Moses Sumneys smukke artpop dissekerer menneskets kompleksitet på ‘Græ: Part 1’

5 6
Moses Sumneys smukke artpop dissekerer menneskets kompleksitet på ‘Græ: Part 1’
Moses Sumney. (Foto: Alexander Black)

Den amerikanske artpop-ekvilibrist Moses Sumney har valgt at dele sit album ‘Græ’ over i to dele. Det er ikke blot oplagt, fordi det er et langt værk (første del er albumlængde i sig selv), men også fordi det er et album, der handler om dobbelthed. Om at opleve, at umiddelbare modsætninger eksisterer i paradoksal samhørighed.

Tematikken kommer lyrisk til udtryk igen og igen i løbet af ‘Græ: Part 1’ (anden del udkommer i maj): »Too much is not enough«, »I’m not at peace with dying alone / but I’m not at war either«, »Might not be healthy for me but seemingly I need what cuts me«.

Verden er ikke sort eller hvid, og den er ej heller en simpel, grå mellemting. Den er ‘Græ’ – på overfladen tæt på grå, men alligevel ikke helt det samme.

Flersidigheden gennemsyrer det hele, selv hvis man ikke hører efter teksterne. Sonisk er albummet nemlig også spækket med kontraster. Numre kan med et snuptag gå fra at være spartanske til at være fyldige – eller et kompakt arrangement kan omfavne ét skrøbeligt instrument.

Sumneys vokal opererer stadig i hans karakteristiske falset, men han svøber den ind i så mange effekter, at den både kan være lys og mørk, frembrusende og spinkel – og kan gå fra ét til andet og tilbage igen midt under en takt. På numre som ‘Boxes’ og ‘Jill/Jack’ forvrænger han endda vokalerne, så man ikke helt kan høre, hvornår det er ham, og hvornår det er en gæst. Dette gør det også klart, at albummets tematikker strækker sig ud over Sumneys egen personlige horisont, men kredser om en bredere befolkningsskare.

Alle disse mange fremragende lyde er dog ikke blot prisværdige fra et tematisk standpunkt – der er også bare kælet for, at de lyder fremragende, og for at de skal være engagerende fra et rent musikalsk perspektiv.

Det kan være det forsigtige jazzklaver på ‘Gargarin’, der får makabre undertoner fra en fjern skrigelyd. Eller det kan være de intense, industrielle lyde, der hober sig op på ‘Conveyor’, for da at forsvinde brat, hvorefter Sumneys store stemme alene med en synthesizer skaber den smukkeste forløsning. Det kan som sådan blot være, hvor stilfuldt hele albummet flyder fra ét track til det næste og gennem potente interludier. Sammenhængen lurer én ind i en fornemmelse af, at man hører et komplet album. Den sønderknusende virkelighed er dog desværre, at det gør man ikke – anden del kommer jo først om nogle måneder.

Så dette halve album standser mere eller mindre ud af det blå med ‘Polly’; en spændende ballade, der dog slutter så uforløst, at man længes efter mere. Og hvis der er noget, Sumney tydeligt kommunikerer gennem ‘Græ: Part 1’, er det, at vi ikke forstår virkeligheden, hvis vi kun fokuserer på den ene halvdel.

Hvis anden halvdel af ‘Græ’ fortsætter det høje kvalitetsniveau – musikalsk som tematisk – kunne helheden godt få karakter af mesterværk.


Kort sagt:
Moses Sumneys ‘Græ: Part 1’ er en umanerligt smuk artpop-skildring af den flersidighed, mennesket besidder – en hyldest til mennesket som et komplekst væsen, der skal forstås i sin helhed. Hvorfor det er lettere ironisk, at vi skal vente til maj for at få anden halvdel af albummet.

Moses Sumney. 'Græ: Part 1'. Album. JagJaguwar/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af