’Unfrosted’: Jerry Seinfeld drukner sin instruktørdebut i pinlige cameos og fjollede jokes
Tilbage i 80’erne/90’ernes populære sitcom-æra var Jerry Seinfeld en sand mastodont inden for tv-genren, hvor han med sit fiktive alterego af samme navn triumferede i kultserien ’Seinfeld’.
Med en stor karriere bag sig som både standupkomiker, serieskaber, forfatter, skuespiller og producer skulle man tro, at komedieveteranen havde opnået det hele. Men alligevel havde den nu 70-årige Seinfeld sin debut som instruktør til gode – indtil nu.
Og hvad har Seinfeld så valgt, at hans debutfilm skal handle om?
Valget er faldet på intet mindre end tilblivelsen af det ærkeamerikanske morgenmadsprodukt Pop-Tarts (en lille lukket kage med sukkersødt fyld i), og firmaet bag, Kelloggs, der i 1960’erne lå i åben krig mod rivalen Post Cereal om at skabe morgendagens morgenmad.
’Unfrosted’ er løst baseret på denne tilblivelse, og Seinfeld spiller selv den ambitiøse Kelloggs-mellemleder Bob Cabana (baseret på William Post), som sætter sig for at udvikle den sagnomspundne Pop-Tart, inden rivalen Post Cereal under ledelse af Marjorie Post (Amy Schumer) vinder terræn.
Det revolutionerende morgenmadsprodukt, hvis appel begrundes med, at det modsat klassisk cereal (altså Havrefras, Cornflakes, Coco Pops, etc.) kan kværnes ned uden mælk, bliver centrum for morgenmadsproducenternes svar på rumkapløbet.
Cabana samler derfor sit dreamteam, blandt andet bestående af NASA-forskeren Donna Stankowski (Melissa McCarthy) og fitness-guruen Jack LaLanne (James Marsden), som går på jagt efter de perfekte ingredienser til produktet.
Samtidig trues Cabanas karriere af Post Cereals forspring i udviklingen, splid blandt sine medarbejdere og en strejke blandt Kelloggs morgenmadsmaskotter, hvilket samler sig i en perfekt storm for Cabana og resten af Kelloggs.
Filmens tone slås an med en stemning, der til forveksling minder om sidste års elskelige ’Wonka’. I åbningsscenen fortæller Cabana om Kelloggs velmagtsdage og mirakelprodukter til en lille dreng, som med lys i øjnene suger rammehistorien til sig.
Modsat ’Wonka’ mangler der bare fantasi og magi i ’Unfrosted’.
Filmens sjoveste øjeblikke bliver leveret af Hugh Grant, der spiller den krukkede skuespiller Thurl Ravenscroft, der er inde i Frosties-maskotten Tony the Tiger. Den kronisk småfornærmede Grant er helt perfekt til denne type rolle, hvor Ravenscroft ytrer, at han hellere vil øve ’King Lear’, men må affinde sig med sit underbetalte gig som maskot. Også Melissa McCarthy er et trækplaster i filmens ellers uoplagte humor, og især i en scene over for Grant er der et par fine grin at hente.
Men de spinkle lyspunkter er aldrig nok til at redde ‘Unfrosted’ som helhed.
Etablerede navne som Peter Dinklage, Christian Slater, Bill Burr, Tony Hale, Andy Daly, Fred Armisen og Cedric the Entertainer dukker skiftevis op i cameos, der er så usjove, at det gør helt ondt.
’Breaking Bad’-stjernen Dean Norris spiller ovenikøbet USSR-lederen Nikita Krushchev i en tåkrummende rolle, hvor han mumler sig igennem på pjatterussisk. Sømmet i kisten er, når Jon Hamm og John Slattery dukker op i en pinlig parodi på deres to ikoniske reklamemænd fra ’Mad Men’.
Foruden lavinen af cameos er de mange jokes af ringe kvalitet. Det kan lyde overraskende, når det nu er en begavet komiker som Jerry Seinfeld, der styrer løjerne og har været med til at penne manuskriptet, men de fleste humoristiske og satiriske indfald mangler bid, substans og skarphed.
Facit er en omgang kedelig slapstick og udtrådte referencer til gamle Hollywood-film, men når et kommercielt firma og en lind strøm af product placement står så centralt i filmens handling, skulle humoren også gerne pege en smule mere indad.
Kort sagt:
Jerry Seinfeld skuffer med sin instruktørdebut, der havde været tjent bedre med et mindre cast, et sjovere manuskript og flere scener med Hugh Grants misfornøjede tigermaskot.