Orlando Bloom kom for alvor på folks læber i starten af 00’erne med roller som Elveren Legolas i ’Ringenes Herre’-trilogien og Will Turner i ’Pirates of the Caribbean’.
En af skuespillerens første roller efter ’Ringenes Herre’ var i Wolfgang Petersens historiske krigsdrama ’Troy’ fra 2004 med Brad Pitt i hovedrollen. Selvom det umiddelbart kunne lyde som en enestående mulighed at få lov til at spille over for nogle af datidens mest populære skuespillere, har Bloom helt og aldeles fortrængt sin medvirken i filmen, forklarer han til Variety.
»Wow. Jeg tror bare, jeg har lukket den film helt ude. Så mange mennesker elskede den, men jeg havde slet ikke lyst til at lave filmen. Jeg havde ikke lyst til at spille den rolle«, siger Bloom.
I ‘Troy’ spillede Bloom den kujonagtige Paris, hvis karakter skuespilleren ikke brød sig om.
»Filmen var fantastisk. Det var Brad (Pitt), Eric (Bana) og Peter O’Toole, men hvordan skal jeg spille denne rolle? Det var totalt imod alt, hvad jeg følte. På et tidspunkt kravler Paris langs gulvet efter at være blevet tæsket og klamrer sig til sin brors ben. Jeg tænkte: ’Jeg kommer ikke til at kunne gøre det her’«, genkalder Bloom.
Ifølge Bloom var det dog hans agent, der overtalte ham til at tage rollen alligevel.
’Troy’ endte med at blive en stor kommerciel succes med billetindtjeninger på knap 500 millioner dollars og satte en tyk streg under Orlando Blooms status som en af 00’ernes største stjerner.
Han er dog ikke den eneste, som har et anstrengt forhold til filmen. Brad Pitt har tidligere fortalt, at rollen i ‘Troy’ fik ham til at genoverveje sin karriere.