Virkelig kvinde bag ‘Baby Reindeer’-stalker kalder seriens skaber »den ultimative kvindehader«

Virkelig kvinde bag ‘Baby Reindeer’-stalker kalder seriens skaber »den ultimative kvindehader«

Efter premieren på ‘Baby Reindeer’ forsøgte internetdetektiver hurtigt at finde ud af, hvem der var den ægte version af stalkeren Martha i Richard Gadds Netflix-serie.

Midt i alt hypen trådte en 58-årig anonym skotsk kvinde frem med beretninger om, at hun havde været udsat for dødstrusler efter internettets ransagelse af detaljer fra serien.

I går stod samme Fiona Harvey så frem med sin identitet, gav interviews til Daily Record og gæstede tv-journalisten Piers Morgan med intention om at få styr på fakta og fiktion en gang for alle.

I videointerviewet lægger hun ikke fingre imellem og kommer med skarpe beskyldninger mod ‘Baby Reindeer’-skaberen. Harvey fortæller blandt andet, at hun mener Richard Gadd har »ekstreme psykiske problemer«, og at han »er den ultimative kvindehader«.

»Det er et stykke fiktion. Det er en hyperbole, som jeg hele tiden har sagt. Og der er to sande fakta i det. Hans navn er Richard Gadd, og han arbejder som en jobbende bartender på bistand på The Hawley Arms«, fortæller Harvey (via Indiewire). Hun benægter også at have mødt Gadd mere end få gange eller have taget imod gratis kopper med te, som man ser i serien.

»Han tjener penge på min ulykke. Han tjener penge på usande fakta. Han er den ultimative kvindehader«, lød det hos Piers Morgan.

Samtidig sår Fiona Harvey også tvivl om det meget foruroligende seksuelle overgreb, som Gadds karakter Donny Dunn udsættes for i serien.

»Hvorvidt der faktisk var en påstået voldtægt, eller om den voldtægt var noget han forestillede sig ville få ham til at se endnu mere syg ud«, forklarer Harvey.

Harvey fortæller desuden også, at hun overvejer at lægge sag an mod Richard Gadd og Netflix og benægter, at hun skulle have sendt 41.000 emails.

Efter interviewet har den skotske kvinde yderligere udtrykt, at hun følte sig »udnyttet« af sin medvirken i interviewet med Piers Morgan. Det melder Daily Record. Morgan forsøgte ifølge Harvey at »overrumple« hende med spørgsmål om hendes romantiske følelser for Gadd. Følelser som hun benægter at have haft.

Richard Gadd har ikke kommenteret på Harveys udtalelser og har hverken be- eller afkræftet, om der skulle være snak om, at Harvey er den virkelige stalker.

Piers Morgan-udsendelsen er tilgængelig i sin fulde længe på YouTube.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af