Sabrina Carpenter ‘Please Please Please’
Musikvideoen til Sabrina Carpenters megahit ‘Espresso’ slutter med, at popstjernen bliver ført væk af politiet. Ganske kækt starter videoen til opfølgeren ‘Please Please Please’ med, at hun bliver løsladt fra fængslet.
Her ser hun en slambert, der bliver taget til fange – spillet af hendes kæreste, ‘Saltburn’-skuespilleren Barry Keoghan. Sangen handler om, at Carpenter dater nogen, der hele tiden ter sig åndssvagt. Og teksten lader til direkte at hentyde til Keoghan, eller i hvert fald en ekskæreste inden for samme profession: »I heard that you’re an actor, so act like a stand-up guy«.
Musikalsk fortsætter ‘Please Please Please’ dog ikke, hvor ‘Espresso’ slap. Forgængeren var bouncy nu-disco, og ‘Please Please Please’ er en mild, næsten 60’er-klingende popsang. Stedvist lyder det nærmest som en mere cutesy udgave af de retroklange, Lana Del Rey udforskede tidligt i karrieren.
I videoen ser vi Keoghan i fuld badboy-modus, hvor han ender i slagsmål og lignende strabadser. Han gør konstant Carpenter flov, hvortil hun synger »I beg you, don’t embarrass me, motherfucker«. Til allersidst bliver Carpenter nødt til at give ham gaffatape for munden, bare for at få ham til at opføre sig anstændigt.
God stil af Barry Keoghan at være med på joken – og held og lykke med at undgå at skabe pinlige situationer.
Moses Sumney ‘Vintage’
Det er fire år siden, Moses Sumney udgav anden halvdel af det imponerende dobbeltalbum ‘Græ’, men med udgivelsen af den nye sang ‘Vintage’ udmelder artpop-maestroen, at der er en ny ep på vej. Det er en af Sumneys mere r’n’b-klingende tracks, og armbevægelserne og følelserne er kolossale.
Kaytranada feat. Channel Tres ‘Drip Sweat’
Kaytranada har denne uge udgivet albummet ‘Timeless’ – endda samme dag, som han spillede på NorthSide. Nogle dage inden udgivelsen varmede han op med denne hiphoppede dansegulvsbasker, hvortil Channel Tres serverer über-cool rapvokal.
Denzel Curry feat. TiaCorine & ASAP Ferg ‘Hot One’
Moshpit-maestroen Denzel Curry har annonceret, at han 19. juli udgiver albummet ‘King of the Mischievous South Vol. 2’ – en fortsættelse til hans 2012-mixtape af næsten samme titel. Albummet byder på features i spandevis, ja, faktisk er det eneste feature-fri nummer et interludium. Men hvis alle gæsterapperne bringer lige så meget ild som TiaCorine og ASAP Ferg gør på denne singleforløber, skal det vilde antal gæster nok gå an.
Jamie xx ‘Treat Each Other Right’
Jamie xx har endelig (!) annonceret sit andet album. ‘In Waves’ udkommer 20. september, og denne singleforløbers blanding af hårdkogt UK bass og fløjlsblød chipmunksoul bør sætte gang i mangt et dansegulv, mens man prøver at udholde ventetiden.
Floating Points ‘Del Oro’
Seks minutters smagfuld, underspillet, instrumental techhouse fra produktionstroldmanden Floating Points lyder som den helt korrekte måde at fejre weekenden. I takt med at ‘Del Oro’ bygger sig selv op, bliver man suget dybere og dybere ned i dens rige soundscapes.
Isabella Lovestory ‘VIP’
Til sommer kan den honduranske reggaeton-kunstner Isabella Lovestory opleves på Roskilde Festival, og hun har ny musik med. ‘VIP’ er ikke den reggaeton, hun ellers er blevet kendt for, men til gengæld er den en flabet, seksuelt ladet trap-banger om at have en »Very Important Pussy«.
Mas feat. Kesi ‘Eneste’
Mas har efterhånden etableret sig som en slags uofficielt B.O.C.-medlem, og til trods for, at han stadig er meget tidligt i karrieren, er han allerede klar med sit tredje Kesi-samarbejde. Det er en kærlighedssang af den rigtig varme og sommerlige slags, der besynger nogen, der netop er »den eneste«.
Charli XCX ‘Talk Talk’
Det har været en rigtig god uge for (danske) Charli XCX-fans. Tirsdag blev hun annonceret som erstatning for Kali Uchis på Roskilde Festival, og fredag udgav hun det imødesete album ‘Brat’. Et af de bedste numre herfra er den flirtende ‘Talk Talk’, der handler om, at Charli desperat ønsker, at hendes øjesten taler med hende.
Clothing feat. L’Rain ‘Still Point’
De to indiemusikere Aakaash Israni (Dawn of Midi) og Ben Sterling (Cookies) har startet et fællesprojekt ved navn Clothing, og når deres instrumentation møder L’Rains neosoulede vokaler, opstår der sød musik. Clothing albumdebuterer 26. juli med albummet ‘From Memory’.
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: