(Læs først, når du har set afsnit 4 af ‘Baby Reindeer.)
Præmissen for Netflix-hittet ’Baby Reindeer’ lyder nogenlunde tilforladelig: En falleret skotsk komiker må deale med en kvindelig stalker.
Man kunne måske forvente en syrlig britisk komedieserie i stil med ’Catastrophe’ eller ’Scrotal Recall’.
Eller – hvis bølgerne virkelig gik højt – en serie med den vekselvirkning mellem humor og alvor, der har defineret nogle af de seneste års suveræne serier af og med komikere som ’Louie’, ’Better Things’, ’Dave’ og ’Master of None’.
Men ’Baby Reindeer’ er kun i ganske få glimt en sjov serie. Og i afsnit fire står det klart, hvor mørk en serie vi egentlig har med at gøre.
I de første tre afsnit tager hovedpersonen Donny Dunn (den fiktive version af serieskaber Richard Gadd) os dybt med ind i sin oplevelse med stalkeren Martha Scott, som han ud af medlidenhed giver en kop te på den pub, hvor han står i baren, og hvor hun kommer ind, ulykkelig og uden penge på lommen.
Det bliver starten på et frontalangreb af interesse, da hun ikke alene møder op i baren hver eneste dag, han er på arbejde, men også bombarderer ham med mails (41.000 i alt, skulle det blive til), hvor hun skiftevis erklærer ham sin kærlighed, tilbyder sin krop og raser ud over hans vage afvisninger.
»Sig nu bare fra!«, nærmest råber man af skærmen, mens Donny lader Martha svæve videre i sin fantasi om, at han er hendes udkårne, der inden længe skal trække hendes gardiner fra og fuldbyrde deres kærlighed.
Men i afsnit fire får man forklaringen på, hvorfor Donny ikke bare siger fra.
Stoffer og voldtægt
Martha har tidligere luftet en teori om, at Donny selv har ar på sjælen, men omfanget af hans traume er svært at forberede sig på.
Afsnit 4 starter, da en politimand småanklagende spørger Donny, hvorfor det har taget ham et halvt år at anmelde Martha. Hvilket igangsætter et langt flashback, hvor vi oplever Donny som et par år yngre og stadig håbefuld komiker, der falder i snak med den succesfulde sitcom-forfatter Darrien under comedy-festivalen Edinburgh Festival Fringe.
Tilbage i London tager Darrien Donny under sine vinger. I sin dunkle lejlighed opildner mentoren protegeen til at tage stoffer for at hjælpe den kreative proces på vej. Coke, heroin, mdma, crack, ghb og syre. Når Donny er halvt bevidstløs, voldtager Darrien ham.
Det er brutalt at bevidne, og det gør ikke sagen bedre, at Donny vender tilbage til overgrebsmanden igen og igen. Så stærk er hans drift efter et karrieregennembrud og efter anerkendelse, og så svært er det at indse, hvor off det hele er, mens han står midt i det, at Donny – som med Martha – giver Darrien nye muligheder for at udnytte ham.
Donnys traume betyder, at han har svært ved at binde sig til andre mennesker, og det katapulterer ham ud i one night stands på stribe, indtil han møder Teri (Nava Mau).
Det er også i traumet, man måske kan finde svaret på, hvorfor Donny indimellem nyder den uforbeholdne opmærksomhed, Martha overøser ham med. Som mange overgrebsofre føler han sig værdiløs som menneske, og han har et inderligt behov efter at blive bekræftet. Martha bekræfter ham.
En øjenåbner
’Baby Reindeer’ bevæger sig dog videre end disse nogenlunde forståelige psykologiske mekanismer, og det er det, der gør serien så stærk.
Det kan være svært at forstå, at Donny ikke cutter Martha af meget tidligere, men det gør han. Det kan være svært at forstå, at Donny vender tilbage til Darrien til allersidst i den hjerteskærende slutning og igen takker ja til invitationen om at træde ind i hans modbydelige kredsløb, men det gør han. Det kan være svært at forstå, at Donny ikke kan aktivere sexlysten med Teri, men onanerer til billeder af Martha, som han ellers slet ikke tænder på. Men det gør han.
Det er i denne insisteren på, at traumer og deres konsekvenser ikke kan reduceres til rationelle forklaringer, at ’Baby Reindeer’ virkelig løfter sig. Hvis det var så let, ville psykiske ar for pokker være lettere at gendrive, end de er. ’Baby Reindeer’ viser deres dybde uden at søge tilflugt i idylliserede løsninger.
Richard Gadds serie kan bedst sammenlignes med ’Fleabag’ og ’I May Destroy You’, der også chokerede med deres rystende skildringer af traumer midt i en ramme, man ellers forbinder med komik og lethed. Disse to serier befandt sig på et andet kunstnerisk niveau end ’Baby Reindeer’, men med afsættet i Gadds intime personlige oplevelser føltes Netflix-serien måske endnu mere nådesløst ærlig.
Alene det at se en grooming-historie med en mand både i overgrebs- og offerrollen var her i post-MeToo-fase 2, 3, 4, eller hvor vi efterhånden befinder os, en væsentlig øjenåbner – og en påmindelse om, at overgreb kan ske for alle, og at det aldrig er ofrenes skyld. Heller ikke hvis de selv vender tilbage til gerningsstedet.
’Baby Reindeer’ kan ses på Netflix.