Scenen i James Camerons ’Titanic’, hvor Kate Winslets Rose og Leonardo DiCaprios Jack står på rælingen af færgen, Rose udbryder »I’m flying«, og det hele ender med et lidenskabeligt kys er velsagtens en af de mest ikoniske scener i filmhistorien. Men faktisk var den specifikke scene det rene helvede at få i kassen ifølge Winslet.
I en ny video med Variety, hvor Winslet dissekerer centrale scener fra sin lange karriere, fortæller hun, at netop den scene var »et mareridt«, og det er der flere grunde til.
»Leo kunne ikke lade være med at grine. Og vi skulle skyde den her scene fire gange fordi Jim (James Cameron, red.) ville have et specifikt lys«, forklarer hun.
Det var også noget af et besvær at få makeuppen til at spille.
»Vi filmede scenen et sted, hvor hår og makeup ikke kunne nå frem til os. Leo ser meget naturlig ud, men hvad I ikke ved er, at han var nødt til at ligge i en solseng, og der er gang i meget selvbruner-makeup. Jeg skulle lægge vores makeup igen mellem hvert take«.
»Vi blev ved med at indspille kysset, og jeg havde en masse bleg makeup på. Jeg skulle lave et makeup-tjek på os begge mellem hvert take. Jeg lignede en, der havde spist en kæmpe chokoladebar, fordi hans makeup smittede af på mig, og på ham lignede det, at der var noget, der manglede fra hans ansigt«.
Winslet understreger dog, at hun stadig er stolt af filmen, og at det er ekstraordinært, at den bliver ved med at give til de efterfølgende generationer, der opdager den for første gang.
’Titanic’ blev da også et kæmpehit efter sin premiere i 1997. Filmen gik hen og fik 11 Oscar-statuetter det år, dog måtte Winslet se sig slået i kategorien for bedste kvindelige hovedrolle.