For mange cineaster er det noget nær helligbrøde, men nu sker det:
Polske Andrzej Zulawskis kultdyrkede bodyhorror-film ‘Possession’ fra 1981 får et remake, skriver The Hollywood Reporter.
‘Possession’ om forholdet og skilsmissen mellem en spion og hans hustru spillet af Sam Neill og Isabelle Adjanis en af den slags film, hvis anseelse bare er steget gennem årene. Den er kendt for nogle uforglemmeligt vanvittige scener, inklusive blækspruttesex, og Soundvenues David Madsen skrev om den i en artikel, at den »er lige så dybsindig, som den er modbydelig«.
I det mindste er det kompetente, seriøse kræfter, der står bag. Nemlig Robert Pattinson og instruktør Parker Finn, der fik et stort hit med gyseren ‘Smile’ i 2022.
Filmen er lige nu i udbud hos de førende studier i Hollywood, der kæmper om projektet. Det har derfor ikke endeligt grønt lys, men det ser ud til, at det kommer til at ske.
Så bliver det spændende, om man tør gå bare halvt så langt, som Zulawski gør i den originale film.
Men den bedste nyhed er måske, at flere kommer til at kende originalen takket være remaket.