hun hælder en hel flaske vand ned ad sit bryst og sin hals.
Andre klip viser cum shot-lignende jokes, som når en dreng i en kropstæt dragt med nogle meget fallos-agtige næser skal skyde slimede klatter efter en kvinde. Der er også klip, hvor voksne rører ved børns fødder og kommenterer deres blødhed.
Og så er der pickle boy.
Brian Peck optrådte i Nickelodeons sketchshows med sin figur pickle boy – en mand, der går rundt med en stor kurv med pickles, som han deler ud. Peck var også producer og havde tæt kontakt med børneskuespillerne. Blandt andre arbejdede han sammen med Drake Bell, den ene af de to hovedpersoner i hit-serien ’Drake and Josh’.
Et helt afsnit af ’Quiet on Set’ er dedikeret til, at Bell for første gang står frem som det anonyme offer, Peck i 2004 blev dømt for at have misbrugt. Peck var stemmetræner og gav personlig undervisning til flere unge stjerner – et klip viser ham køre sin hånd op ad en ung Leonardo DiCaprios arm – og det var også den rolle, han havde over for Bell, mens misbruget stod på.
Da Peck blev dømt, fik de andre børneskuespillere en kort og nøgtern orientering fra nogle advokater. Så snakkede man ikke mere om det.
Psykisk vold
’iCarly’ var én af mine yndlingsserier som barn. Men Jeanette McCurdy beskriver i sin bog ’I’m Glad My Mom Died’ en anonym »The Creator«, som alt tyder på er Dan Schneider, og som systematisk pressede hende, mens hun spillede Sam i serien.
Blandt andet skriver hun, at han vidste, hun havde en spiseforstyrrelse, og alligevel (eller måske derfor) skrev mad-relaterede sketches ind i serien, som tvang hende til at spise store mængder mad meget hurtigt.
Det, ’Quiet on Set’ viser, er børns grænser, der blev overskredet på små og store måder, og voksne, der sagde, at de skulle grine af det. Det er sindssygt, at det var dominerende børne-tv i to årtier.
Det behøver ikke grundlæggende at være seksuelt, når pickle boy går rundt med et dumt smil og uden ord rækker andre, også voksne, en agurk, som de spiser med stor nydelse, eller når Ariana Grande forsøger at presse saft ud af en kartoffel. Hvis børne-tv er ægte børne-tv, lavet i børnehøjde og med fjol og omsorg, kan det kun være seksuelt, hvis voksne seksualiserer det.
Det er en misforståelse, der blev meget tydelig, da Onkel Reje pruttede fra sit røvhul (som man gør), og de voksne holdt deres børn for næsen.
Men det var ikke i børnehøjde på Nickelodeon. Det var nærmere psykisk vold.
Når overgreb bliver cliffhangers
Dokumentarserien har vakt stor debat og mange overskrifter i USA. Den er også genstand for et backlash. Kritik fra særligt de sorte deltagere i dokumentaren viser, at det er problematisk at hænge alle problemerne op på én mand. De mener, at dokumentaren har ført dem bag lyset og sat deres fortællinger ind i forkerte kontekster for at skabe en bestemt fortælling om Schneider.
Det er på en måde symptomatisk, at en dokumentar om de tidligere børnestjerners oplevelser selv ender med først og fremmest at tjene sin egen sag og gøre overgreb til cliffhangers.
Der er stadig meget, der kan blive bedre, når det kommer til, hvordan vi taler om og behandler børnestjerner, og hvad de bliver udsat for. Men det er for vildt, at børn og unge i to årtier så programmer, hvor alt for magtfulde voksne mænd var så toneangivende, at deres adfærd ikke bare ødelagde oplevelserne på settet men satte sig i programmernes humor.
Har man set Nickelodeon som barn, gør det ondt i maven at tænke på, hvad man dog har set.
’Quiet on Set’ kan ses på HBO Max.