’After the Flood’: Spændende engelsk krimipræmis drukner i en strøm af overspil

’After the Flood’: Spændende engelsk krimipræmis drukner i en strøm af overspil
'After the Flood'. (Foto: Britbox)

Mennesker har siden tidernes morgen forsøgt at tæmme naturen for egen vinding, men til syvende og sidst er vi magtesløse over for den.

Det mærker indbyggerne i den lille by Waterside i Yorkshire. De oplever oftere og oftere oversvømmelser, der ikke bare ødelægger deres hjem, men også tager venner og familie fra dem. Derfor er det måske heller ikke så mærkværdigt, at der dagen efter endnu en oversvømmelse bliver fundet en mand død i en parkeringskælders elevator. Vand kan trænge ind overalt, og det er nådesløst.

Men for gadebetjenten Jo (Sophie Rundle), der ankommer som den første myndighed på stedet, virker sagen om ’The Lift Man’ langt fra ligetil. Og da det viser sig, at den uidentificerbare mand ikke er død af drukning, men derimod stump vold, bliver hun bekræftet i sin intuition.

Jo går dybere ind i sagen, selvom den ligger uden for hendes domæne. Det får hende i karambolage med efterforskningskolleger, heriblandt hendes mand Pat (Matt Stokoe), lokale bykonger og ikke mindst loven.

For i serien ’After the Flood’ udløser oversvømmelsen en renselse af samfundet. Efter vandet har trukket sig tilbage, vil det skjulte pludselig blive blottet – men kun for dem, der tør se det i øjnene.

‘After the Flood’. (Foto: Britbox)

Første afsnit af BBC og ITV’s serie smager af nytænkende klimakrimi med en interessant præmis. Særligt i åbningsscenen, hvor Jo forsøger at redde en baby, der er blevet revet fra sin mor af strømmen. Da Jo selv er gravid, bliver hun hjulpet af en mand, som i redningsforsøget selv bliver taget af vandet. Han forsvinder fra Jos synsvidde, men bliver i hendes tanker.

Men selvom babyredderens skæbne og The Lift Mans historie opildner den retskafne Jos detektivdrømme, er ’After the Flood’ alt andet end medrivende.

Blandt andet fordi det efter afsnit 2 er rimelig tydeligt, hvem der er the bad guys i lille Waterside. Jovist, det kan stadig være spændende hvordan og hvorledes, men det er det bare ikke her. Måske fordi krimiens karakterer hele vejen igennem føles for flade til, at man egentlig kerer sig om, hvad der foregår i den lille by.

‘After the Flood’. (Foto: Britbox)

Hovedpersonen Jo (Sophie Rundle) og hendes ildsjæl af en velgørende mor (Lorraine Ashbourne) er de eneste tilnærmelsesvist interessante figurer. Men ellers lider karaktergalleriet under, at seriens realistiske rammer og historie kolliderer med dialog og overspil i soap opera-klassen. Vi får replikudvekslinger som: »Who would do that?« »A murderer would!«.

Og det kammer allerede over, da karakteren Tasha (Anita Adam Gabay)i slutningen af første afsnit råber »my brother died five years ago!«, understreget af stortrommeslag i soundtracket. I det mindste vågner man.

Det er muligvis af samme frygt for, at seeren er faldet hen, at vi får gentagne sekvenser, hvor Jo skal redegøre for sagens udvikling, som vi ellers lige har overværet.

Hurtigt står det klart, at håbet om en større historie om klimakrise og overlevelsesdynamikker også er blevet taget af strømmen.


Kort sagt:
Man sætter næsen op efter en banging britisk provinsbyskrimi med ’After the Flood’. I stedet får man uvæsentlige karakterer og en søvninducerende historie til overflod.

’After the Flood’. Serie. Hovedskabere: Azhur Saleem & Mick Ford. Medvirkende: Sophie Rundle, Matt Stokoe, Lorraine Ashbourne, Anita Adam Gabay & Jonas Armstrong. Spilletid: 6 afsnit á ca. 45 min. Premiere: Kan ses på Britbox.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af