Om forventningspresset
Jeremy Allen White (Carmen “Carmy” Berzatto): »Presset er der. Vi kom direkte fra en succesfuld award-sæson (i forbindelse med sæson 2, red.). Jeg havde ikke arbejdet i mellemtiden, så jeg var rimelig ængstelig. Jeg vidste, manus var stærkt. Men presset er ægte. Efter et par uger, hvor jeg er tilbage og er sammen de her gutter, så falder alt dog bare tilbage på plads. Det føles sjovt igen, og alt føles muligt igen«.
Om Carmys vej ud af køleren
Jeremy Allen White: »Jeg slipper rent faktisk ud af walk in-køleskabet, og det er godt«.
»Carmy gør, hvad han gør. Han begraver sig selv i arbejdet igen og prøver virkelig at challenge sig selv, og i den forbindelse challenger han også alle omkring sig og bliver meget challenging at være sammen med. På forskellige challenges«.
Om sæsonen kan opsummeres i en sætning
Ayo Edebiri (Sydney Adamu) (der gør grin med hvor mange gange Jeremy Allen White lige har sagt challenge): »Challengers challenge challenging challenges«.
Om Syd og Carmy bliver kærester
Ayo Edebiri (prompte!): »Nej.
Jeremy Allen White: »Nej«.
Begge: »Der var ingen snak i rummet om nogen romantiske implikationer«.
Om hvad status så er med Syd og Carmy
Ayo Edebiri: »En af de ting, vi forholder os til i sæsonen, er, hvad det næste skridt vil betyde for Sydneys forhold til Carmy, som er én, hun har set op til, men nu laver forretninger med. Det er meget mere kaotisk, end hun havde forestillet sig, før de begyndte at arbejde sammen«.
Jeremy Allen White: »Carmen er ikke den bedste kommunikatør. Men han vil tit lave en stor gestus i forsøg på det. Og det er for at række ud, men ofte er folk ikke klar til at tage imod. Han har gang i meget i sit hoved, og folk er ikke altid klar over, hvad der foregår. Så I får se, hvordan det påvirker deres forhold. Men han prøver at invitere hende lidt indenfor«.
Om hvor Cousin Richie og Carmy står efter sæson 2-finalens vilde skænderi
Ebon Moss Bachrach (Cousin Richie): »De har det super nu! Super! De vågner hver morgen og jogger sammen og tager en lille kaffesludder … Ej, I må vente og se«.
Jeremy Allen White: »Carmy fortsætter med at gøre det, han gør bedst, hvilket er at være utroligt undvigende omkring alle sine forskellige issues«.
Ayo Edebiri: »What?!«
Jeremy Allen White: »Og det er det, I får at se«.
Om Taylor Swift-rusen varer ved
Ebon Moss Bachrach: »Ritchie er et sted, hvor han har opdaget en mere udviklet måde at være på. Han ser en sti at sigte efter, men én ting er at se stien og en anden at gå den. Som med al anden personlig udvikling er det fremad og tilbage, der er ikke én klar retning«.
Om hvem der er serieskaberens kæledægge
Jeremy Allen White: »Jeg har aldrig set Chris (serieskaber Christopher Storer, red.) være mere glad, end når han instruerer en scene med Matty (Matheson, red.). Det er virkelig det mest glade, jeg har set Chris Storer«.
Matty Matheson (Neil Fak): »Det som Jeremy Allen White sagde!«.
Om Ayo Edebiris instruktørdebut i den nye sæson
Ayo Edebiri: »Vi (Christopher Storer og jeg, red.) havde en samtale om, hvilke manuskripter jeg følte for (at instruere, red.), og jeg var sådan ‘jeg ville give dig mit førstefødte barn, som ikke findes endnu, hvis jeg må lave Liza-afsnittet’ (med den ældre kok Tina i fokus, red.). For jeg ville elske at arbejde med hende på den måde. Så vi havde en rar slags paralleltankegang«.
»Jeg fik lov til at instruere nogle af mine yndlingsskuespillere i verden. Jeg havde det bare sådan, ‘er det her verdens bedste job?’ Uafgjort med skuespiller? Det var virkelig vidunderligt«.
Om Jeremy Allen Whites (mangel på) perfektionisme
Jeremy Allen White: »Jeg er så meget modsat Carmy. Perfektionismen er noget, jeg beundrer meget ved ham, og jeg prøver at stræbe efter det i mit liv. Men det er ikke en kvalitet, vi deler. Jeg kæmper ofte med det«.
Om stemningen på ‘The Bear’-settet
Jeremy Allen White: »Vi har sagt det før, og vi siger det igen. Settet er et sted med så meget glæde. Alle tager sig af hinanden, alle griner så meget. Selv hvis man skal et mørkt sted hen om morgenen, hænger man ud to timer senere og ser en scene og griner og nyder selskabet. Selv hvis man prøver at tage det med hjem, ville det være svært«.
Om hvad der bliver den næste virale chipsomelet
Lionel Boyce (dessertkokken Marcus): »Man ved det virkelig ikke. Vi kunne ikke have forudset, at omeletten ville blive en ting«.
»Da vi optog sæson 2, var der nogen, der sagde, ‘Hvem skulle have troet, at chokoladekagen blev det, folk tog til sig?’. Jeg har tænkt på det. Jeg ved ikke, hvad det bliver (denne gang, red.). Jeg er spændt på det«.
»Fordi restauranten løfter sig, skal Marcus også løfte sig, så derfor lærte jeg en masse nye teknikker – at lave nogle virkelig seje ting. Jeg lærte at lave nutella fra bunden, det var sejt. Ikke til serien, men jeg har den her ting, jeg kan nu«.
‘The Bear’ sæson 3 får premiere på Disney+ i Danmark 17. juli.