’Græ: Part 2’ sætter et fornemt punktum på Moses Sumneys ambitiøse artpop-koncept
I februar udgav Moses Sumney det fremragende ‘Græ: Part 1’ – første del af albummet ‘Græ’. Lige siden har mine forventninger til anden halvdel været skyhøje, for del et var et ualmindeligt tænksomt, dynamisk og konceptuelt bevidst værk.
Oven på et så stærkt førstehåndsindtryk håbede jeg egentlig bare på, at anden halvdel ville bestå af mere fra samme skuffe.
Sagen er dog selvfølgelig, at når Sumney er så konceptorienteret, er det umuligt et tilfælde, at han vælger at skære sit album over i to dele – og årsagen stikker naturligvis dybere end blot, at ‘Græ’ blandt andet omhandler, hvor modsatrettet den menneskelige eksistens er. Anden halvdel er knap en halv time lang, og hvorimod første del med sine 40 minutter sagtens kunne fungere som et album i egen ret, er anden del stort set udelukkende interessant i kontekst af sin forgænger.
Dermed ikke sagt, at sangskrivningen er blevet svagere. Sumney er stadig enormt stilbevidst, og han kommer dybt ned i de tematikker, han har valgt at udforske. Men disse er netop de kompleksiteter i forhold til identitet, kærlighed, isolation og multiplicitet, som han allerede vendte på ‘Græ: Part 1’.
Til tider er der direkte henvisninger til første del – interludiet ‘And So I Come to Isolation’ er en fortsættelse af første dels intro, ‘Insula’, og hooket på ‘Bystanders’ giver en forklaring på, hvad albumtitlen betyder, hvilket man derfor med nødvendighed tager med sig i sin læsning af den første håndfuld tracks.
‘Græ: Part 2’ fungerer især i forlængelse af sin forgænger i forhold til dynamik. Første del vekslede konstant mellem det spinkle og det bombastiske, det rolige og det intense, det stilfærdige og det højlydte. Det sker ikke rigtig i del to. Her ser vi i stedet en lang, ganske blid opbygning til et bragende klimaks i form af det fem minutter lange nummer ‘Bless Me’, hvis sidste halvandet minut er en konstant eskalerende eufori, der er svær ikke at blive revet med af.
Denne markant mere rolige struktur gør del to til en rigtig medgørlig afslutning på albummet – og det ville da nok også være blevet trættende, hvis værket fortsatte med de konstante stilskift, der prægede store dele af etteren. Alligevel vil jeg sige, at der er en vis hæmsko forbundet med denne mere strømlinede tilgang. Når der er færre af de øjeblikkelige venstresving, del et bød på, er der simpelthen færre tidspunkter, hvor musikken får mulighed for at gribe fat om dig som lytter.
Og her ser vi både det positive og negative ved at dele albummet op i to med måneders mellemrum.
Fordelen er, at vi allerede i februar blev investeret i albummets følelsesunivers, hvorfor vi muligvis har lettere ved at blive suget ind i den mere diskrete sangskrivning på ‘Græ: Part 2’ – men ulempen er, at vi uundgåeligt holder de to dele op imod hinanden, og her har anden del altså knap så mange individuelt mindeværdige øjeblikke. Alligevel bygger den op til et brag af en finale, der sætter et fornemt punktum på Sumneys ambitiøse artpop-koncept.
Kort sagt:
‘Græ: Part 2’ er blidere end første halvdel, men byder stadig på fremragende sangskrivning og et velopbygget artpop-klimaks af sjælden høj kvalitet.