Til trods for, at der har været fantastiske helteroller i film gennem tiden, er det i mange tilfælde skurkerollen, som brænder sig fast på nethinden og forbliver mindeværdig. Tænk bare på Alan Rickmans Hans Gruber i ‘Die Hard’ eller Heath Ledgers Oscarvindende portræt af Jokeren i ‘The Dark Knight’.
En skuespiller, der heller ikke er bleg for at vise sin mørke side på film og tv, og som er blændende god til det, er Idris Elba. Hvor rollen som narkokongen Stringer Bell i ‘The Wire’ er helt uforglemmelig.
Elba nyder at spille disse roller, for det er her, at man som skuespiller rigtig kan vise, hvad man besidder af evner. Dog er han også en smule bekymret for de stakkels manuskriptforfattere, der faktisk sidder og skaber de her karakterer. Dem sender han en kærlig tanke i et nyt interview med Wall Street Journal.
»Disse mennesker får lov til at sige ting, som vi kun tænker i de dybeste, mørkeste afkroge af vores hjerner«, fortæller den 51-årige skuespiller og fortsætter:
»De siger forfærdelige ting og skriger forfærdelige ting og får lov til at være fuldstændig socialt uacceptable. Som skuespiller er det nogle gange en gave, andre gange en form for terapi. Disse karakterer er ofte velskrevne«.
Og det er i denne sammenhæng, at Idris Elba kommer ind på, at manuskriptforfatterne trænger til lige så meget kærlighed som skuespilleren:
»Når du ser en virkelig interessant skurk, tænker du på skuespilleren, men tænk på forfatteren. Det er forfatteren, der er mørk. Du skal give ham eller hende et kram«.
Heath Ledgers Joker er svær at toppe, men da Elba bliver spurgt ind til, hvem han håber på at arbejde med i den nærmeste fremtid, er svaret klart Christopher Nolan, fortæller han.
Det er bestemt et samarbejde, som kunne være fantastisk at opleve. Og gerne med briten i en skurkerolle.