Da det i starten af året blev annonceret, at ‘Skyfall’-instruktør Sam Mendes skulle instruere intet mindre end fire film om hvert af The Beatles’ medlemmer, var det med det store ubesvarede spørgsmål om, hvem der skal indtage de legendariske roller som John, Paul, George og Ringo.
Nu er der nye rygter på castingfronten, der allerede har vakt en del fanbegejstring.
I en artikel fra The Hollywood Reporter der kortlægger Hollywoods 10 største unge stjerner, bemærkes det nemlig, at Paul Mescal står øverst på næsten alle lister for de store filmstudiers roller »inklusiv som en af the Fab Four i Sam Mendes’ kommende Beatles-film«.
Tankegangen bag de fire film er, at man får fortalt bandets historie fra alle fire medlemmers perspektiv. Således bliver de fire film dedikeret til et enkelt af medlemmerne. Det er meningen, at alle filmene skal få premiere i løbet af 2027, hvilket er en omfattende produktionsmæssig øvelse.
Hvilken beatle den 28-årige skuespiller er på tale til at spille, er der endnu ikke noget nyt om. Den både mullet- og moustache-glade Mescal med sit på mange måder lidt retro-agtige udseende kan dog egentlig blende nogenlunde ind som alle fire, selvom han højdemæssigt bedst matcher Paul McCartney med sine 1,80 centimeter.
Nogle vil dog mene, at det ikke er stuerent at lade en irer lægge krop til nogle af Liverpool-ikonerne overhovedet.
Selvom Mescal har været et hypet navn og fået stor ros og Oscar-anerkendelse for sine arthouse-roller i ‘Aftersun’ og ‘All of Us Strangers’ siden gennembruddet i ‘Normal People’, står skuespilleren stadig over for sin første blockbuster-rolle i Ridley Scotts kommende fortsættelse til ‘Gladiator’.