‘Jerry Seinfeld: 23 Hours to Kill’: Det mest banebrydende, Seinfeld gør i sin nye Netflix-special, sker i løbet af det første minut
Hvorfor hedder Jerry Seinfelds nye Netflix-special ‘23 Hours To Kill’? Det er blot en af showets mange mærkværdigheder. En anden er, at det starter med, at den sprællevende 65-årige komiker hopper i East River fra en helikopter, hvilket er det mest overraskende, han gør gennem hele affæren.
Komikeren gør det én gang for alle klart, at han ikke har tænkt sig at levere unikt nyt materiale.
Da Jerry Seinfeld i 1989 tid blev allemandseje som titelkarakteren i verdens dengang mest populære tv-serie, var det med uovertruffen sans for situationskomik. »Hvad er det egentlig med strømper?«, kunne han finde på at spørge og så følge op med en yderst morsom saga om, hvordan fodbeklædningens natur er at stikke af og derfor altid forsøger at gemme sig i de mest gedulgte hjørner af møntvaskeriets maskiner.
Selvom man i disse krisetider let kan glemme, hvilken dag det er, er det dog de færreste, som stadig befinder sig mentalt i 90’erne.
En 65-årig Jerry Seinfeld – i et dyrt jakkesæt med en mikrofon på Beacon Theatre i sit elskede New York – der fortæller jokes om hverdagens åndslige fikspunkter og i samme ombæring udfolder sine berømte ordkløverier, viser, at man ikke kan lære en gammel hund nye tricks. Jerry Seinfeld vil ikke forny sig. Og hvis du beder ham om det, siger han nej uden at blinke – det må man nemlig godt, når man er i 60’erne, forklarer han i showet.
Dette årtusinds Jerry Seinfeld har et næsten afhængighedsagtigt forhold til at genfortælle sine gamle vittigheder. Taget i betragtning af at manden har lavet et show i 1998 med titlen ‘I’m Telling You for the Last Time’, hvor han i en storstilet indledning holder en begravelse for sit gamle materiale, underbygger seneste skud på stammen tværtimod, at Jerry Seinfeld muligvis er comedy-branchens sjoveste, men mest patologiske løgner.
Nogle af de bedste jokes i ‘23 Hours To Kill’ handler om Pop Tarts, buffeter og den minimale forskel på ting, der er fantastiske og forfærdelige. Men det kræver ikke mange google-søgninger, før man som en slags jokeantroprolog kan opspore deres tidligste oprindelse. Seinfeld har, viser det sig, beviseligt finpudset sin pop tart-bit siden i hvert fald 2010. Derfor er det lidt skuffende, at Youtube-versionen fra en David Letterman-optræden for syv år siden faktisk er sjovere, end den han laver i sin nye ventede special.
Det, som så rent faktisk er nyt, er langt fra det sjoveste. Sekvensen om menneskers narkomaniske forhold til iPhones når ikke himmelhøjderne. Ligeledes kører Seinfeld videre i en Uber-rille med en bemærkning om, at vores iPhones er en magthavende alfons for vores transport. Det er sjovt, men han talte endnu bedre om Uber i 2017-hitparaden ‘Jerry Before Seinfeld’.
Seinfelds komiske persona er ikke til at skyde igennem, næsten lige meget hvad han taler om. En Seinfeld-joke er næsten som pizza – selv når den er dårlig, er den meget god. Det misantropiske og komiske jerngreb om trygheds- og utryghedsvækkende fikspunkter i tilværelsen består.
Mens coronaen har pulveriseret vores normalitetsbegreb, har jeg og mange andre søgt trøst i ‘Seinfeld’-seriens tryghedsboble fra dengang, det var ok at kontemplerere længe over en muffins anatomi uden at skulle have dårlig samvittighed over ensomme ældre, hårdtprøvet sundhedspersonale og Amazons lagerpersonale.
I den bedste af alle verdener havde Jerry Seinfelds nye show leveret den samme tryghed som serien. Men lukker man øjnene og lytter, kan man i det mindste nyde den ufejlbarlige tekniske motor, hans fortællende stemmeføring er for hans komik. Den slags stemmeføring som i sig selv er en slags standup-institution. Den er ikke ældet en dag og er det tætteste, showet kommer på at være en humoristisk dyne.
Nyt og friskt bliver det næsten, da han annoncerer, at han vil tale om sit liv. Men det bliver mest til noget halvchauvinistisk sludder om ægteskabet som institution. Så ville jeg hellere have hørt den gode gamle om kvinders uendelige forbrug af vatrondeller.
Hvad kan man tage med sig fra dette sjove, men undervældende Seinfeld-show? Inspireret af hverdagsfilosofiens komiske konge kan man måske gruble videre over det Jerry Seinfeld-katalyserede teodicé-problem: Kan man både være en perfekt komiker og uforbederlig på samme tid?
Kort sagt:
‘23 Hours To Kill’ er et solidt og på mange måder fejlfrit stykke standup. Men ‘23 Hours To Kill’ er ikke så sjovt, at jeg tror, det vil få nytilkomne Netflix-seere til at forelske sig i manden – og dem, som kender ham, har hørt det før.