Morten Pape beskrev sin egen opvækst i Urbanplanen på Amager både levende, følsomt og hårdtslående i den autofiktive roman ‘Planen’, der blev en stor succes efter udgivelsen i 2015.
Nu næsten et årti senere skal bogen filmatiseres. Det fremgår af oversigten over støttetildelinger hos Det Danske Filminstitut og af et castingopslag fra produktionsselskabet Toolbox.
Her kan man se, at det er Anders Ølholm, der skal instruere den kommende film. Han stod sammen med Frederik Louis Hviid bag filmen ‘Shorta’ om to politimænd, der fanges i et socialt boligbyggeri, og man kan sagtens se kvaliteter fra den film, der kan overføres til skildringen af livet i Planen.
Ølholm er desuden selv opvokset på Amager tæt på Urbanplanen i omtrent samme periode som Morten Pape (der er tre år yngre). Han er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole og skrev også manuskriptet til Fenar Ahmads ‘Ækte vare’.
Morten Pape, der selv er uddannet manuskriptforfatter fra filmskolen Super16, står opført som manusforfatter sammen med Ølholm på filmudgaven af ‘Planen’.
I castingopslaget søger man »drenge i alderen 13-16 år, der har enten dansk, somalisk, arabisk eller vestasiatisk baggrund«.
Hvem der skal spille hovedrollerne – heriblandt Morten Pape selv – vides således heller endnu ikke.
Filmen har fået udviklingsstøtte fra Det Danske Filminstitut, men endnu ikke produktionsstøtte, så projektet har endnu ikke endeligt grønt lys. Men når man er ude med et casting-opslag, tyder alt på, at en filmudgave af ‘Planen’ bliver en realitet.